Det er lange dage vi holder os for øjeblikket. Vi slider indædt med at komme til bunds i et par af de hængepartier vi har. Der er nemlig nok af dem, skal jeg sige dig. Det er der mange gode grunde til og nogle af dem var jeg ved at dele med nogle gode mennesker den anden dag. Historien, jeg fortæller, afføder oftest en tåre eller to. Det er uundgåeligt og helt i orden, og det sker for både mig og for tilhørerne, når jeg fortæller historien om, hvordan vores lille familie reduceredes fra at være en tæt klan på fire medlemmer til kun at være tre, hårdt sårede efterladte.
Det var barske vilkår, vi blev givet, da vi skulle finde fodfæste efter Alexanders død. Der var ingen hjælp at få. Vi måtte klare os selv.
Det er svært at stå alene, når sårene er så dybe, som vores var. Vi skulle alt for mange ting med alt for få kræfter til rådighed, men vi har nu aldrig været dem, som ikke kunne finde selv de skjulte ressourcer, så det måtte vi bare gøre endnu en gang. Vi er kommet igennem en tid så barsk og svær, at jeg ikke ønsker den for min værste fjende, men det er ved egen hjælp og det er ved brug af alle de kræfter, vi har kunnet skrabe sammen.
Kræfterne er brugt, hvor de har gjort mest gavn. De er investeret i os og vores nærmeste. De er brugt på, at vi er kommet hele ud på den anden side. De er brugt til, at vi har et fornuftigt levebrød og en glad og velfungerende hverdag. De er lagt der, hvor de giver størst udbytte. De er lagt i mennesker.
Ting er kun ting. Det har livet for længst lært os. Det der virkelig betyder noget, er mennesker. At vi har hinanden. At vi er elsket, selv elsker og at vi bliver set og anerkendt på netop at være os. På godt og ondt.
Vi er helet. Ikke så vi aldrig bløder, for det gør vi skam. Jeg gør eksempelvis, når jeg skal dele historien ovenfor. Det gør ingenting. Det er at være et menneske, der tør elske. Det tør jeg sagtens. Også når det gør ondt.
Vi er endelig nået derhen, hvor vi kan overskue at handle. At gøre ting. Så nu gør vi ting. Altså voksenting. Maler. Rydder op. Renoverer. Skifter terrassen ud. Etablerer gæsteværelse. Og tusinde andre ting og det er kun begyndelsen.
Vi havde helt glemt, hvor hårdt den slags er. Vi er trætte som bare pokker, men vi er også glade, for vi klarede den. Vi nåede ud på den anden side, hvor det pludselig igen giver mening at male vægge, fjerne ukrudt og overveje at male samtlige bondehusvinduer. Det er banalt, men I skulle bare vide, hvor der kan være lang vej herhen.
Vi er eddermugme trætte, men vi er også glade. Livet er godt :-)
34 kommentarer
Liselotte
17. august 2012 at 08:57Heldigvis er det kun et fåtal af os, som skal opleve så grumme ting, som f.eks. vores tab af Alexander. Livet er godt og fornuftigt for de fleste mennesker og det er rigtig dejligt, at det er sådan :-)
Strikkelise
15. august 2012 at 16:57Selv om jeg har fulgt bloggen din i mange år, tror jeg det er helt umulig å forstå til bunns hva dere har vært gjennom. Men det lyser livsglede av bildene og tekstene dine, og det er nok det som trekker meg tilbake hit igjen og igjen. Godt gået, heter det ikke det? Du er tøff!
Sophie R
15. august 2012 at 09:05Tak fordi du deler så svær en periode i dit liv – giver os andre en måde at komme igennem vores kvaler. Dejligt at vide at der er lys forude. Tak for en god blog.
Pernille
15. august 2012 at 07:44I virkeligheden kan jeg slet ikke forestille mig, det I har været igennem. Men der er ingen tvivl om, at jeg synes I er seje og det skinner igennem, at I har ydet et kæmpe arbejde, for at nå hvor I er nu.
Det tager jeg hatten af for, og synes det lyder spændende med nye farver på væggene og indtagelse af nye rum :)
Tina - omme i London
14. august 2012 at 21:54Stort knus til dig og dine (((((((((((((Liselotte))))))))))))). Hvor er det dejligt for jer at I er kommet et skridt videre i sorgprocessen.
