9

Løkken er lykken

Søndag blev en tur ud i det blå. På vejen ud af byen hentede vi Lone og så fik Kenneth carte blanche til Romeo, så vi endte slet ikke nye steder, men et af de gammelkendte, men elskede, nemlig Løkken.

Jeg ved godt, hvorfor jeg holder sådan af byen, men at Kenneth skulle fatte samme kærlighed til den er alligevel pudsigt, for den er i grunden lidt småtrist og i hvert fald er der intet mondænt over den. Det er i virkeligheden nok præcis det, vi begge holder af. Her er rart at være og ingen forstillelse. Man må gerne være søndagsgrim og det passer jo svært godt til os to.

Kenneth gav frokost på Løkken Fiskehus. Vi sad udenfor i solen og måtte tage overtøjet af, fordi der var så varmt. Hvem skulle lige have troet det, men der var læ og godt at være.

Efter frokosten gik vi lidt længere ned i byen og fortsatte så ned af  Ndr. Strandvej og ned forbi Redningsstationen. Vi ville ned på stranden og mærke sand mellem tæerne.

Vesterhavet er smaragdgrønt  i dag. Det er så utrolig smukt. Og lidt oprørt.

Vi tog stranden ind til Sdr. Strandvej og min tur foregik i bare tæer, for der er noget helt specielt ved den første gang i ny sæson, hvor man mærker sandstrand mellem tæerne og ikke mindst dypper dem i Vesterhavet.

Det var koldt, men ikke mere end jeg nød turen i vandkanten. Det var ikke mig, der fik våde bukser.

Ikke alene var der frokost, sand, vand og godt selskab. Jeg fik også fyldt på hylderne med sommertøj og sko, så nu er der vist bare at vente på, at sommeren kommer tilbage. Jeg er mere end klar. Vel nærmest utålmodig.

Du vil sikkert også kunne lide