Oline og Gergely er flyttet ind i længen. Derinde har de fået egen miniaturelejlighed med soveværelse, stue og et stort badeværelse. Der er indrettet med nyt og efter alle kunstens regler. Der er lyst og dejligt, men der er ind imellem bedre herinde. Åbenbart.
Det er stadig her, der laves lektier, hvis en af dem er alene. Det er her ved spisebordet, de vælger at sætte sig. Mennesket er et flokdyr og kan lide selskab. Oline har siddet her hele dagen og slidt. Nu er Gergely retur, men de sidder stadig her. De gnasker frugt og grønt, som er skåret og sneget hen foran dem, for den slags kunne de ikke selv drømme om at tilberede, men på min måde, forsvinder det som dug for solen alligevel. Lidt snedig må man godt være.
Kenneth har heldigvis ikke telefontid i dag, for han har måttet kapitulere og ligger nu og sover. Influenzaen er efter ham, er jeg bange for, men måske hjælper det med en god, lang lur. Jeg lader ham sove, så længe han kan, mens jeg ind imellem kigger ind til ham og mærker på hans pande, som er lidt hed.
Mig? Jeg rydder op, vander blomster, vasker tøj og tænker i aftensmad. Måske strikker jeg også om lidt. Jeg har nemlig lige fløjtet til fyraften. Ah, siger jeg bare.
11 kommentarer
Lone Sole
13. september 2012 at 09:18Min søs og jeg søger også altid hjem, når mænd og kærester er på udflugter. Og hvis vi kan få sneget en overnatning ind, så står den på friskbagt morgenbrød og osende overskud fra vores papa. Man bliver aldrig for gammel til at komme hjem.
kim
12. september 2012 at 22:24Kvinder der udviser den form for omsorg, og sniger æbler ind foran en, er denne verdens ægte diamanter.
Sole
12. september 2012 at 19:52Mon ikke den gode Kenneth simpelthen har trængt til bare at koble HELT fra…. helt uden at jeg har mistanke til den der slemme mandeinfluenza som så ofte florerer ;-) Jeg elsker kommentaren med de tørre slimhinder… skønt!! Frugt- og grøntfadet har jeg også altid brugt, og det glider stadig ned, nu hvor knægten er blevet 22 ;-))) En lille sidehistorie, da han gik i folkeskolen fik han meget tit en ordentlig klods rå hvidkål med i madkassen, han elskede det, men ikke lærerne. Det viste sig, at han sad og smugspiste det i løbet af hele formiddagen, i timerne – og DET var ikke populært.
Ulla Røjkjær
12. september 2012 at 18:16God bedring til manden.
Det er da godt de har os quinder til at tage vare på dem når de bukker under for snart det ene snart det andet;)
Helle
12. september 2012 at 16:57Det minder mig om dengang, jeg gik i børnehave. Hver eftermiddag gik en skål med frugt i skiver rundt, og det smagte så dejlgt. Og måske derfor, kan jeg meget bedre lide frugt, når nogen – min mand – har været så sød at skære det i skiver. Eller måske er jeg bare lidt doven :-)
Helle
Liselotte
12. september 2012 at 17:25Vi er alle indrettet sådan herhjemme, så derfor prøver jeg at huske at lave lidt eftermiddagssnacks, når vi allesammen er vendt hjem fra dagens dont. Vi er nemlig også dovne :-)
Søs
12. september 2012 at 16:52Uha det var tidligt på sæsonen at få influenza, rigtig god bedring til Kenneth og god arbejdslyst til Florence Nightingale :-) håber du klarer detuden at blive smittet nu skulle I gerne være friske til jeres næste rejse
Hilsen Søs
Liselotte
12. september 2012 at 17:24Kender du ikke den farlige og meget, meget slemme mande-influenza, som rammer i flæng og altid uretfærdigt, Søs? ;-)
GitteSP
12. september 2012 at 21:39Jeg gør! Det er en helt særlig art, der kun rammer hankøn – det er specielt voldsom, de ramte lider voldsomt ;-)
Pia Jensen
12. september 2012 at 16:37Hej dejligt for de unge mennesker at få deres eget.. Synd for Kenneth plej ham nu endeligt godt
for vi og det er strikke klubben Storvorde mangler så meget den sorte lakrid højlandsuld…
Vi ringer fredag.. eller når han er rask..
Liselotte
12. september 2012 at 17:23Jeg lader ham sove og håber, at det hjælper lidt :-)