Liselotte
14. august 2012 at 22:01Ja, det er rigtig dejligt, Tina – og vi glæder os over det :-)
Fisker & Fernández
14. august 2012 at 09:50Jeg er glad for, at jeg har faaet lov til at laere dig at kende. Du er et meget klogt og meget rummeligt menneske gjort at livets baade negative og positive sider, og naar man er sammen med dig, kan man maerke at du er der. Hele tiden. Du har et helt specielt glimt i oejet, men samtidig kan man ogsaa skimte saaret, sorgen og Alexanders skaebne.
Vaer stolt af din familie, Liselotte, det har du god grund til.
Liselotte
14. august 2012 at 22:01Tak, Pernille. Dine ord gør mig meget glad :-)
Anne Stange
14. august 2012 at 07:33I er nogle af mine yndlingsmennesker, stærke, smukke, varme, gode, favnende og empatiske.
Ingen fortjener hvad I fik serveret, ingen har klaret det så sejt som I.
Kys herfra…
Liselotte
14. august 2012 at 22:00Og tilbage til dig, for du er fandeme også sej :-)
Liselotte
14. august 2012 at 07:25Det er barske vilkår nogen af os udstikkes og ja, der er formentlig også mange familier, som rammes meget hårdere af at skulle gennem en proces, som denne, men det har ved den søde grød ikke været nemt eller sjovt. Det har været hårdt og det har slidt. I nogle perioder mere end i andre.
At nå til igen at rumme andet end sorgen, overlevelse og holden sammen er stort og vi glæder os over det :-)
Sidsel
14. august 2012 at 00:55Liselorte, de største krammer til dig og dine. Din sorgproces er det hårdeste, sværeste, mest ulidelige nogen kan komme igennem. At I er nu hvor i tør ændre på huset, det er jo helt ok. Du glemmer jo ikke, selvom ruder skiftes, vægge males. Din sorg er der. Og din længsel. Og det er helt ok. Jeg vrider mine tårer og mit hjerte til dig. Og DET gør jeg. Kram
Gitte J
13. august 2012 at 23:01Jeg har godt nok fået noget at tænke over, efter at have læst det du har skrevet. Om det er godt eller skidt, det ved jeg ikke endnu, men tænke det skal jeg.
Tak fordi du deler dine tanker med mig, jeres oplevelse er ikke ønskeligt for nogen heller ikke jer. Sender mange knus og kram.
Dejligt at tænke på at i er nået så lang trods alt.
Knus Gitte
Ulla Røjkjær
13. august 2012 at 22:23Knus og tanker fra Mols
Solveig
13. august 2012 at 21:04Du er umåteleg sterk og fantastisk flink med ord!
Eg har lese med her ei stund og er imponert over deg og dine kjære. Du set ting og livet i perspektiv og har fått meg til å reflektere og lære meir om kva som er viktig i livet.
Også eg sender varme tankar til dokke, alle fire, nyt livet og dei gode menneska de har rundt dokke.
Solklem
Hanne B
13. august 2012 at 20:50Hvor er det svært ikke lade tårne løbe , det er så smukt skrevet . også om jer kamp tilbage til Livet . Jeg tager min hat af for jer .
hanne.
Ditte P.
13. august 2012 at 20:48Stærkt skrevet! Nogle gange tænker man ikke over, at en væg, der skal males, er langt mere, end bare en væg der skal males. Den er en milepæl i et langt større forløb. Det forstår jeg nu. Kh fra Ditte
Koselig
13. august 2012 at 20:35Du sier det så fint selv her på bloggen din, Livet er ikke lett – bare fantastisk. Og noen ganger så får man det bare helt forjævlig.
Ingen burde oppleve det deres familie har opplevd. og jeg kan for all verden ikke sette meg inn i hvordan det er …
men du er sterk Liselotte som forteller så fint om dette.
Ord blir fattige.
Klem
Marianne
13. august 2012 at 20:17Sender varme tanker og glæder mig over at få lov til at følge sig og din skønne familie lidt fra sidelinien.
Livet er hårdt og Om nogen forstår I hvad det kræver for at komme videre.
