Fredagen der løb af med mig eller hvordan fredagsflow nogen gange er ganske udmærket at overgive sig til

Fredag er nydt til sidste solstråle. Vi kan stadig finde hjørner, hvor solen når ind, men vi er mætte og godt tilfredse, Oskar og jeg. Andre har arbejdet. Kenneth for eksempel. Oline og Gergely har malet. Vi har bare ladet fredag bestemme.

Vi har fundet det transportable bålsted frem, for vi vil have s’mores, når aftenens menu er kommet indenbords og der igen er plads. Den sidste sommeraften i denne omgang skal vrides til sidste dråbe. Vi skal hygge igennem og vi skal nok blive mætte. Vi skal nemlig spise rustik bondesalat med linser og det gode brød, ligesom vi skal starte med en ungarsk æg-suppe, som Gergely er ansvarlig for at skrue sammen om lidt. Vi har ikke travlt. Det er jo fredag og weekend.

Oskar og jeg har hentet vasketøjet ind. Nogen påstår jo, at sommeren er forbi for denne gang. Vi vil ikke tro, at det er sandt, men skulle det vise sig, at der kommer regn, er vi i hvert fald klar.

Det sidste vi hentede indenfor var vattæppet. Det trængte. Det sidste, det havde suget, var tre tons Vesterhav og en sandkassefuld af det fineste strandsand.

Oskar går med mig, hvor end jeg går hen. Så sætter han sig i skyggen og venter. Han er opmærksom på alting og han skal nok sørge for at have styr på forbipasserende.

Aftenen er smuk som få. Jeg er nybadet og klar til den sidste sommeraften i denne omgang. Når det ikke kan være anderledes. Altså.