Så vågnede jeg op til den skønneste sommermorgen og I hører altså ikke mig klage, for det her har jeg savnet skrækkeligt. Der er nemlig ikke meget, der slår dansk sommer, når den gider. Jeg elsker, at den danske sommer er frisk på en helt anden måde, end den jeg ind imellem oplever sydpå. Vi når altid en fornuftig temperatur i løbet af natten, så de danske sommermorgener er nogle af mine yndlinge, fordi de er tempererede og tilpas kølige. De er lige til en kop morgenkaffe på kanten af krydderurtebedet.
Tjørnevang er ikke noget skidt sted at residere. Det er til gengæld et sted, som kræver sit og vi er bagefter med det meste. Vi skal have renoveret. Vi skal have malet både det ene og det andet. Vi skal have nyt tag. Vi skal have skiftet samtlige vindskeder og tagrender. Vi skal have lagt terrassen om. Vi skal…
Vi skal huske at nyde nu’et, så det øver vi os i at gøre. Hver dag.
Der er ting, som ikke kan vente. Sådan er det at være husejer. Andre ting bliver skubbet foran, mens vi håber på mirakler. Og tænder bål og rister marshmallows. Fordi vi kan og fordi vi ved, at livet ikke er statisk, men skiftende og helt uden garantier.
På gårdspladsen blomstrer stokroserne. De var sprunget ud, da vi landede på Tjørnevang den anden aften. De er smukke. Selv med rust.
Forleden var der i lokalavisen en artikel, som blandt andet omtalte Tjørnevang, som er det ældste hus i Gug og omegn. Det er præcis hundrede år ældre end Kenneth og jeg. Det holder sig noget bedre end os, hvis jeg selv skal sige det. Engang hed det Krogen. Så ville en eller anden det anderledes. Nu hedder det Tjørnevang. Med store, sorte og svungne støbejernsbogstaver står det skrevet på gavlen af gården. Så er jo sådan, det er. Det er fint. Jeg holder meget af Tjørnevang.
15 kommentarer
Sidsel
26. juli 2012 at 02:55Love <3
Rikkeprikke
25. juli 2012 at 22:36Der ser også rigtig dejligt ud :)
Sole
25. juli 2012 at 06:03Nu er det vist paa tide at bryde ud i sang: Du danske sommer jeg elsker dig………. og saa bare glemme naeste linje og nyde sommeren, mens den er der. Der ER ikke noget som dansk sommer!!!
Liselotte
25. juli 2012 at 07:53Nej, det er der bare ikke, Sole. Jeg NYDER også :-)
Dorthe Johansen
24. juli 2012 at 21:44For sådan ca 12-15 år siden havde vi et hold venner som boede i den ene ende af tjørnevang, men de havdekun lejet sig ind.. Det er et meget smuk gammel hus I ejer.
Go egenskab at kunne nyde nu’et og glemme alt det praktiske for en stund.
Liselotte
25. juli 2012 at 07:51Hvad mon de hed, Dorthe? De har formentlig boet til leje hos os inde i lejligheden i længen :-)
Dorthe Johansen
25. juli 2012 at 23:06Jamen de hedder Jane og Herman men han lyster nærmest kun navnet Bys.. Hvor er det egentlig ret morsom, men verden er ofte lille. Det oplevede vi osse da I var på ferie, for der løb vi på din mor i netto. Min mand kender din mor idet de har arb. samme sted ( Bilka )
Men så er Aalborg faktisk lille, selvom byen jo i sig selv er stor nok.. :))
Liselotte
25. juli 2012 at 23:11Jane og Bys var vores første lejere. Vi “overtog” dem efter de tidligere ejere, men de rejste jo desværre til Staden, fordi Bys ville være betjent. Ses I stadig, må du endelig hilse dem mange gange :-)
Dorthe Johansen
26. juli 2012 at 10:59Okay, nej vi ses ikke som sådan men vi har fundet sammen igen via facebook. Men de bor såmænd i Silkeborg den dag i dag..aner faktisk ikke om Bys egentlig blev en af lovens håndlangere :) men din hilsen skal jeg gerne overbringe Liselotte :)
Randi
24. juli 2012 at 10:42Det er lykken at kunne erklære sig glad for og tilfreds med lige præcis det, man har – og så kommer det næsten af sig selv, at man også husker at nyde nuet :-)
Liselotte
25. juli 2012 at 07:52Jeg er absolut glad og tilfreds og netop glad for, at jeg er det, Randi :-)
Helle
24. juli 2012 at 10:29Uh hvor jeg kender det der med, at det er så mange ting, der venter. Nogle gange så meget, at man glemmer at nyde det, der er her nu og er dejligt. Så det vil jeg gå ud i haven – og solen!!! og gøre nu :-))
God dag til dig
Helle
Liselotte
25. juli 2012 at 07:52Jeg KAN få stress af det, men jeg prøver at lade være :-)
mona
24. juli 2012 at 10:16Der er altid et eller andet man skal – ud over at nyde tilværelsen og hinanden – i et gammelt hus. Godt at I har TO trillebører (selv om den ene er flad).
Velkommen hjem fra ferie og tak for at I trak det gode vejr med herop:-))
Liselotte
25. juli 2012 at 07:51Der er altid nok at gøre ;-)