Oline er lige gået ud af døren. Hun skulle til sin sidste eksamen i dag. En af dem, som tæller for alvor. Bagefter starter hendes sommerferie.
Hendes kæreste snuppede den ene af vores biler og kørte hende til skole. Da de stod ude i morgenlyset i gangen med hinanden i hånden og på vej ud i verden kunne jeg mærke, at jeg får tildelt ny plads i hendes liv. Jeg er stadig mor, men jeg er ikke nødvendig på samme måde, som jeg var tidligere. Jeg er stadig hende, som er tæt på og med, men der er kommet en anden til, som kan give støtte og kærlighed. En mere at lade sig favne af. Det er dejligt at se, at det er sådan.
Kenneth plejer at køre. Vi plejer at være dem, der skal berolige og kramme. Vi er dem, som plejer at sørge for forplejning, selvtillidsboost og en sidste kæk bemærkning, inden hun stiger ud af bilen og sætter kurs mod skolen. Det er os, som plejer at få det lille stik i hjertet, inden vi sender hende ud i verden med håb om, at det må gå hende godt, mens vi ser hende forsvinde i horisonten. Sådan er det bare ikke mere. Nu ser en anden det, vi plejer at se. Det er godt og jeg har jo altid kruset…
19 kommentarer
Sole
28. juni 2012 at 19:47Vi bør vide, at vores børn er til låns. Der er et begrænset antal år, hvor vi kan se dem udfolde sig og se dem gro de vinger, de skal bruge resten af livet. Vi ved, at det er lykkedes, når de gør, som Oline nu gør. Det kan være en svær kunst at give slip, men det er også en vidunderlig følelse – garanteret både for os som forældre og for de unge ;-)
Liselotte
28. juni 2012 at 18:21Jeg har det fint med at blive nummer to. Det er sådan, det skal gå – og det er i orden, når bare nummer et er god ved hende og det er han :-)
Christina
28. juni 2012 at 08:17Hvor var det dejligt skevet Liselotte. Du er heldig.
Sidsel
28. juni 2012 at 01:12Åhhh, Liselotte. Det er en svær kunst at blive nr 2…. Men det er sådan livet er indrettet. Vi passer på, skønner på, krammer dem og vupti, så er der kærester til det :-)) og Oline har fundet den som lige præcis giver hende en ny horisont:-) håber hun klarede det i dag:-)
Anne Cathrine
27. juni 2012 at 16:45Ja, du har trods alt din kop og Kenneth :)
Mette
27. juni 2012 at 16:31At være mor er heldig en uopsigelig livstidsstilling… det er det, jeg trøster mig med nu min Pode er på vej ud i sit voksen liv.
Hannah
27. juni 2012 at 11:42Hvor er det dejligt at læse, hvor rummelige du og Kenneth er over for jeres datters liv og valg. Mine forældre kunne ikke udholde tanken om, at jeg havde kærester, for de var sikre på, at jeg ville glemme skolen og blive teenagemor. I virkeligheden var de nok bare for gamle og sure, da de fik mig aldeles uplanlagt, og jeg blev mere til et projekt og en pligt end til et menneske, de glædede sig over at have skabt sammen. Jeg spurtede gennem skolen, fordi jeg vidste, at det var vejen til frihed, jeg blev student som 17 årig med skolens højeste snit og knaldede døren til barndomshjemmet i forever. Hvor er det dejligt at læse om jeres varme, gæstfrihed og respekt. I er mine forbilleder.
Jane
27. juni 2012 at 10:28Jeg bliver helt rørt!! Hvor er det smukt skrevet.
Held og lykke til datteren og med din nye tid.
Maria Jensen
27. juni 2012 at 10:15Pøj pøj til Oline Og KRAM til jer alle :)
henriette
27. juni 2012 at 09:56De små er blevet store, og sådan skal det heldigvis være, men sammen med stoltheden og glæden over at de klarer sig selv, følger også det lille stik indeni fordi tiden alligevel gik hurtigere end vi troede ik.. Jeg følte det samme i lørdags, da Rasmus stod med beviset OG en smuk pige i hånden, deroppe på podiet i skolens aula. Uhh man bliver stum et øjeblik, men også glad fordi alt er som det skal være.
Pøj pøj til hende og mange knus
Henriette :)
Lotte
27. juni 2012 at 09:51Det er vildt sørgeligt. PÅ sin egen måde. Senere bliver det godt. Og man tænker: godt jeg er et andet sted nu.
Pollyanna
27. juni 2012 at 09:39På forunderligste vis modnes man jo også som mor og bliver i stand til at give slip og træde i baggrunden. Vi er også ved at finde ud af at der er et liv efter børnene – og heldigvis for det da :-) ´Held og lykke med eksamen!
Rikkeprikke
27. juni 2012 at 09:29UDennis ord ramte også mig, og mine er ikke engang startet i skole endnu. jeg er så frygtelig sentimental, men jeg håber, jeg til den tid, tager det så fint som du. Dejligt for Oline :) håber den sidste eksamen går godt!
Sonnie
27. juni 2012 at 08:55Ja, det kan hurtigt blive andre tider, og sådan skal det være. Jeg blev nu alligevel ramt af dine, så rigtige ord.
Liselotte
27. juni 2012 at 08:46Jeg synes, at det er i orden. Nu er den tid forbi for mit vedkommende. Man skal huske at nyde hvert et sekund af nu’et for det kommer aldrig tilbage og der er charmer og besværligheder ved alle perioder af livet.
Om lidt er det Kenneth og mig på vej ned langs Adriaterhavet med løst hår og friheden ved kun at være to, men lige nu nyder jeg bare, at hun stadig er lige her :-)
Charlotte
27. juni 2012 at 08:41gudskelov, Anton kun er 7…..;-)
FRØKEN LARSEN I/S
27. juni 2012 at 08:40Det er SÅ dejlig en følelse at finde ud af, at de godt “kan selv”, de unge mennesker.
Man bliver aldrig overflødig, men overgår til at være den trygge base, der altid er der, bare fordi og når……
Jeg har sendt 3 stk. ud i verden, de klarer sig efter alle kunstens regler og kvitterer nu med små, skønne væsener, som man kan øse al sin kærlighed ud over.
Det er SKØØNT at være mor – og hvad deraf følger.
Kh. Lene.
Gitte
27. juni 2012 at 08:27Åh hvor jeg kender det. Min datter er netop blevet student (og jeg har haft nervøs eksamensmave, igen), men vi er bare ikke så vigtige mere. Jo, som backup, men nu bruges kæresten og nære venner også meget. Det er lidt mærkeligt men også glædeligt, når den yngste løsriver sig.
maj
27. juni 2012 at 08:23Før søren da, jeg får helt tårer i øjnene..
Det lyder dejligt, men jeg er bange for at jeg selv vil kaste mig omkuld i tåreregn over min tabte status når den dag kommer.
Der er heldigvis nogle år endnu, før jeg skal “dele” dem med nogen ;).
Og da håber jeg, at jeg kan se det, som du gør. For selvfølgelig har du ret! Sådan skal det være
Held og lykke med hende :).
Kh maj