Nu er det jo sådan, at jeg har udholdt et par dages feber efterhånden. Og jeg mener udholdt, for er der noget, jeg er dårlig til, er det at udholde den slags. Jeg er omtrent værre end den mest karikerede mand, som ellers ofte må stå på skud, når vi kvinder skal have et billigt grin over noget så alvorligt, som mandeinfluenza. Det er nok det, jeg har haft. Ringe var det i hvert fald og godt er det langt fra endnu, men det er bedre og det er endelig lykkedes mig, at komme ud af sengen. For en kort bemærkning, siger jeg bare, for du skulle jo nødig glemme at ynke mig.
Så er det vel på tide at skrive lidt om den fantastiske miniferie, vi lige har haft i Skotland, for det var en fantastisk tur. Helt igennem fantastisk var den faktisk og jeg er forelsket og ydmyg og både glad og underlig sorgfuld, for det var som at komme hjem, da jeg landede i Skotland og det giver ingen mening, men sådan føltes det helt ind i sjælen. Og jeg vidste, at det ville være sådan. Allerede inden vi kom derover, vidste jeg, at Skotland og jeg på en eller anden måde hører sammen. Og jeg er rationel og fornuftsbetonet helt til det punkt, der ligger et splitsekund før kedelig, så det gav virkelig ingen mening, da jeg trådte ud fra Aberdeen Lufthavn og bare vidste, at det her var mit andet hjem, men det var sådan og mit hjerte sang og min sjæl fløj allerede inden, vi var ude af Aberdeen.
En forreven østkyst, Skotland, september 2012
Det var for øvrigt lidt af en udfordring sådan at komme ud af Aberdeen. Ikke fordi det var svært som sådan, men fordi det foregik i lejebil med modsat fortegn. Hold nu fast, som det er svært, var Kenneths kommentar og tungen skulle virkelig holdes lige i munden, men det gik og inden længe var vi på vej mod nordøstkysten, hvor vi havde booket hotel til den første nat.
Jeg troede, at jeg havde adressen, men jeg havde ikke en fløjtende fis, skulle det vise sig. Jeg er ikke sådan at slå af pinden, når det kommer til at skulle finde vej. Jeg har kørt en stor del af Danmark tynd allerede dengang, hvor det mest avancerede navigationsudstyr vi havde, var et print fra Krak, hvis vi var heldige og ellers et slidt Danmarkskort. Jeg har tidligt lært, at har man en retning og logisk sans, kan det meste findes på mavefornemmelse, så den satsede vi på, da vi satte kursen nordpå. Vi ramte da også en by…
Boddam , Skotland, september 2012
Her foregik ikke meget, for ikke at sige absolut ingenting. Vi så ikke ét eneste menneske, mens vi var der og vi parkerede da bilen, steg ud og gik gennem de øde gader, mens vi undrede os.
Boddam , Skotland, september 2012
Biler var her, men ingen mennesker, så der var ingen af spørge om vej til hotellet og vi var på daværende tidspunkt klar over, at det nok ikke var her, vi skulle bo, men vi havde ingen idé om, hvor vi var. Nordpå. Det var sådan cirka det, så vi fortsatte ned mod vandet. Måske ville vi dernede have held til at orientere os.
Boddam , Skotland, september 2012
Vi var faktisk heldige, for der var et fyrtårn. Ikke et stort fyrtårn, men absolut passende og allerbedst var det udstyret med en advarsel, som gav os et fingerpeg om, hvor vi befandt os. Vi var på den østligste side af Peterhead og jeg havde allerede hjemmefra været på Google og set, at vi skulle bo syd for Peterhead. Altså var vi kommet for langt mod nord og kunne med sindsro finde bilen igen og vende snuden sydpå.
Boddam , Skotland, september 2012
Turen tilbage gennem byen var akkurat lige så stille, som turen ud. Ikke et eneste menneske, men denne gang ventede et par stykker ved busstoppet. Nu havde vi ikke længere brug for hjælp, så vi hilste bare høfligt, inden vi igen sad i bilen og var parat til at bide skeer med min svigtende stedsans. Ha!
Den var nu ikke helt skæv. Jeg gelejdede og guidede og lod som om, jeg havde styr på det hele, men det hjalp tilsyneladende, for der gik ikke lang tid, før vi havde ramt den rigtige kystby og kunne parkere foran hotellet. Her stod en ældre, vindbidt herre, som var snakkesalig og gerne ville indvie os i det meste af byens historie, inden han fortalte os, at vi skulle indtage frokosten inde på hotellets pub. Som sagt, så gjort.
Pubben på Kilmarnock Arms Hotel i Cruden Bay, Skotland 2012
Mor og jeg bestilte Fish & Chips. Det var så absolut ikke det værste, vi havde foretaget os i onsdags. Frisklavet, velsmagende og helt igennem rigeligt. Kokken var fuld af kærlighed. Det kunne vi smage. Det tegnede godt. Det hele. Om lidt ville vi gå ind og få udleveret nøgler til værelserne. Vi skulle bo lige oppe under taget. Vi var landet. For alvor.
