Truman Capote – du ved; ham med Breakfast at Tiffany’s – er blevet skildret til perfektion og undren og ærlig talt også en snert af irritation af Philip Seymour Hoffman i filmen Capote fra 2005.
I går aftes kravlede vi ind i filmen og jeg forstår godt, at Hoffman vandt en Best Actor in a Leading Role Oscar for fremstillingen af forfatteren og hans arbejde med bogen In Cold Blood. Måske du skulle se filmen? Jeg ved ikke, om jeg vil anbefale den. Faktisk.
Jeg ved heller ikke, om jeg kunne lide Capote.
Jeg kunne lide filmen. Faktisk.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
8 kommentarer
Liselotte
17. september 2012 at 17:14Han er absolut læseværdig, Tina. Vi er helt enige :-)
Tina
16. september 2012 at 22:04Jeg vil jo varmt anbefale, at læse Truman Capotes fænomenale bøger. Ligegykdigt om han skriver stilskabende kriminalreportage i ‘In Cold Blood’ – så sindsygt spændende at siderne næsten vender sig selv – eller kærligt portrætterer en rodløs, barsk og sårbar rebel af en pige i ‘Breakfast at Tiffanys’ forbliver han een af mine yndlingsforfattere. Jeg har læse alle hans bøger og læser dem igen og igen, for hans fantastiske øje for detaljer, hans vildt musikalske sprog og hans enorme menneskelighed.
Det er så synd kun at se Truman Capote som bizar og flamboyant jet-set-original – det er alt for endimensionelt et billede. ‘Capote’ var dog god, synes jeg, og Capote himself VAR uden tvivl ret besynderlig.
Men altså: Læs, læs, læs! Stift bekendtskab med en forrygende forfatter, som jeg selv har læst jævnligt siden mine sene teenageår, og ikke – sådan rundt regnet 30 år senere – er træt af endnu. Læs de to føromtalte – de fortjener fuldt ud deres klassikerstatus. Også ‘Græsharpen’ er rigtig god, og hans forskellige noveller og essays – det hele er værd at læse.
Karin
15. september 2012 at 20:30Breakfast at Tiffanyts har jeg set et par gange og P.S Hoffman er blandt ynglingsskuespillerne her hjemme, så jeg glæder mig til at se filmen. Den var på listen, men jeg havde ærligt talt glemt alt om den. Nu hvor aftenerne igen indbyder til en god film i stearinlysets skær skal den helt sikkert ses. Tak for påmindelsen!
Liselotte
16. september 2012 at 10:45Det er godt med en film i ny og næ, synes jeg. Jeg ser kun lidt tv, så der skal optimeres, når jeg vælger :-)
Liselotte
15. september 2012 at 15:19Jeg overvejer, om jeg skal gense Breakfast af Tiffany’s nu :-)
Gitte K
15. september 2012 at 15:02Har da bogen i reolen, læsten den for en del år siden, har dog hverken set filmen du fortæller om eller filmatiseringen af Breakfast at Tiffany’s. Det ser ud til at aftnen bliver uden børn, så måske man skulle få fat i en af filmene, eller en helt tredje, som to voksne kan nyde uden at skulle tage hensyn til, at den også kan ses af to drenge på 8 og 10.
Pi Andrea
15. september 2012 at 14:00Jeg har desværre ikke set filmen, men læste In cold blood på uni, da den var pensum da jeg læste Litteraturvidenskab på SDU. :)
Anne-Mette
15. september 2012 at 12:29Kendte ikke til filmen (måske jeg burde…?!) og ved heller ikke om jeg kommer til det. Til gengæld tror jeg bekendtskab stiftes med en eller anden film. Senere. Pludselig har det vist sig at alle tre unger er spredt for forskellige vinde -og aftenen blev vores. Helt alene. Nåh ja og så hunden. Men den laver jo ikke meget væsen… Det KUNNE betyde en film. Vi får ser, hvad dagen bringer. Uanset bliver det noget VI vælger. Fordi vi har lyst….