20

Godt grej er glædeligt grillvenligt

Jeg ved ikke, om vi kan betegnes specielt grejglade. Vi er mere praktisk orienteret. Og dovne. Vi bruger tingene og de må gerne være mere end almindeligt robuste, for vi er ikke specielt ømme om tingene. De skal tåle, at vi bruger dem. Flittigt og uden følsom hensyntagen. Det kan den lille Weber. Snildt.

Den tåler sagtens, at der er langt mellem de kærlige og omhyggelige rensninger. Størrelsen er perfekt. Den griller uden problemer både kød og grønt til vores lille familie og den er nem og praktisk at bruge. Den fylder ingenting. Den er nem at rengøre. Når vi husker det… *suk*

Kenneth nægter at grille på kuglegrill fra Weber. Han har vist fået en blokering takket være Glæsel og hans festlige og lige lovlig kække tilgang til skidtet, så grejet skal sniges ind på matriklen og kuglegrillen skal vist camoufleres grundigt, hvis det nogensinde skal lykkes med den, men denne lille, praktiske grill vil han gå så vidt, som til at anbefale. Faktisk hørte jeg ham sige forleden, at “han vel snart var moden til den skide grill” og jeg er temmelig sikker på, at jeg ved, hvad det var for en grill, han talte om, men jeg kommenterede det ikke yderligere. En mand skal have sin stolthed i fred.

Hvor om alting er, så er denne lille grill genial. Den har fulgt os i tykt og tyndt. Den kommer sagtens med på stranden en sommeraften. Vi forbereder den hjemmefra med kul og optænding, så der skal bare stryges en tændstik og vi er klar på et øjeblik. Ligesom i aften. Vi har skiftet stranden ud med havegangen, men du hører mig ikke klage.

Du vil sikkert også kunne lide