Vi lider ikke voldsomt under sommervejr her i Aalborg, men morgenerne er nu alligevel stemningsfulde og stille på den smukke måde.
De sidste par dage, er jeg kommet til kontoret senere, end jeg er vant til, så der er lidt andet at se på, selv om stilheden er larmende og jeg blandt andet denne formiddag nåede at blive helt i tvivl om hvorvidt min tidsfornemmelse havde snydt mig og sendt mig ind til midtbyen alt, alt for tidligt.
Jeg var alene om at parkere på toppen af Sauers Plads, men så fik jeg yndlingspladsen med udsigt og kunne pludselig se, at der vist er en konstruktionsfejl eller i det mindste nogle afløb, der skal ses efter, hvis ikke det skal ende sjovt i hjørnet.
Se engang så stille der var i Kayerødsgade. Ikke en sjæl var der. Det fik mig virkelig til at tro, at jeg mødte på et helt andet tidspunkt, end jeg troede, men det hjalp, da jeg rundede hjørnet. Der var liv.
Vores gode grønthandler er flyttet over til modsatte hjørne af Danmarksgade/Frederikstorv. Nu bor han i butikken, som reklamerer for halalslagtet kød og fjerkræ, men jeg tror altså ikke, at han har udvidet sortimentet, men bare forsømt at male nye skilte. Kommer tid, kommer råd.
I Niels Ebbesens Gade har vi stadig glæde af udskiftningen af kloakkerne. Længe endnu.
Skulle man sidde og blive halvsløv på pinden, skal jeg love for, at kombinationen af sådan en gravko og et gammelt hus, som nemt lader sig ryste, kan vække en i en fart. Jeg taler af erfaring og lever i daglig skræk for, at hele skidtet giver op og styrter sammen, men det sker naturligvis ikke. Nogensinde!
Nu er jeg landet hjemme og solen er brudt gennem skyerne. Jeg gider godt, at den holder ved og er her igen i morgen, hvor jeg tager en fridag. Tak :-)
4 kommentarer
Fríða
12. juni 2012 at 17:55lyder nu som en dejlig morgen, trods gråt vejr. her har vi til gengæld haft sommer for alle pengene den sidste tid, og sådan plejer det også at være, helt omvendt hos dig og mig, vejret altså.
kh.fra Island
Frida
Liselotte
12. juni 2012 at 19:15Vi venter på sommeren, Frida, men du må godt låne den lidt. Vi kan vel dele? :-)
Ulla Andreasen
12. juni 2012 at 17:17Den sorte og hvide taske du havde et billede af for nogle dage siden. Den kan jeg godt tænke at købe, jeg var inde på hjemmmesiden, det så ud til at den vil blive sendt fra Canada. Havde du problemer med at få den sendt, for man må jo kun indføre for 80,00, danske kr. ellers skal man betale told og moms.
Liselotte
12. juni 2012 at 17:37Nej, min pakke gik gennem tolden uden yderligere tiltale, men tolden er som udgangspunkt en ting, man må tage højde for, når man køber fra ikke-EU-lande :-)