Morgenstund har guld i mund… eller i hvert fald stilhed

Jeg deler morgenpladsen med Stella. Hun mener selv, at hun er den lækreste hund syd for Alperne, men jeg har set, hvad der sidder i hendes pels, så vi er ikke helt enige der. Ellers fungerer vores samliv helt fornuftigt. Vi har morgenstunden for os selv. Hun ligger under min stol. Jeg drikker kaffe, lytter til radioen og strikker. Ind imellem klapper jeg hende blidt på pelsen. Så logrer hun og lægger sig ned igen.

Vi trives fint med vores stille morgener. Vi nyder, at der stadig er temperaturer, der er venlige mod sjælen og fysikken.

Jeg sidder med bare arme, nøgne tæer og et minimum af tøj og jeg nyder, at det er sådan. Jeg elsker, at jeg kun er mig. Og Stella.

Jeg har et par timer, hvor temperaturen lader mig sidde her med udsigt til den smukke og velholdte have. Et par timer, hvor jeg kan strikke uden at svede så meget, at maskerne ikke længere lader sig flytte på pinden. Jeg er vild med mine morgener i Toscana. Helt vild med dem :-)

PS – jeg ville gerne svare på alle jeres kommentarer, men dette indlæg er forberedt i går og min computer annekteret, så alle her kan få internet. Den fungerer som gammeldags fordelingscentral. Jeg er ligeglad, men jeg vil ikke, at du tror, at jeg er ligeglad med dig. Det bliver jeg aldrig :-)