Tredje etape eller hvordan man med fagter får et fejeblad i en fart

Hvis du har læst med herinde de sidste uger, ved du allerede, at min bil gav os lidt sommerferieudfordringer på vej ud af Danmark, hvor vi måtte omkring Bilhuset Vojens, for at få skiftet blandt andet brændstoffilter. Efter den omgang kom vi endelig af sted ned gennem Europa. Først havde vi en overnatning i Harzen på Hotel Haus Hirschmann og siden nåede vi helt ned gennem Tyskland og Østrig, inden vi gjorde et sidste holdt på Hotel Restaurant Lewald i Bolzano i det allernordligste Italien.

Lørdag morgen var vi klar til at snuppe det sidste stykke motorvej, inden vi skulle køre ind i Toscana og finde Reggello og vores feriebolig for den næste uge. Heldigvis har vi Åse, vores trofaste GPS, som gerne fortæller os, hvad hun synes er fornuftigt. Oftest lader vi hende bestemme og for det meste går det godt. Det var sådan, vi fandt tilbage på motorvejen.

På vej ud af Bolzano lørdag morgen.

De første mange kilometer foregår gennem resterne af Dolomitterne, så der var masser at kigge på og beundre og jeg er jo ikke sen til at insistere på, at alle nu også sørger for at se og nyde, så chancerne for at få læst bøger, spillet spil eller bare falde i søvn var forsvindende små, for de to på bagsædet. Jeg har været billigt til salg.

Skyerne lå smukt og pakkede Domomitterne ind i hvidt flødeskum.

Turen foregik på veje, som absolut ikke var ferietrafiktunge. Ind imellem undrede vi os og spurgte os selv, om vi var på rette vej, for det var virkelig en underlig fornemmelse at køre med så god plads på vejene, når vi vidste, at vi så langt fra var de eneste, som var på vej til Italien, for at holde sommerferie, men virkeligheden var, at der på intet tidspunkt var noget, der lignede kø. Vi havde medvind. Altså næsten, for omtrent 70 kilometer fra målet gik alarmerne igen i gang i kareten og Kenneth og jeg stivnede, mens vi vantro gloede på et betjeningspanel, som opfordrede os til at finde et værksted i en fart. Igen!

“Bilen kører uden problemer. Hvad nu hvis jeg lister ind i inderbanen og vi snegler?”, spurgte Kenneth og vi enedes om, at det på alle måder var vejen frem, så det gjorde vi.

Landskab lige omkring Firenze.

Der var smukt, hvor vi kørte. Vi havde tiden til at nyde det. Vi kørte jo ikke stærkt. Langsomt, men sikkert nærmede vi os målet. Reggello. Ind bagved og ned ad 3,5 kilometer hullet grusvej skulle vi, men der var jo kun én vej og det var fremad, mens vi begge stille håbede, at bilen holdt, til vi var fremme.

Det er nervepirrende og faktisk ikke spor sjovt at køre på den måde, men vi havde to muligheder. Enten kunne vi trække i nødsporet og ringe til SOS International. Der ville være en del ventetid forbundet med den løsning, ligesom den ville give os yderligere forsinkelser og evt. overnatninger nord for Firenze eller vi kunne forsøge at nå i mål og så ringe til SOS International, som så kunne hjælpe os med et værksted i lokalområdet. Vi satsede altså og valgte at holde vejret, mens vi gav os i kast med den sidste mulighed.

Åse havde helt styr på retningen. Imens holdt vi andre vejret og lige pludselig var grusvejen der. Ind til højre og så 3,5 kilometer ligeud, insisterede hun, så vi tog tilløb og kørte ind på gruset.

Grusvejen, der ledte ned til vores feriebolig. Vi endte med at vænne os.

Det startede med lidt spredt asfalt og vi enedes om, at de da vist havde overdrevet, da de havde skrevet til os, at vi skulle være opmærksomme på, at det altså var en grusvej af ringe beskaffenhed. Det gik faktisk ret godt. De første 75 meter. Så kom gruset. Og hullerne. Og jeg skal love for, at der var huller. Og min bil ligger lavt. Meget lavt. Og bundkarret kyssede småsten mere end én gang, mens vi holdt vejret hen ad hjulsporet, for det var, hvad det var. “Ingen modkørende”, bad jeg stille og for mig selv. Jeg var heldig, for der kom ingen. Den dag.

Selv med ganske lidt fart var støvskyen imponerende.

Vi var nået en kilometer ned ad vejen, da bilen igen gav lyd fra sig. Alarmen gik og denne gang var det olietrykket, der var noget helt galt med. Vi stoppede bilen. Vi stod ud. Vi kløede os i håret og sparkede et dæk eller to, mens vi hidsede os godt op over den forbandede karet. Overalt omkring os kom lyde fra skoven. Der var tydeligvis dyr omkring os. Ikke små dyr, men dyr, som havde en vis størrelse, kunne vi fornemme. Vi så dem dog ikke, men vi kunne høre hundeglam overalt i området. Vi var på landet, hvor lænkehunde er i overtal. Ind imellem er der løse hunde. Så satte vi os ind i bilen igen og funderede over, hvad vi nu skulle gøre.

“Jeg starter den og så ser vi, om den ikke lige kan fragte os de sidste 2½ kilometer i langsom tempo”, sagde Kenneth og som sagt, så gjort. Snart efter var vi på vej gennem skoven i snegletempo, men det gik fremad og udsigten til, at vi slap for at slæbe al bagagen 2½ kilometer ned af grusvejen, fik os til at krydse alt, hvad er var at krydse.

Efter få minutter kom vi til enden af vejen og vi kunne med det samme genkende vores feriebolig fra billederne. Vi var fremme. Sikke et held.

Vi boede i huset til højre, som er en ombygget lade.

Vi blev mødt af værtsparret og jeg fik med fagter og enkelte ord forklaret, at vores bil var i stykker og vi derfor kom lidt tidligere, end aftalen egentlig var. Vores førsteprioritet havde været at nå frem og vi ventede gerne, hvis de ikke var klar, men det blev der slet ikke tale om. I løbet af et øjeblik var der ringet til det lokale værksted, som heldigvis var tilegnet Alfa Romeo og i løbet af to øjeblikke kom et fejeblad ræsende ned ad grusvejen, så sten og støv var flere minutter om at lægge sig. Hvis du har lyst til at læse om den italienske metode til anbringelse af bil på lad, skal du endelig trykke på linket nedenfor. Det er ganske underholdende for andre end mig, er jeg sikker på.

Bilen blev kørt til værkstedet. Jeg nåede at blive i tvivl, da jeg så min bil på ladet af fejebladet, fastgjort med en enkelt hjulklods, som skødesløst blev anbragt, inden chaufføren igen drønede ned af grusvejen med en støvsky, der nåede trætoppene, efter sig, men Gianni, vores italienske vært, havde helt styr på sagerne, skulle det vise sig. Det skulle også vise sig, at vi var havnet hos de helt rigtige mennesker, nu hvor vi pludselig sad for enden af en grusvej midt i Toscana uden hverken vådt eller tørt.

De herlige mennesker har gjort vores ferie til noget helt særligt med deres store hjerter og lyst til at gøre en forskel. Dem glemmer vi aldrig. Vi håber på, at vi ses igen, så vi endnu en gang får lejlighed til at sige tak til dem. De gjorde en positiv forskel og de bor midt i Paradis. Simpelthen. Hele den store, italienske familie. Jeg var vild med dem.