Jeg er så glad for at få lov til at læse dine skønne ord og se på dine smukke billeder.
Marianne
Helle
13. august 2012 at 20:05Sender dig mange tanker Liselotte. Har villet skrive mange ting, men slettet det igen…ved ingen ord kan trøste. Det er dine ord det handler om og jeres sorg…og måden I er kommet videre på…vi kan kun lytte…og det gør vi.
kh Helle
Anne-Mette
13. august 2012 at 19:58Du har ret… det er svært ikke at blive fugtig i øjenkrogen. Det må føles godt at være der, hvor I ikke kun skal holde hovedet ovenvande, men faktisk også har overskud til at beskæftige jer med “voksen-ting” (godt udtryk :-) )
Sonnie
13. august 2012 at 19:35Hvor er det godt I har fundet vejen videre, selvom bagagen er så tung.
Gitte
13. august 2012 at 19:22Hvor er det smukt beskrevet, jeg mistede min mor for 2½ år siden, alt for tideligt, og jeg ved, for jeg er selv mor, at det på ingen måde kan sammelignes med at mistet et barn. Men processen er jo nok den sammen. Det er først denne sommer jeg synes, at jeg har overskud til at gå i gang med ting, som ligger ud over hverdagen. Skønt med alles jeres projekter og at I kan udfører det sammen, igen som 4, selv om en af jer er temmelig ny i familien.
Kirsten
13. august 2012 at 19:22Hvor jeg beundre jeres livsmod, I er nemlig ramt Der hvor det gør mest ondt.
Wong Wai
13. august 2012 at 19:20KÆMPE, KÆMPE KRAMMER herfra til jer tre/fire + hunden, pr luftpost sendes. I er sgi bare seje ;-)
God aften til dig og dine.
Ilse Smidt
13. august 2012 at 19:14Jeg har en tid fulgt din meget dejlige blog. Du skriver så positivt. Du har evnen til at kigge op, selv når du er nede. Den sørgelige historie I som familie må leve med, har bl.a. gjort dig til den person, som du er, meget rummelig. Ville bare lige “smide” en lille hilsen til dig. Jeg nyder at følge dine skriverier.
Hilsen fra mig
henriette hald
13. august 2012 at 19:03Tak for at du magter at dele, og boede jeg i nærheden kom jeg i fuld galop for at male jeres vinduer, for jeg elsker nemlig at male og især de dele der er små og fordrer perfektion og omtanke :-)) Uhh det ville være den perfekte form for langsom terapi for mig hihi.
At der er ting at gøre vil aldrig forsvinde ejheller minderne, men af smerten er kommet et sammenhold der er stærkere end de flestes og DET er guld værd.
Knus
Henriette :)
Søs
13. august 2012 at 18:38Sender kram til jer og tænker hvor er det godt i er den seje type – og tænker på dem der ikke klarer det uden hjælp! Knus til jer herfra
yt
13. august 2012 at 18:26Man kan undres over hvor der sættes regler for hvornår man er moden til krise hjælp eller bare hjælp.
Godt I er ved at finde jer selv igen, og har fundet overskud til de mere almindelige ting i livet, og kan se en mening med dem.
Heldigvis har i haft og har hinanden at støtte jer til.
Ikke mindst en skøn datter og nu svigersøn.
Knus Yt.
Sole
13. august 2012 at 18:21((((((((((((((((((((((((((Liselotte & Co.))))))))))))))))))))))))))))
dorthe
13. august 2012 at 18:06Jeg kan følge dig i hvert et ord du skriver. Har selv mistet min kære mand grundet cancer( han blev 45 år) på samme tid som I mistede jeres Alexander og blev efterladt med 2 teenage børn.
Jette
13. august 2012 at 17:44Det er – på trods af at I har mødt enhver forælders værste mareridt – utroligt livsbekræftende at læse din blog. Tak for den!
GitteSP
13. august 2012 at 17:34Jeres historie er en af dem der trækker tænden. Uden tvivl, som i u-d-e-n! Hvor er det fantastisk at I kan finde energien til at renovere – og glæden ved det ikke mindst. Tillykke med det, med hinanden og med livet.
kirsten pauli
13. august 2012 at 17:33so well written .
life is good..sending you a hug.. :)