Tirsdag med umiskendeligt snert af efterår

I dag har været sådan lidt efterårsagtig. Blæsende, kølig og til sidst også med regn. Den startede dog uden. Hvis jeg ledte efter fem gode grunde til at drikke varm chokolade, lå de første tre lige for, for det både blæste, var koldt og gråt, da jeg ankom til dagens første bestemmelsessted, men jeg skulle være indendørs, så der var ingen grund til at finde chokoladen frem.

Limfjorden er grå i dag. Med små, krappe bølger og skumtoppe ligger den og lader os alle vide, at det er på vej; efteråret. Der er ingen vej uden om og længslen efter netop den årstids bedste dyder såsom sprøde, aromatiske æbler, nøddehegn, der bugner og friske skovture i de smukkeste farver gør, at det ikke er helt tosset, at det venter lige om hjørnet.

Der er godt ved den årstid også, men jeg mærker tydeligt, at kroppen skal omstille sig efter de lange, lyse nætter. Jeg er træt og min krop protesterer, når mørket falder på og jeg alligevel insisterer på, at sengetid først er flere timer efter mørkets frembrud. Jeg tror, at jeg er i gang med at indstille fysikken på mørket og så stiger behovet for søvn tydeligvis også. At jeg så ikke får søvn, gør det ikke bedre, men jeg ved, at det kun er en periode og det igen skifter og bliver fornuftige nætter med lang, forfriskende søvn. Jeg venter. Kommer tid, kommer råd.

Hos grønthandleren lå frisk frugt, grøntsager af både kendt og ukendt art og det hele garneret med store bundter friske krydderurter. I butikken kan man købe friskbagt brød, eksotiske krydderier og oliven i alle tænkelige udgaver. Man kan købe tusind og én nat, hvis man vil. Jeg ville gerne, men ville vente, til jeg skulle hjem.

Det regnede, da jeg forlod kontoret. Fordi jeg elsker sådan en stille, mild regn, glemte jeg fuldstændigt, at jeg ville til grønthandleren. Jeg gik bare med næsen i sky og nød den blide regn mod kinderne. Jeg opdagede først, at jeg havde glemt mit løfte til mig selv om at sørge for at gøre tirsdag en snert mere eksotisk, da jeg satte mig ind i bilen oppe på parkeringsdækket på Sauers Plads. Så gad jeg altså ikke gå tilbage. Der kommer en ny chance på fredag. Hvis jeg husker det.

Nu er jeg hjemme. Jeg har lyttet til Oline, som havde brug for at aflevere en stor bunke ord.

Jeg har snakket med Kenneth om muligheden for snart at helligholde en weekend, så vi kan lave ingenting. Vi trænger og vi gør det. Snart.

Jeg har fundet Olines strik frem. Hun spørger ofte til den, så jeg er et skarn, at jeg ikke er nået længere. Jeg har ikke bedre forklaring, end der har været rigeligt at se til og så aftener, hvor jeg bare har brug for at lave ingenting. Om lidt er jeg faktisk klar til at samle masker op langs de to midterpaneler. Forude venter uendelig vrangpinde. Den slags er godt tv-strik, så måske jeg skulle dedikere aftenen til netop det. Altså så længe jeg kan holde mig vågen til det ;-)