20

Ferieoplevelserne, jeg gerne deler og så dem, jeg ikke deler med dig…

Jeg kunne tænke mig at skrive en del mere om den ferie, vi lige er kommet hjem fra, så jeg tror, at der vil komme lidt spredte indlæg over den næste tid. Jeg har naturligvis mange billeder, men jeg har også fået en del henvendelser fra læsere, som gerne vil vide lidt om hvor, hvordan og hvor meget, hvornår, hvilke og hvorfor.

Nogle af tingene kunne belyses i de indlæg, tænker jeg. Andre vil ikke blive det, for f.eks. er der rigtigt mange, som gerne vil vide, hvad det er for huse, vi har lejet. De vil gerne have link eller mailadresse, så de kan leje dem til næste år. Det forstår jeg godt, for vi har været mere end tilfredse, men jeg vil aldrig dele dem med jer. Det er der naturligvis helt egoistiske grunde til, for vi har netop været rigtigt glade for at bo begge steder og vil gerne, at der er en chance for, at boligerne er ledige igen næste år, men der er også den anden årsag, som rækker ud over ønsket om selv at komme først til mølle.

Jeg ønsker ikke at være garant for kvaliteten på din ferie og det bliver jeg, hvis jeg har været årsag til, at du lejer en bestemt feriebolig, som ikke lever op til dine forventninger. Så er det mig, der har anbefalet. Mig, der er årsag til, at du ikke er tilfreds. Det ønsker jeg ikke at være. Det håber jeg, at du finder forståelse for.

Når det er sagt, så har vi gennem alle år primært lejet gennem private udlejere, vi har fundet på nettet. Der er kun én vej og det er fremad i snegletempo, mens man gennemtrawler, vurderer, kasserer eller gemmer. Det tager tid. Det tager faktisk rigtig lang tid. Det er et stort arbejde og det skal man kunne lide. Det er også med indbygget risiko for, at man bliver skuffet eller overrasket, fordi ingenting er helt, som man forventede. Gider man ikke eller tør man ikke det og er man ikke villig til at leve med de eventuelle overraskelser, skal man nok finde en anden ferieform, hvor andre har bestemt og man er sikker på, hvad man får. Det er vist et temperamentsspørgsmål og vi er aldrig blevet skuffede. Tværtom. Vi er til gengæld blevet frygteligt skuffede nogle af de gange, hvor vi har lejet gennem bureauer.

Vi har i år rejst med overnatninger undervejs. Det vil jeg også prøve at skrive lidt om, for det er nyt for os.

Jeg håber, at du, som ikke synes det er det mindste interessant at læse om en brugt ferie, har en god bog, som kan fylde dine sommerdage :-)

Du vil sikkert også kunne lide