Om et øjeblik vil jeg smide mig inde i sofaen ved siden af Oline. Vi skal se underholdning af en sådan beskaffenhed, at vi ikke behøver tænke det mindste. Vi trænger. Vi er landet herhjemme for ikke alt for lang tid siden.
Oline har været syg i halvandet døgn. Opkast. Konstant. Hun er udmattet, men kan til gengæld sole sig lidt i den heltestatus, hun nyder i familien lige nu. Hun har klaret noget, de fleste af os ikke bryder os om og det endda uden et kny. Hun har været syg ude og ikke hjemme. Vi har været i København denne weekend. Den korte version ser sådan ud…
Den lidt længere kommer her…
Heidi fylder halvtreds år i morgen. Det skulle fejres i går og det blev det. Med manér. Sikke dejlige venner hun og hendes medsammensvorne har. Der er blevet festet igennem og vi har hygget os rigtig dejligt. Oline måtte melde forfald, men var forbi en halv times tid. Ellers lå hun brak, mens vi andre festede nede i fælleshuset.
Der var ikke langt at gå fra fælleshuset og op til en af Danmarks mest sirlige kolonihaver…
Her lå Oline på sofaen og prøvede at komme til de hægter, der for længst var gledet hende af hænde. Hun var stakkels og hvor havde vi dog ondt af hende, men vi andre kunne sagtens feste, mente hun, så det gjorde vi.
De forstår at feste på allerhyggeligste manér, de par kvinder, som sammen fejrede, at de er/bliver halvtreds. Der var taler, underholdning og leg på plænen foran fælleshuset. Der var den mest overdådige buffet med alt, hvad hjertet kunne begære. Der var de to lækreste halvtredsårige, jeg længe er stødt på og der var den herligste og rareste stemning.
Der var også godt vejr. Der var en enkelt byge. Der var sjov og ballade. Der var også skønne, dejlige og indforståede grin venner imellem.
Der var stemmer, der forsvandt. Der var smøger at ryge, øl at drikke og snakke at dele. Der var myg og terrasse. Der i det hele taget alt det, som gør en fantastisk fest. Vi er meget glade for, at vi fik lov til at være en del af den.
Nu er vi trætte, for…
Både lørdag og søndag morgen er der ankommet et omfangsrigt hold polske arbejdere klokken syv om morgenen, hvor de er begyndt at arbejde med renovering af lejligheden ovenpå Annemette og Heidis lejlighed. Det har vi haft fornøjelse af, for vi lånte lejligheden og havde alle sammen glædet os til, at vi kunne sove længe. Som om. Først håndværkervækning og bagefter Oline, som havde det så frygtelig skidt.
Vi er i underskud på søvnfronten. Vi glæder os altså til den sofa, men allermest glæder vi os over, at Heidi holder Annemette ud, for vi er ret glade for dem begge to :-)
11 kommentarer
Heidi
6. august 2012 at 14:33Tak for sidst – er rigtig glad for, I orkede hele den lange tur herover og var med til at gøre det til en uforglemmelig dag, for mig og min nabo :-)
Vi kunne ikke have ønsket dagen bedre – alt gik op i en højere enhed og SELV vejret var med os ! Underholdningen var i en klasse for sig selv og vi er ret sikre på, at alle hyggede sig ( bortset fra stakkels Oline ).
Håber I har fået indhentet noget af den forsømte søvn, I desværre fik oparbejdet fra Københavner overnatningerne :-(
God dag og stor hilsen fra en nybagt 50 årig
Liselotte
6. august 2012 at 14:53Vi gider ALTID komme, når I byder og vi hyggede os vældigt i lørdags :-)
Hjertelig tillykke med din nye status. Jeg håber, at du kom ud af sengen uden de store fysiske udfordringer nu, hvor du er rundet et halvt århundrede ;-)
Sylvia
6. august 2012 at 09:18Det så godt ut, med den fest!
jeg har også vært i København i sommer, hele 2 ganger, for å besøke Marianne (Frem i lyset)
Hun arrangerete JULEFEST i Juli, og da kom også Mandagspigen. Du kan tro vi hadde det herlig!
God bedring til Oline. Jeg startet min ferie med bihulebenennelse, hvis det kan være noen trøst.
Borte bra, men hjemme best.Og så er hverdagen tilbake igjen!
Liselotte
6. august 2012 at 11:33Det lyder skønt med julefest i juli, Sylvia og jeg er HELT sikker på, at I har haft det dejligt :-)
Oline er ved at være rask igen. Det var heldigvis kun et par døgn.
Lotte
6. august 2012 at 08:20en af Danmarks mest sirlige kolonihaver
Ja, det skal jeg da love for.
Vores er vel nærmest sådan en slags art deco udi test hvor meget ukrudt man KAN gro i sådan en…:-o
Flot ser det ud. Jeg må på den, en dag.
Liselotte
6. august 2012 at 11:32Jamen jeg tænker også, at vi herhjemme skal være glade for, at der ikke er noget, der hedder hæksyn med minus ukrudt i hæk med mere ;-)
Sole
6. august 2012 at 06:34Så dejligt, det bli’r da ikke mere dansk, kolonihave af den smukkeste slags, hvide jeans og skjorter og koldt øl!!! Jeg forstår godt, at I nød det i fulde drag!!! Godt at Oline er på vej på benene igen!!!
Erika
5. august 2012 at 16:44Stakkels Oline – jeg håber, at hun kommer sig hurtigt, for det lyder godt nok usædvanligt hårdt.
Alt det andet (ok, bortset fra det med de polske håndværkere og søvnunderskuddet) lyder til gengæld usædvanligt dejligt. Fejringer med så brede grin er vist værd at samle på. :-)
Liselotte
5. august 2012 at 16:47Dage som i går er værd at samle på. Vi gemmer den :-)
Oline har det heldigvis meget bedre nu, så det skal nok ende godt, men med en stille sofaaften, er jeg sikker på :-)
Gitte
5. august 2012 at 16:35Det lyder som om i, selvfølgelig minus Oline, har haft en perfekt weekend. Sommerfester i haven er de bedste, det giver bare en skøn stemning. Sofaen er jer vel ondt.
Liselotte
5. august 2012 at 16:46Vi har haft en SKØN weekend og Oline er heldigvis ved at vende rigtigt igen :-)