15 kommentarer
Rikkeprikke
5. oktober 2012 at 21:48Den følelse af at komme hjem, den føler jeg for Island. Og det er helt uden at have været der haha. Men jeg føler, at jeg skal afsted dertil, for at vende hjem. Til sommer…
Håber du har det bedre :)
Liselotte
5. oktober 2012 at 22:22Jeg håber for dig, at du får den oplevelse, du håber på :-)
Det går bedre. Nu hoster jeg bare konstant og pudser stadig næse, men feberen er endelig væk :-)
Liselotte
4. oktober 2012 at 10:32Ankomsten til Skotland og de første timers indtryk vil for altid rejse med mig. Jeg er forelsket og jeg vil rigtig gerne tilbage. Det er jo ikke urealistisk, har vi fundet ud af :-)
Gitte K
3. oktober 2012 at 19:37Fish and chips på den lokale pub, jeg savner, ja faktisk savner jeg den engelsk pubkultur, mad, øl og hygge for ikke at glemme quiznight. Glæder mig til at se mere af dit Scotland.
Anne-Mette/Hverdag på Æblelunden
3. oktober 2012 at 17:35Har altid haftudlængsel mod Skotland men har desværre selv endnu til gode at komme der.
Jeg vil glæde mig til afsnit.
Kh. Anne-Mette
Kirsten i Tønder
3. oktober 2012 at 15:50Hej Liselotte
Så har du også fået den skotske bacille :-) Min første tur til Skotland var i 1984 og bl.a. Aberdeen. senest var jeg i juni til det store traditionelle skotske bryllup på Isle of Skye. Først fanget af naturens storhed og de fantastiske mennesker, ja så kommer mange ferier til at foregå i det skotske. Glæder mig til at se alle dine billeder. Jeg har ikke lige været i de byer du beskriver,men lige meget hvor i Skotland så er der pragtfuldt! Nå måske ikke dengang syd for Glasgow hvor udsigten var til bombefabrikken!
Mange hilsner
Kirsten i Tønder
FRØKEN LARSEN I/S
3. oktober 2012 at 11:32Kære Liselotte, sådan som du beskriver din oplevelse af at komme til Skotland har jeg det også, MEN for mit vedkommende er det Irland, der går dybt i hjertet på mig.
Har været i Irland på pilefletkurser flere gange – helt ude vestpå ved fårene og stengærdene. Har også været på busrundtur og bliver ALDRIG træt af Irland. Var i Skotland for et par år siden, rigtig dejlig tur, men det er altså Irland, jeg skal tilbage til.
Håber du snart er oven senge, rigtig god bedring.
Kh. Lene.
Helle Gommesen
3. oktober 2012 at 11:20Velkommen hjem og rigtig god bedring ;O)….men, har nu glædet mig til at opleve Skotland igennem dine billeder og fortællinger, så er glad for du er “på” igen…..også selvom du ikke er helt frisk igen. Er der lidt melankoli over farver og stemning i Skotland? Landskabet virker til at have farver, man hviler ved…hvis du forstår, hvad jeg mener. At bo i SÅ tom en by, var ikke lige noget for mig…farver eller ej….der skal være lidt liv ;O)
Lene
3. oktober 2012 at 11:18Glæder mig også til fortsættelsen, det lyder som en fantastisk tur :-)
Rigtig go’ bedring, og jo for søren hvor er det bare synd for dig, håber der er nogen der kan varte lidt op, for der skal da være lidt lyspunkter når man er så syg ;-) god bedring!
Lene
3. oktober 2012 at 09:16SUK, hvor jeg dog pludselig længes efter at gense Skotland igen. Vores første måltid var også fish’n chips, men på en bænk og med maden pakket ind i avispapir :-)
Du tager de skønneste billeder, der sætter udlængslen i gang. Dejligt at du lige orkede at komme op og ja, det er synd for dig ;-)
Ine
3. oktober 2012 at 09:15For noen fantastiske bilder!!!
Fortsatt god bedring!
Pernille
3. oktober 2012 at 09:06Jeg har altid synes de der fine skorstenspiber, der er så typiske i hele Britannien, er skønne :)
Randi
3. oktober 2012 at 08:49Uh, jeg glæde mig, til du fortæller videre – jeg drømmer nemlig om en tur til Skotland :-)
Elsebeth
3. oktober 2012 at 08:42Glæder mig til fortsættelsen! Har været i facinerende Irland, men har stadig Skotland til gode. Suk, ville gerne en tur derover – snart :)
Ulla
3. oktober 2012 at 08:29Kære Liselotte
Jeg havde det præcis på samme måde med hjemstavnsfølelsen, da jeg besøgte Island for første gang sidste sommer. Alle mine blonde, blåøjede gener (som man absolut ikke kan se på mig) dirrede at glæde over at være kommet hjem.
Har en ide om, at det bliver det samme med Skotland, som jeg også har drømt om at besøge i mange år. Nu skal det snart være. Tak for rejsebeskrivelsen. Glæder mig til fortsættelsen. Og god bedring.
Mange hilsner
Ulla