11

Hvor var det lige, at Ole Lukøje flyttede hen?

Tirsdag starter uden tøven og allerede lige omkring klokken fem. Jeg sover ikke om natten for øjeblikket. Jeg vågner med usvigelig sikkerhed klokken tre. Så ligger jeg og venter på, at jeg falder i søvn igen. Det varer som regel ikke længe, men det gentager sig. Måske flere gange. Klokken fem prøver jeg igen at falde i søvn, men det bliver pseudo-søvn. Jeg er mere vågen end jeg sover. Jeg holder mere øje med vækkeuret, end jeg giver slip. Til sidst står jeg op, for andet er spild af tid.

Nu drikker jeg kaffe. Morgenbadet er for længst overstået. Jeg prøver at finde energi til dagen, der venter forude. Jeg kan mærke, at jeg ville have haft godt af en god nattesøvn, men sådan skulle det altså ikke være.

Engang sov jeg ikke en nat igennem. Engang var jeg oppe og hjælpe Alexander til en fornuftig nattesøvn. Engang magtede jeg hverdagen alligevel. Det prøver jeg lige at huske, mens jeg gnider øjne og gaber. Det kunne være meget værre.

Om lidt skal jeg køre min søde svigersøn til toget. Han har stadig ikke fundet en seng i Århus, så det er frem og tilbage hver dag og han klager ikke, men står bare op og gør sig klar. Så kører vi. I dag passer det med min start på dagen. I hvert fald passer det så meget, at jeg godt gider lidt overskudstid ved havnen, inden jeg skal møde.

Må din dag blive uden gabende Liselotte :-)

Du vil sikkert også kunne lide