En morgen tilbragt i tæt symbiose med flere hundrede stykker capiz

I dag er fridag. Jeg er ikke stået op før klokken syv og jeg starter med at gå udenfor, hvor jeg hurtigt kan konstatere, at der er koldt. Rigtig koldt. Mere koldt end de andre morgener. Vinden suser omkring hjørner og træernes kroner svajer mens løvet kastes hid og did.

På terrassen står alting og ser lidt trist ud. Solen mangler. Når den er her, kastes et formildende skær over ulykkerne, men det gør i grunden ingenting, for jeg skal med sikkerhed ikke være derude i dag, hvor kulden går gennem marv og ben.

På terrassen står projekt rengøring af lampe. Den enorme lampe med skaller, som er fantastisk, dekorativ og helt igennem umulig at holde eller gøre ren uden større kunstgreb. Sådan et tog vi på den i fredags. Den måtte pilles ned og skilles ad. Nu ligger den i blød i en blanding af sæbe og klorin i en af de store zinkbaljer.

Jeg tager den op. Den vejer meget mere, end man skulle tro. I sin fulde længde er den vel 1,20 meter. Den skal op at hænge for at tørre. Jeg ved hvor der er et søm, men jeg er langt fra elegant, da jeg kravler op på stolen med lampen slæbende efter mig. Det lykkes nu alligevel.

Mon det går an? Det blæser temmelig kraftigt og lyden af skallerne er næsten øredøvende, da jeg slipper lampen, men jeg har ikke så mange andre muligheder. Jeg krydser fingre og giver slip.

Lampen danser. Skallerne slår vredt mod hinanden, men jeg har ikke andre muligheder, så jeg efterlader den udenfor, for at lade den tørre et kvarters tid. Når det værste vand er rendt af, kan den komme indenfor.

Mens den hænger derude, sidder jeg indenfor med en kop kaffe. Jeg har udsigt til trætoppene, som svajer og ikke efterlader nogen tvivl om vindens vilde kræfter. Jeg må håbe det bedste.

Da der er gået ti minutter, er jeg nødt til at tjekke. Lampen er hel. Den er oven i købet ren og pæn. Der er ingen skade sket og jeg kan konstatere, at det ikke er nogen skidt ide med lidt iblødsætning, når den ellers ikke sådan lige lader sig rengøre, men det er da besværligt at skulle skille lampen ad, når det skal til. Alligevel vil jeg ikke undvære den. Om lidt skal den op igen. Jeg elsker dens bløde lys og jeg holder så meget af lyden, når nogen strejfer den eller en hvirvelvind finder vej indenfor.

Nogen gange må man lide for skønheden. Har jeg hørt.

Du kan købe en lignende lampe lige her, hvis du er lige så tosset som mig og kan lide den :-)