10

Måske man skulle overveje at finde parasollen

Torsdag er fuld af blå himmel og udsigt til ingen skyer. Torsdag er også meteorologer, som spår om kold morgen og kølig dag, så jeg overvejer, om jeg stadig kan have bare tæer, men jeg er jo en af dem, som går direkte fra sandalen til støvlen og der er vi vist ikke helt endnu.

Der bliver talt om sommertemperaturer i weekenden. Sol og fornemmelse af, at efteråret slet ikke er på vej, er en mulighed. Det ville ikke gøre noget. Vi skal have ryddet op i haven. Ikke noget eksotisk eller overskudsagtigt efterårsklargøring, men bare helt praktisk ryddet op efter monteringen af det nye tag. Vi har ikke haft tid før. Nu skal det være, for om et øjeblik er vejret skidt og menneskene dovne.

Strandturen må skrinlægges, men jeg gad godt. Det er da alt for lidt, vi har været ude ved havet i år. Den mest triste sommer i mands minde, siger nogen. Sådan har jeg heldigvis ikke følt det, men jeg kunne nu sagtens strække den nogle uger endnu, hvis jeg fik tilbuddet.

Torsdag ligner en af de smukke sensommerdage, jeg elsker. Torsdag ligner en dag, som bliver fuld af sol, gode kolleger og sjove opgaver. Torsdag ligner sådan en dag, som bare er helt i orden.

Må din torsdag blive en af dem, der gør dig glad :-)

Du vil sikkert også kunne lide