Aalborg – Amsterdam – Aberdeen og så derud af…

Nu er det jo sådan, at jeg har udholdt et par dages feber efterhånden. Og jeg mener udholdt, for er der noget, jeg er dårlig til, er det at udholde den slags. Jeg er omtrent værre end den mest karikerede mand, som ellers ofte må stå på skud, når vi kvinder skal have et billigt grin over noget så alvorligt, som mandeinfluenza. Det er nok det, jeg har haft. Ringe var det i hvert fald og godt er det langt fra endnu, men det er bedre og det er endelig lykkedes mig, at komme ud af sengen. For en kort bemærkning, siger jeg bare, for du skulle jo nødig glemme at ynke mig.

Så er det vel på tide at skrive lidt om den fantastiske miniferie, vi lige har haft i Skotland, for det var en fantastisk tur. Helt igennem fantastisk var den faktisk og jeg er forelsket og ydmyg og både glad og underlig sorgfuld, for det var som at komme hjem, da jeg landede i Skotland og det giver ingen mening, men sådan føltes det helt ind i sjælen. Og jeg vidste, at det ville være sådan. Allerede inden vi kom derover, vidste jeg, at Skotland og jeg på en eller anden måde hører sammen. Og jeg er rationel og fornuftsbetonet helt til det punkt, der ligger et splitsekund før kedelig, så det gav virkelig ingen mening, da jeg trådte ud fra Aberdeen Lufthavn og bare vidste, at det her var mit andet hjem, men det var sådan og mit hjerte sang og min sjæl fløj allerede inden, vi var ude af Aberdeen.

En forreven østkyst, Skotland, september 2012

Det var for øvrigt lidt af en udfordring sådan at komme ud af Aberdeen. Ikke fordi det var svært som sådan, men fordi det foregik i lejebil med modsat fortegn. Hold nu fast, som det er svært, var Kenneths kommentar og tungen skulle virkelig holdes lige i munden, men det gik og inden længe var vi på vej mod nordøstkysten, hvor vi havde booket hotel til den første nat.

Jeg troede, at jeg havde adressen, men jeg havde ikke en fløjtende fis, skulle det vise sig. Jeg er ikke sådan at slå af pinden, når det kommer til at skulle finde vej. Jeg har kørt en stor del af Danmark tynd allerede dengang, hvor det mest avancerede navigationsudstyr vi havde, var et print fra Krak, hvis vi var heldige og ellers et slidt Danmarkskort. Jeg har tidligt lært, at har man en retning og logisk sans, kan det meste findes på mavefornemmelse, så den satsede vi på, da vi satte kursen nordpå. Vi ramte da også en by…

Boddam , Skotland, september 2012

Her foregik ikke meget, for ikke at sige absolut ingenting. Vi så ikke ét eneste menneske, mens vi var der og vi parkerede da bilen, steg ud og gik gennem de øde gader, mens vi undrede os.

Boddam , Skotland, september 2012

Biler var her, men ingen mennesker, så der var ingen af spørge om vej til hotellet og vi var på daværende tidspunkt klar over, at det nok ikke var her, vi skulle bo, men vi havde ingen idé om, hvor vi var. Nordpå. Det var sådan cirka det, så vi fortsatte ned mod vandet. Måske ville vi dernede have held til at orientere os.

Boddam , Skotland, september 2012

Vi var faktisk heldige, for der var et fyrtårn. Ikke et stort fyrtårn, men absolut passende og allerbedst var det udstyret med en advarsel, som gav os et fingerpeg om, hvor vi befandt os. Vi var på den østligste side af Peterhead og jeg havde allerede hjemmefra været på Google og set, at vi skulle bo syd for Peterhead. Altså var vi kommet for langt mod nord og kunne med sindsro finde bilen igen og vende snuden sydpå.

Boddam , Skotland, september 2012

Turen tilbage gennem byen var akkurat lige så stille, som turen ud. Ikke et eneste menneske, men denne gang ventede et par stykker ved busstoppet. Nu havde vi ikke længere brug for hjælp, så vi hilste bare høfligt, inden vi igen sad i bilen og var parat til at bide skeer med min svigtende stedsans. Ha!

Den var nu ikke helt skæv. Jeg gelejdede og guidede og lod som om, jeg havde styr på det hele, men det hjalp tilsyneladende, for der gik ikke lang tid, før vi havde ramt den rigtige kystby og kunne parkere foran hotellet. Her stod en ældre, vindbidt herre, som var snakkesalig og gerne ville indvie os i det meste af byens historie, inden han fortalte os, at vi skulle indtage frokosten inde på hotellets pub. Som sagt, så gjort.

Pubben på Kilmarnock Arms Hotel i Cruden Bay, Skotland 2012

Mor og jeg bestilte Fish & Chips. Det var så absolut ikke det værste, vi havde foretaget os i onsdags. Frisklavet, velsmagende og helt igennem rigeligt. Kokken var fuld af kærlighed. Det kunne vi smage. Det tegnede godt. Det hele. Om lidt ville vi gå ind og få udleveret nøgler til værelserne. Vi skulle bo lige oppe under taget. Vi var landet. For alvor.