6

Uden mad og drikke… og så en duftsky til at slutte dagen med

Vi er glade for, at vi har fået ny bager oppe på hovedgaden. Vi har ikke tid eller overskud til selv at bage i disse weekender. Vi betaler os fra det. Så er det godt, at der kan fås brød med gods og smag i. Brødet er nydt med ost og hjemmelavet appelsinmarmelade. Det fås ikke bedre.

Bagefter er der flyttet garn, skidt og underlige og pludseligt opståede bunker af diverse.

Der er blevet tid til en snak eller to. Verden skal ind imellem vendes, når man, som Gergely, kommer fra én kultur til en anden og alle mener at vide bedst. Man kan nemt blive lidt forvirret og rådvild og så er det godt, at man kan vende sten med andre. Vi giver ingen løsninger herhjemme, men vi prøver at forklare og nøjes med fakta. Vi mener, at det er vigtigt, at man får tildelt personlig frihed og viden nok til, at man selv kan danne sin egen mening uden indblanding. Vi uddyber gerne vores holdninger. Vi forklarer hvorfor og vi understreger altid, at vi ikke nødvendigvis har ret, men vi står ved, hvem vi er.

Efter snakken blev det tid for endnu en endevending og nu er det endelig blevet tid til udendørs hygge. Grillen er tændt. Vi har ikke set solen i dag. Der er syvogtyve grader. Så kan du selv forestille dig, hvor lummert her er. Vi klager altså ikke, men vi nyder, at vi nu ikke skal arbejde, men bare slappe af. Så er lummervarme okay.

På havegangen står resterne efter gårsdagens dessert. På himlen hviler et skydække tæt og gråt, men uden at afgive andet end lummer, stillestående luft. På græsset står resterne af et par enorme fyrretræer fældet for år tilbage. Nu er stammerne indhyllet i kaprifolie og skovranke.

Skovranken sender en forførende duftsky ud i hele haven. Ingen i nærheden er i tvivl om, at her er blomsterflor. Jeg elsker duften. Nu vil jeg gå ud og nyde den. God aften til dig :-)

Du vil sikkert også kunne lide