En begivenhedsrig fredag eller hvordan vi allesammen endte med ondt i maven

Eftermiddagen gik med lettelsen over, at jeg slap for den fartbøde, jeg egentlig havde fortjent. Og te ved langbordet sammen med Lone. Og strikketøj, men kun indtil nogle piger kom og fortalte os, at de havde set Oskar langt væk og de kunne også fortælle, at han haltede.

Først troede vi ikke på det, for Oskar strejfer ikke. Som i aldrig. Engang gjorde han, men i sit voksenliv har han været vedholdende hjemmeføding trods åben have og mulighed for at stikke af til hver en tid. Vi kaldte roligt på ham, men indså snart, at han ikke var her. Så måtte det jo være ham. Og haltende?! Var han blevet ramt af en bil? Vi begyndte at lede efter ham i kvarteret. Vi kaldte og var allevegne, men ingen steder var han. Så pludselig fik vi at vide, at en dame var kørt til politistationen med ham. Det undrede os, for Oskar har navneskilt og telefonnummer om halsen, men da vi ringede ind på stationen, kunne de ganske rigtigt bekræfte, at der sad en dansk-/svensk gårdhund, der da godt nok lystrede navnet Oskar.

Så måtte Kenneth omkring politigården for at hente vores strejfer af en hund. Han var blevet indleveret derinde. Han sad pænt og ventede med mad og vand, søde betjente og en potentiel bøde på FEMTUSINDE kroner, fordi de ikke kunne aflæse chip på ham, på trods af, at vi var sikre på, at vi engang havde betalt for at få kræet chippet. Hans navneskilt var ingen steder at se. Måske jeg egentlig også havde undret mig i går over, at han ikke gav lyd, når han rendte ude i haven. Han plejer at “ringe” lidt fra metalvedhænget i halsbåndet, men jeg havde da ikke undret mig længe nok til at tjekke. Det skulle jeg jo tydeligvis havde gjort, for nu var han løsgående og uden kendetegn af nogen art og den slags koster dyrt.

Vi måtte omkring dyrlægen, som heldigvis kunne læse chippen og siden måtte vi ringe ind på politigården og give dem nummeret. Fordi de er så flinke derinde, slap vi (og dermed Oskar) for videre tiltale og så var den eftermiddag jo ligesom gået og alle var bare glade for at se Oskar og konstatere, at han ikke haltede det mindste, men bare var sit gamle, glade jeg.

Så nåede vi endelig til, at vi da egentlig også skulle have handlet og havde nogen nået at tænke en tanke omkring menuen? Næ, men Lone havde en ide. En god én.

Først spiste vi kyllingeburgere. Der var sennepssalat fra havegangen, hvor det vokser mellem fliserne for øjeblikket. Der var et bredt udvalg af grønt, hjemmemarineret kylling og grove fritter tilbredt omtrent uden olie.

Lone vidste straks, hvad jeg længtes efter, da hun så min samling af røde peberfrugter, nemlig mojo. Det lavede vi også. Med rigeligt med mandler og røget paprika. Det er godt.

Vi var sådan fornuftigt sunde med masser af grønt og magert. Altså indtil vi gik udenfor til myggene og…

– da vi kom ind igen, lugtede vi alle sammen af spejder. Og havde lidt ondt i maven. Sådan må en fredag gerne være.