At bære Raven er ligesom at være på steroider

Morgenen fandt vej ind under mine øjenlåg alt, alt for tidligt, men det lykkedes mig at ignorere og sove lidt længere, end jeg plejer på en søndag. Det gjorde nu godt.

Da jeg endelig fik vristet kroppen fri af den varme dyne, gik der ikke lang tid, før jeg havde skyllet Olines Raven op. I hånden. Klog af skade.

Nu ligger den, tung og våd, på langbordet, hvor den foreløbig får lov til at sende løfter om varme vinterdage ud i køkkenet. Vi er spændte; Oline og jeg. Oline har prøvet den og vi var begge lidt skuffede over, hvordan den faldt eller rettere ikke faldt omkring flagermusærmerne. Den virkede alt for stor og tyk til for alvor at kunne bære så store, brede ærmer og Oline lignede en på steroider, fordi hun nærmest ikke kunne få armene ind til kroppen. Måske – og det håber vi naturligvis – falder den anderledes blødt og lækkert, nu den er vasket, for den er ikke ubetinget en succes, desværre. Gad vide om andre, som har strikket modellen, har samme oplevelse?

Resten af søndagen er uden specifikke planer. Det eneste vi gerne ville nå i denne weekend, fik vi overstået i går, da vi brugte det meste af dagen på at tømme spisekammeret, vaske ned og rydde op, sortere og kassere, for på ny at fylde det med gode sager. Nu er der sirlig orden og overblik igen og det gør godt, men det giver også råderum. Solen skinner. Måske skal det bare nydes hjemme. Måske skal vi ud. Tid er der stadig nok af og vasketøjet er i bund, så fri med ren samvittighed er mit bedste bud på søndagen.