22

Det lå lige der og så frygtelig smukt ud

Solen skinner. Ind imellem. Man skal være på pletten, for at nyde den, for det er så dejligt, når den rammer og varmer helt ind i knoglerne.

Den kaster skygger hen langs mit skrivebord. Den rammer rav. Jeg elsker rav. Helst det upolerede, men ind imellem falder jeg også for det, som er poleret blankt, gyldent og glat, hvis det har et moderne tilsnit.

Dette rav er fra Baltikum. Det er stort, groft og fylder akkurat det, det skal, på min arm. Nogen gange kommer det selskab med andet rav eller nogle af mine sølvting. Jeg har ikke rigtigt noget guld. Kun som accenter, for jeg er til sølv. Det kolde. Jeg synes, at det kolde metal klæder mig bedst.

Solen falder ind i ravet og jeg falder hen i fantasier om de landskaber, hvor harpiksen har sin oprindelse. Ingen kan vide præcis hvor gammelt rav er, men harpiksen skal ende i havet og ligge der i mindst 30 millioner år, inden der dannes ægte rav, så gammelt er det da og landskabet har nok taget sig en del anderledes ud dengang.

Man har en myte om ravs oprindelse. Den er nogenlunde sådan her: Da frugtbarhedsgudinden Frejas mand Od forsvandt, græd hun bitre tårer. De tårer, der landede på jorden, blev til guld, mens de tårer, der landede i havet, blev til rav.

Det er en fin historie, som jeg holder af, men jeg synes alligevel, at der er så meget mere pondus og vingesus over det faktum, at harpiksen er mere end 30 millioner år gammel, inden vi kan være så heldige, at den skylles op på en kyst, hvor vi tilfældigvis kommer forbi.

Man siger, at rav skal bruges for at leve. At kropsvarme giver rav liv. Måske er det sådan. Mit hviler altså ind imellem, for jeg har mange smykker, som med mellemrum skal luftes, så der er ind imellem langt mellem ravet. For øjeblikket bliver det luftet, mens jeg stadig drømmer om endnu et stort, tungt og kraftigt ravarmbånd.

Kald mig bare farmor, men jeg elsker altså rav :-)

Du vil sikkert også kunne lide