14

Åh så net…

Nogen gange må der noget let til. Sådan noget, som ikke kræver hjernevindinger, men kun hyggelige timer med godt selskab tapet til anstrengelserne. I går var en af de dage.

Jeg havde set det skønneste, lille net hos Jeanette og tænkte, at det snildt kunne blive et ferienet til det uundværlige håndarbejde. Jeg nørkler altid, når jeg er passager. Når jeg er chauffør, er jeg koncentreret om den tjans, men skal jeg sidde ved siden af, nørkler jeg. Og snakker og synger og fortæller dårlige vitser og spørger i en uendelighed “hvornår er vi der”, fordi det gør mine medpassagerer vanvittige til sidst. Det er stor kunst at drive medpassagerer til vanvid og jeg har efterhånden forfinet virkemidlerne ganske betragteligt. De har et imponerende repertoire i vente i år ;-)

Nettet er lige akkurat tilpas til, at jeg er nødt til at begrænse omfanget af bilturens håndarbejde. Jeg er nemlig kendt for snildt at kunne have både to og tre coner stående ved fødderne, mens jeg rask strikker løs. Så er der ikke meget benplads og mine ben og fødder ville sætte pris på, at jeg gjorde mig umage for at skabe det i år. Nettet tvinger mig. Det er godt.

Jeg har hæklet direkte fra to coner af Kenneths Recycle Cotton Indigo Tweed eller med andre ord af gamle, slidte Levis, som har fået en på sinkadusen, inden de er blevet forvandlet til lækkert, blødt bomuld. Opskriften finder du lige her :-)

Du vil sikkert også kunne lide