31

Fade to grey

Solskin over Gug og fornemmelsen af at det rent faktisk kunne være en af de kølige sommermorgener, vi har i Danmark fik mig i haven for at tage en stak billeder af den nyeste strik. Der er tørvejr derude. De snakker om skybrud ligesom det, Lone havnede i fredag aften, men lige nu er der stille og næsten sommer.

Gråt i gråt og stærkt farvetro mod den juni, den er strikket i, er endnu en sweater røget af pindene. Helt let og meget, meget vidunderlig. Sådan en, jeg kommer til at bo i og helt sikkert den, der må med på ferie, fordi den ikke fylder noget, er let og lækker og alligevel giver lige den varme, man kan mangle i Alperne, hvor jeg har forestillet mig, at jeg skal stå og synge en munter sang, inden vi for alvor rammer Italien denne sommer.

Trøjen er strikket i løbet af denne uge. Der har ikke været hverken overskud eller tid, men det er et stykke strik, som hurtigt løber af pindene, for den strikkes oppefra og ned og på en rundpind kan der sagtens aktiveres turbo, så den var faktisk færdig allerede torsdag eftermiddag, hvor jeg tilfreds kunne konstatere, at den er blevet akkurat, som jeg havde håbet på.

Kenneth har fået produceret egen Super Kid Mohair, som er på vej til hylderne i butikken. Jeg glæder mig, for der kommer mange farver og jeg er vild med kombinationen af en tråd Blackhill Højlandsuld og en tråd Super Kid Mohair, så det bliver Slaraffenland for mig, når de ankommer. Jeg kan nemlig lide det helt lette, luftige og superbløde udtryk strikkene får.

Fakta:

Idéforlæg: Billowing af Cecily Glowik MacDonald

GarnBlackhill Højlandsuld og Super Kid Mohair (på tilbud lige nu, men kun begrænset antal farver tilbage) fra Garnudsalg i grå nuancer og hentet på egne hylder. Jeg strikker med to tråde; en tråd af hver kvalitet.

Pind:  3 & 4½ – KnitPro hurtigstrikkere i metal.

Garnforbrug: I alt 269 gram omtrentligt fordelt på 200 gram højlandsuld og 69 gram på mohair, hvis jeg skal gætte.

Ny teknik: Ingen.

Bemærkninger: Modiciferet en smule. Jeg starter med at slå op og strikke halsrib, som jeg til sidst afslutter med en række hæklede fastmasker, så halsen ikke bliver alt for løs. Færre udtagninger til raglan og ingen indtagninger i bul. Tilføjet ærmer, fordi jeg gerne vil kunne bruge den hele året. Ærmerne er med indtagninger på hver 6. pind og afsluttet, da de passede i længden til lille mig :-)

Jeg kom hele tiden til at tænke på denne…

– og måske fortæller lige netop det, at vi virkelig ældes – fade to grey – for den er 30 år gammel. Tænk engang…

Du vil sikkert også kunne lide