13

Over dæmningen og til venstre eller hvordan en søndagstur kan inkludere både Nordjylland og Himmerland

Vi var kørt ud i det blå uden mål i går. Kenneth havde fået frie hænder og vi endte i første omgang på Gjøl. Vi overvejede en frokost på kroen, men fortrød og kørte videre mod Bjerget. Gjøl Bjerg er ikke meget bjerg, men en bakke er det da. En bakke fuld af historie. Engang var Bjerget en ø. Så blev det til fastland. For det meste. Fordi det kun var for det meste, blev det mindre og mindre i takt med, at dele af det blev flyttet ned i vandkanten, så man kunne bygge Øland Dæmningen, men inden det skete, havde det en fortid som ernæringsgrundlag for både jægere og bønder. Og det huser trolde. Og engang troede man, at det var hult. Alt det kan du læse meget mere om lige her.

Vi passerede bare i går. Det kan ellers anbefales, at du spadserer en tur i de smukke omgivelser. Udsigten er forrygende.

På søndage foretrækker vi udsigter og småveje. Vi holdt en kort pause og nød udsigten over Limfjorden og et kig til de garn, fritidsfiskere placerer tæt og sirligt i kanten af fjorden.

For at fortsætte, skulle vi passere Øland Dæmningen. Den er ikke noget stort anlagt bygningsværk og gør heller ikke meget stads af sig selv. Den ligger diskret i kanten af Limfjorden med kig til Klitgård Fiskerleje og udkanten af Porsheden. Klitgård besøger vi også ind imellem, men denne søndag var vi altså kommet på den anden side af fjorden. I hvert fald i første omgang.

Det er ikke nogen kort strækning, man begiver sig ud på, når man vil til Øland ad den rute. Her er kun plads til én bil. Man må indrette sig og tage hensyn. Vi ventede to bilers tid og begav os så ud på dæmningen.

Som du kan se, er der små pladser undervejs, hvor en af bilerne kan trække ind, hvis man er kommet to ud på skråplanet. Vi undgik modkørende, fordi de var flinke til at vente, som du kan se.

Til højre er indgangen til Vejlen, som virker som naturreservat og derfor nyder stor interesse fra ornitologisk interesserede. I fugletårnet havde nogle af dem barrikaderet sig med kikkerter og termokander. Det så hyggeligt ud.

Længere fremme ventede et kort, men hyggeligt besøg ved Oxholm Mølle.

Faktisk er det kun en hul kopi, der står på Urbakken og nyder godt af den smukke udsigt ned over Limfjorden. Den oprindelige hollandsk vejrmølle, opført helt tilbage i 1857, nedbrændte i 2004. Siden har man altså opført denne kopi, som ikke er funktionsdygtig, men hul, som jeg skriver. Inden i møllen er nemlig en lille, lokalhistorisk udstilling, som dog havde lukket i går.

Vejret kunne man slet ikke regne, men det oplevede du sikkert selv. Det ene øjeblik på nippet til regn. Det næste med en smule sol, men der var lunt og godt, så vi nød at være udenfor.

Vi holdt ikke nogen lang pause. Bare tilstrækkelig med tid til, at vi nåede at strække ben og fik et kig til Oxholm.

Nogle øjeblikke efter passerede vi Oxholm og dets besiddelser. Vi fortsatte langs Limfjorden og tog til sidst Aggersundbroen over vandet, der skiller Nordjylland fra Himmerland. Her fra gik det langsomt hjemad. Vi endte eftermiddagen ved endnu mere vand, men af den stille slags. Vi indtog kaffen med udsigt til Poulstup Sø i egen baghave. Sådan må en søndag gerne være.

Du vil sikkert også kunne lide