Drømme skal man, hvis bare man husker håndbremsen

Nogen gange drømmer vi. Lidt. Forsigtigt og overmåde fornuftigt. Drømmer, sagde jeg. Vi realiserer ikke, for vi har så rigeligt at bestille i forvejen, men derfor kan man ind imellem falde over noget, man bare må forbi. Sådan var det med Solhytten.

Den ligger det – for os – helt rigtige sted. På en kæmpestor grund med udsyn og rigelig udenomsplads til aldrig nogensinde at opdage naboerne som andet, end små pletter i horisonten, ligger Solhytten. Omgivet af fyrretræer og mos ligger den og gør sig til, men kun lidt, for der skal helt bestemt nyt stråtag til…

Og pudsning af vægge. Og omlægning af terrasser. Og i det hele taget en totalrenovering både inde og ude…

– men hvad stedet ikke har i kvadratmeter, har det i potentiale og beliggenhed. Man kan cykle ned til Vesterhavet og når man kommer hjem igen, kan man sætte sig med morgenkaffen på terrassen og nyde udsigten.

Indenfor var der kun ganske få kvadratmeter. Jeg har set de mindste værelser nogensinde, tror jeg. De var højest 2 x 2 meter. Der var ikke plads til mere end en enkeltseng. Af den smalle slags. Og en Nivea i vindueskarmen.

I enden af garagen var der anneks. Ekstra soverum. Gæsteværelse. Kald det, hvad du vil.

Vi kunne sagtens forestille os stille sommermorgener lige her, men vi skal ikke have mere at bestille, så vi betakker os og nøjes med at drømme. Om engang.

Bagefter kørte vi ind til Løkken og spiste en sen frokost. Med sweater. Og tæppe om benene, for den danske sommer er, som den plejer.

Det var dejligt :-)