Søndag blev en tur ud i det blå. På vejen ud af byen hentede vi Lone og så fik Kenneth carte blanche til Romeo, så vi endte slet ikke nye steder, men et af de gammelkendte, men elskede, nemlig Løkken.
Jeg ved godt, hvorfor jeg holder sådan af byen, men at Kenneth skulle fatte samme kærlighed til den er alligevel pudsigt, for den er i grunden lidt småtrist og i hvert fald er der intet mondænt over den. Det er i virkeligheden nok præcis det, vi begge holder af. Her er rart at være og ingen forstillelse. Man må gerne være søndagsgrim og det passer jo svært godt til os to.
Kenneth gav frokost på Løkken Fiskehus. Vi sad udenfor i solen og måtte tage overtøjet af, fordi der var så varmt. Hvem skulle lige have troet det, men der var læ og godt at være.
Efter frokosten gik vi lidt længere ned i byen og fortsatte så ned af Ndr. Strandvej og ned forbi Redningsstationen. Vi ville ned på stranden og mærke sand mellem tæerne.
Vesterhavet er smaragdgrønt i dag. Det er så utrolig smukt. Og lidt oprørt.
Vi tog stranden ind til Sdr. Strandvej og min tur foregik i bare tæer, for der er noget helt specielt ved den første gang i ny sæson, hvor man mærker sandstrand mellem tæerne og ikke mindst dypper dem i Vesterhavet.
Det var koldt, men ikke mere end jeg nød turen i vandkanten. Det var ikke mig, der fik våde bukser.
Ikke alene var der frokost, sand, vand og godt selskab. Jeg fik også fyldt på hylderne med sommertøj og sko, så nu er der vist bare at vente på, at sommeren kommer tilbage. Jeg er mere end klar. Vel nærmest utålmodig.
9 kommentarer
Peter
20. juli 2012 at 12:05Løkken er et dejligt sted at være tuist eller gæst. Nydelsen ved at smide sandalerne og gå ud og få dyppet tæerne, at få en is i molekioken, at nyde et godt måltid mad at opleve byens seværdigheder og aktiviteter for turister…Løkken er et besøg værd – enig.
Liselotte
4. juni 2012 at 08:44Det var da den dejligste søndag og vejret var i den grad med os. I dag er det gråt. Det er i orden :-)
hej
3. juni 2012 at 22:48hej
ja det er en meget smuk del af det land vi bor i. kan godt forståat du er vild med den og hvor meget mere kan perfekt søndag byde på end din….
Sussi
3. juni 2012 at 21:53Skønne skønne fotos, der giver sommerfornemmelser. Det lyder næsten utroligt, at I har siddet uden overtøj OG endda haft tæerne i strandvand! Det må have været skønt!
Her har jeg også været ude i det skønne, men kolde vejr – pakket ind i vinterfrakke og hue ;)
Sole
3. juni 2012 at 20:38Åh, hvor skønt….. Jeg har også noget med Løkken, men mest udenfor sæsonen, sådan som nu.
Anne Cathrine
3. juni 2012 at 20:20Uuf, det må være koldt! Men lyder som en dejlig søndagstur :-) Jeg har bare været hjemme hele dagen og set film – det var tiltrængt!
Anne-Mette/Hverdag på Æblelunden
3. juni 2012 at 20:17Absolut enig Løkken er Lykken.
Vi fandt desværre ingen læ der idag, så vores tur var kort. Vi nød istedet oplevelserne fra bilen.
Kh. Anne-Mette
Gitte
3. juni 2012 at 19:52Kan kun give dig ret, Løkken er lykken, tilbringer mange af mine weekender der i forået, og det bliver jeg aldrig træt af.
Marianne
3. juni 2012 at 19:34Lyder da bare som en superudflugt – kan vist ikke gøres bedre – heldige jer :)