17

Torsdag er også glæden ved at gøre alting grundigt og konstatere, at det er tiden værd

Jeg elsker moussaka. Jeg synes, at det er et frygteligt stort arbejde at forberede, men det smager så godt, at man ind imellem skal ulejlige sig med at bruge tiden på det.

Nogen vil sikkert fortælle mig, at det ikke behøver tage så lang tid og de har ret. Man kan undlade alle de tidskrævende manøvrer, jeg benytter mig af, men det er sådan, jeg allerbedst kan lide en moussaka, så det er sådan, jeg laver den, når jeg endelig tager mig sammen.

Jeg laver den altid med kartofler. Og lidt auberginer, hvis jeg kan liste dem uset i, for Oline er ikke særlig glad for dem. Det er hendes forældre til gengæld, så kompromiser må indgås. Jeg snitter og salter auberginer. Jeg skræller og snitter kartofler i tynde skiver. Så oliesteger jeg samtlige grøntsager på en pande. Ikke for længe, men de skal have skorpe. De lægges til side, som de bliver færdige til. I kødet skal kanel. Den eneste ingrediens, man ikke må glemme. Alt andet kan varieres og uden de store problemer, men glemmer man kanel, smager det ikke, som det skal. Kanel er hemmeligheden.

En bechamelsauce kan man hurtigt skrue sammen. Muskat og ost giver god smag. Jeg lavede min første i går. Jeg plejer at springe over, hvor gærdet er lavest lige her i opskriften, men det er der ved den søde grød ingen grund til, for det var da den nemmeste sag i verden at lave den sovs.

Alt lægges i lag og drysses til sidst med rigelig med ost, som danner en sprød, velsmagende skorpe. Ikke helt efter bogen, men en himmerigsmundfuld og det er vel det, mad handler om.

I går sad Lone og Oline ved langbordet og underholdt, mens jeg brugte det meste af to timer på at få mad på bordet. Det smagte vidunderligt, da det endelig var klar. Det var alle forberedelser værd. Også stegeosen. Og mavepinen efterfølgende. Uhm…

Du vil sikkert også kunne lide