Cruden Bay, engang en del af Danmark

Cruden Bay er ingen storby. Cruden Bay er en lille landsby. Den var oplagt som mål, da vi havde installeret os på Kilmarnock Arms Hotel og var klar til at forsøge at skubbe den rigelige frokost ned på plads, så vi monterede traveskoene og satsede på, at vejret ville være helt i top på trods af de overhængende trusler om regn.

Vi ville gerne have fingre i lidt at drikke, måske en avis og gerne noget tyggegummi, så vi satsede på, at der fandtes butikker i byen. Det gjorde der også. Sådan en slags butikker. Et par stykker endda og med hver deres speciale. En fungerede som posthus og blandet landhandel. En anden som kiosk med alskens nyheder, spil og blandet landhandel. Man behøvede såmænd ikke mangle noget i Cruden Bay. Man skulle bare vide, om det hørte til det ene eller det andet segment og så ramme den rigtige butik. Eller gå to gange.

Vi endte inde i kiosken med alle aviserne, mælken, dåsemaden, de friske brød, tyggegummiet, afløbsrensen, bleerne og bomuldssokkerne i ind til flere kulører, for bare at nævne et par småting af det ellers så brede udvalg.

Byen har tre, små kirker. Ingen skal komme forgæves. Der er plads til Congregational Church, Scottish Episcopalian Church og Church of Scotland, så der skulle være noget for de flestes smag. Vi passerede en af dem på vej mod vandet.

Vi passerede også byens verdensberømte golfbane. Den ligger med en vidunderlig udsigt ud over Cruden Bay. Bugten er et imponerende syn med sine stejle klipper, langstrakte sandbanke og udsigt til Nordsøen. Mens vi stod lige nedenfor, spillede en golfspiller ovenfor på bakken (anes til venstre i billedet) sin golfbold direkte ned i vandløbet. Det er med sikkerhed ikke første gang, det er sket.

Vi fortsatte det sidste stykke ned af Main Street og fortsatte ud af Harbour Street mens vi fulgte vandløbet oppe fra hotellet. Vi var sikre på, at vi måtte ned og se vandløbets udløb, så vi satsede på, at det var tomme trusler, vi kunne se på himlen omkring os. Solen skinnede jo dejligt. Endnu.

Vi har vendt os en halv omgang, så vandløbet og bakken med golfspilleren nu er på vores højre side, da vi får øje på, at banen rækker så langt, som øjet rækker. Det er ingen lille plet, de leger på her i Cruden Bay.

Lidt nede af Harbour Street ligger dette hus på et stille hjørne. Her har det tydeligvis ligget længe. Faktisk så længe, at det lå her, inden man kom i tanke om at byplanlægge og derfor ligger huset ganske få grader “skævt” i forhold til resten af gadens huse, som naturligvis følger vejens forløb. Det gør huset her ikke. Det var her nemlig længe før vejen og derfor er der også den underligste, ubrugelige kile mellem dette hus og nabohuset.

Omtrent lige overfor er nedgangen til stranden. Inden man er trådt ud på broen, som leder over til sandet og stranden på den anden side af det udløb, vi tidligere var på jagt efter, er man advaret om, at det er farligt at bade her. Det er vel som Vesterhavet, tænker jeg uden at vide det.

Vi går ud på broen og kan se, at det er her, at vores vandløb ender. Det løber ud i Nordsøen.

Til venstre for vandløbet ligger byens havn. Port Erroll. Den Åse gerne ville finde, men ikke kunne stedfæste. Den findes altså, men ikke i en GPS, som foretrækker Cruden Bay. Så blev jeg så klog.

Når der er højvande, ligger de små joller sikkert og vugger på overfladen, men nu er her lavvande og jollerne ligger på sand og sten og venter, da vi passerer broen.

Kenneth kravler straks op i klitterne. Heroppe får man udsyn og udsigt. Golfbanen breder sig ud lige bag ham og foran er kig omtrent til Peterhead.

Lidt længere henne ad kysten ligger Slains Castle. Det er her mellem borgen og byen, at det siges, at skotterne under Kong Malcolm II lykkedes med at slå Svend Tveskæg og danerne hjem i 1012. Det holdt dog ikke længe. I 1013 kunne Svend Tveskæg kalde sig kongen over hele det engelske rige og Malcolm og hans undersåtters indsats skulle vise sig at have været forgæves. Det er underligt at tænke på, at det her engang – omend kortvarigt – var Danmark, danernes rige.

Mig? Jeg er ikke oppe i klitterne med udsyn og høj himmel. Jeg bliver nede på broen, hvor jeg fordyber mig i detaljer, som jeg altid gør. Jeg får set en af de lokale, som kravler ned på bunden af det vandløb, som lige nu er stille og forsagt. Her samler han forskelligt drivtømmer, små skatte, der er skyllet ind fra Nordsøen. Han er tilfreds med dagens høst, kan jeg se, mens jeg venter på mor og Kenneth.

Bagefter fortsætter vi tilbage ad Harbour Street.

Det er sjældent at se andet end gråbrune stenhuse, hvor vi har været i Skotland. Disse var nogle af de ganske få malede huse, vi nåede at se på de fem dage, hvor vi nåede at tilbagelægge den beskedne sum af godt firehundrede kilometer.

Cruden Bay er lidt slidt på sine steder, men det er en charmerende, lille by. Jeg er helt overbevist om, at den er fantastisk på en varm, sommerdag. Stranden lokker godtfolk til og der er servering på molen ved havnen. Det er der ikke i september måned. Der er almindeligt hverdagsliv. Det er alt rigeligt til mig.

Cruden Bay er også en by med højt til himlen. Det var alle de byer, vi kom gennem på den korte odyssé, vi var på. Der er ikke bygget i højden nogen steder og derfor er lyset helt specielt og fornemmelsen af luft unik. Det er jeg helt vild med. Der er en følelse af plads og vingefang af enorme dimensioner. Jeg kan lide det.

Der lå joller allevegne. Byen er for ingenting et fiskerleje. Der var også askespande udenfor alle huse. Og de spande, der ikke måtte komme aske i. Antallet af skorstene fortæller en historie om opvarmning, som vi ikke længere bruger i Danmark. Hele Cruden Bay dufter af brænderøg på en eftermiddag i september.

Fin skiltning, ikke?

Cruden Bay fik vi ikke set ud i alle krinkelkroge og hjørner, men vi fik samlet appetit til aftensmad og vi fik fornemmelsen af en lille, stille landsby med en skøn lokalbefolkning, som gerne hilste på, når man passerede. Jeg vil meget gerne besøge byen igen. Jeg kunne lide, at der var helt stille og venligt og så fandt jeg det morsomt, at der kun var to butikker, som til gengæld dækkede stort set alle de behov, man kan have, når man bor i en lille, beskeden by udenfor lands lov og ret.