Ferieforberedelser eller hvordan vi godt kan få fundet vores lederhosen frem i en fart

I går blev jeg mindet om, at jeg kun har otte arbejdsdage tilbage, inden jeg har sommerferie. Det er lidt uvirkeligt og ikke mindst temmelig stressende, fordi der i de ganske få arbejdstimer skal præsteres temmelig meget, men der er ikke så meget at gøre ved det ud over at træde i karakter og trykke speederen i bund, så det har jeg tænkt mig, men ikke før mandag morgen.

I dag har været helliget en god, lang frokost med brasekartofler og spejlæg, hvilket jeg vist ikke har spist i flere årtier, vasketøj, regnbyge med torden og så en smule ferieplanlægning, for som sagt er det jo lige om lidt, vi drager af sted og vi har lovet hinanden, at det absolutte kodeord i år er “stress-eliminering”, så det arbejder vi flittigt på, fordi det er vigtigt. Meget vigtigt.

Vi er blevet ualmindelig ringe til at håndtere stress. Det er en naturlig følge af at have været stressramt uden mulighed for at handle mod eller reducere, så det skræmmer os ikke, men det gør, at vi skal øve os i at huske, at vi faktisk har brug for struktur og forudsigelighed frem for den improvisation, vi ellers holder så meget af. Vi øver os, som jeg siger. Vi lykkes ikke altid, men vi bliver hele tiden klogere, så jeg planlægger lidt mere, end vi ellers ville have gjort.

Den ekstra planlægning betyder blandt andet, at der er bestilt overnatning i Harzen. Jeg har lejet en lille lejlighed midt mellem bjerge og skov, hvor vi skal sove i dejlige, komfortable senge og med morgenmad serveret i lejligheden næste morgen, så vi ikke skal stresse det mindste, men kan nyde at være godt på vej mod slutdestinationen; Reggello i Toscana.

Vi tager os god tid

Faktisk beregner vi tre hyggelige dage til turen. To overnatninger. Den ene altså i Harzen, hvor vi skal bo lige i nærheden af Goslar, som skal have et besøg. Jeg har været der lige omkring 1980 med mine forældre, Annemette og Sanne, som senere endte som fars kone nummer to. Sådan er der så meget, men det skal nu ikke afholde mig fra at synes, at der er meget, meget hyggeligt i Harzen, som er underkendt i helt urimelig grad. Også af mig.

Der er ualmindelig smukt. På vej hjem fra sommerferien sidste år havnede vi i et af de utallige og nærmest endeløse vejarbejder på A7, men denne gang blev vi ledt af motorvejen og dybt ind i Harzen, inden vi igen endte på A7, men adskillige kilometer nordligere. Der blev jeg mindet om, at der er smukt i Harzen. Det var også på den tur jeg besluttede, at vi skulle udforske delstaten lidt mere engang. Det bliver ikke for alvor i år, men lidt er bedre end ingenting og jeg glæder mig allerede.

Overnatning nummer to ligger ikke fast, men bliver det ikke her (det håber jeg nemlig, at det gør, for det er da bare for fedt!)  i denne omgang, så står hotellet altså på min ønskeliste til en kæresteferie engang.