19

At tage den tid, det tager

Mens jeg hoster videre og med længsel husker, at der var engang, hvor jeg sov om natten, får du et lille pausebillede. Vi har forladt Cruden Bay og er på vej stik vest. Jeg har for én gang skyld forberedt det meste og har hjemmefra lagt en slagplan for vores alt for få dage. Vi vil gerne nå at se så meget som overhovedet muligt af landskaberne, så vi skal køre. Flytte os. Tilsyneladende tager det projekt lang tid, når man er i Skotland og jeg undrer mig, mens jeg sidder hjemme og planlægger. Jeg forstår ikke, at selv ganske små afstande kræver flere timers kørsel.

I dag undrer jeg mig ikke længere. Al kørsel foregår primært på små, smalle veje. Nok må man køre overraskende friskt på vejene, men det gør man jo ikke, når man er dansker, som skal køre med hjernen på overarbejde, fordi alting vender omvendt. Til gengæld for det langsomme tempo og de smalle veje får man set landskaber, som er betagende smukke og der er endda tid til at nyde dem.

Nogen gange skal man tage sig den tid, det tager. Også når man venter på en efterårshoste, der skal stilne.

Må din fredag blive uden host og med glade og forventningsfulde weekendmavebobler :-)

Du vil sikkert også kunne lide