Til Skagen og tilbage igen

Vi nåede til Skagen i fin stil. Turen til toppen af Danmark er smuk. Det sidste stykke fra Frederikshavn er sådan et, som får mit hjerte til at synge med udsigten til stykker med flad hede og lyng, arealer med klitter, marehalm og ind imellem skovstrækninger med både løv- og nåletræer.

Der dufter dejligt på toppen af Danmark. Deroppe maledes engang nogle af de billeder, som blandt andet har gjort Danmark verdensberømt. I går så jeg en smule af dem. Krøyer er i fokus på Skagen Museum og der er ekstrahistorier både i ørerne i form af gratis elektronisk guide, men også fra kustoderne, som sidder allevegne for at sikre, at vi alle sammen studerer med ærbødighed og passende respekt. Man skal bare spørge.

Der var også Brømdums spisestue. Flyttet over gaden, for at bevares for eftertiden. Så fik vi lejlighed til at beundre den. Og sollyset, som strømmede indenfor og ramte mor et øjeblik, der i den anden ende af rummet.

Til museet hører en smuk have, som byder på masser af steder at tage et lille hvil, så det gjorde vi, mens moster var ude at lede efter Susanne, som var forsvundet i vrimlen. Jeg var imponeret over hendes evne til at forsvinde, for så stort er museet altså heller ikke og det lykkedes da også til sidst at finde hende. Om hun var ærgerlig, var svært at se ;-)

Du behøver ikke spørge, om vi var heldige med vejret.

Og fordi nogen af os, mener os kloge og fulde af stedsans, fik vi også en dejlig tur gennem nogle af de små gader i byen. Måske var turen ikke planlagt, men ikke desto mindre dejlig og sådan skal man med kyshånd tage imod livets overraskelser og kloge hoveder, for der gemmer sig altid en oplevelse om det næste hjørne.

Og så var der den skønne frokost. Og snakken. Og grinene, fordi moster og mor er så sjove. Og søde. Og kloge og altid friske på at opleve. Derfor nåede vi meget mere og galleri, baggårde, butikker blev endevendt. Der blev shoppet. Jeg fik den fedeste poncho med hjem. Du dør af misundelse. Jeg ved det bare. Og mor og moster fik garderoben fornyet. Og jeg forelskede mig i malerier så smukke og glade, at jeg må spare sammen. Og Susanne og jeg fik nogle øjeblikke alene, hvor vi nåede at vende verden, inden vi igen mødtes med vores mødre og lod bilen køre i retning af Aalborg.

Vi havde den dejligste dag. Klokken var næsten halv syv, inden jeg parkerede herhjemme på gårdspladsen. Dagen var godt brugt. Det var jeg også.