Når man ikke kan finde sin flade eller hvordan en ferie lige skal indhentes

Sommeren er temperamentsfuld og helt umulig at regne med, men eftermiddagen er varm. Udenfor er der så lunt, at det sagtens lader sig gøre at sidde i det rene ingenting, men det er med sikkerhed ikke uden risiko, for lummerheden og den skiftende himmel lover bulder og brag med et øjebliks varsel.

Jeg lader mig nu ikke skræmme. Jeg rejser let og har ikke mere med ud, end jeg hurtigt kan samle det sammen og trække indenfor, når det hele pludselig giver vand.

I staudebedet lever tingene deres eget liv. Det gør i grunden ingenting, for der er masser af liv og de dejligste blomster at nyde, mens jeg iagttager biernes travle arbejde med at samle pollen.

Jeg har ikke fået sat en eneste sommerblomst, men de etablerede pynter jo også rigeligt sammen med skvalderkålen.

Egentlig ville jeg strikke. Lydbog i ørerne og strikkepinde mellem hænderne ville være en fantastisk indledning på ferien, tænkte jeg, men jeg er rastløs. Sådan bliver jeg, når jeg endelig når i mål efter en periode med lidt for meget om ørerne. Det tager dage at falde ind i fornemmelsen af, at det er okay at lave ingenting, så foreløbig har jeg vasket to maskinfulde tøj. Jeg har lagt det tørre, renvaskede tøj sammen og lagt det i sirlige bunker. Jeg har fyldt og tømt opvaskemaskinen. Jeg har elimineret støv i fjerne egne af hjemmet. Jeg har leget et-tag-fat med Oskar. Jeg har (diskret) hoppet på Olines trampolin. Jeg har ikke siddet stille.

Jeg har også sms’et med Oline, som landede i Budapest lige over middag og allerede klager over, at hun har en vabel (bare hun nu overlever). Det skal nok blive en lang uge, tænker jeg, men det er Gergely, der må lytte. Mine ører hviler til næste torsdag, hvor vi samler de unge mennesker op i Kolding på vej ud af Danmark.

Til den tid har jeg fundet min ferie. Jeg lover det!