Sommerferien nærmer sig. Måske ikke med hastige skridt, men lige pludselig er den her og så drager vi syd over, som vi plejer. Mor er hunde- og hussitter, som hun plejer. Alt er, som det plejer at være bortset fra, at hun ikke skal vande en million sommerblomster på terrassen i år. De er droppet. Jeg skal alligevel hive den terrasse op og gider ikke ærgre mig over, at blomsterne så skal enten afhændes eller i skammekrogen. Så hellere undvære og det lader sig sagtens gøre at nyde sol og udeliv uden blomsterende krukker, kan jeg konstatere. I grunden er haven så rigelig smuk og i virkeligheden nyder jeg den måske en smule mere, når jeg må nøjes.
Sommerferien i år er et kompromis indgået en aften i starten af april, da fødderne begyndte at brænde under os, fordi vi stadig ikke havde taget nogen beslutninger om noget som helst ferierelateret. Vi kunne ikke rigtigt bestemme os og måske gjorde de sidste par års oplevelser det mindre attraktivt at arrangere ferien for mig? Jeg tror det blokerede en smule, men det handlede også en del om, at ingen rigtigt var friske på en konkret udmelding, så jeg i det mindste kunne komme det geografiske lidt nærmere.
Til sidst traf jeg en beslutning. Vi skulle til Italien. Vi skulle af sted tre uger og vi skulle starte helt nede i hælen på Italien og arbejde os langsomt nordpå, hvor vi skulle ende ved Lago di Como, fordi jeg har en gammel drøm om at indlogere mig på et lille hotel helt nede ved vandet, hvor jeg skal sidde i solnedgangen og lade mig beruse af lige dele udsigt og blid og forførende Vino Rosso.
Troede jeg, for det viste sig jo, at det alligevel slet ikke var kompatibelt med de ønsker og præferencer, der alligevel eksisterede i min lille familie. Man skal bare trække en streg i sandet, så vælter de ud af deres flyverskjul og begynder at liste ønsker. At jeg da aldrig lærer det.
Så startede jeg forfra og om igen, for virkeligheden er jo, at lige pludselig rejser Kenneth og jeg alene og Oline gider ikke længere dele sine ferier med os, så jeg er villig til at gå temmelig langt, for at få chancen for endnu et par uger i hendes gode ferieselskab. Hun er en god rejsekammerat.
Oline kan ikke være væk i mere en to uger. Så var ferielængden på plads. Greg skal med. Så var antallet på plads. Oline ville til Den Franske Riviera. Så var destinationen på plads. Eller var den?
Jeg ville ikke give mig uden kamp, for jeg synes ærlig talt, at vi trænger til nye horisonter. Jeg er ikke træt af Provence og jeg er ikke træt af den franske riviera, men Italien lokkede og det var svært at skulle give slip på den drøm. Det var her kompromiset kom ind, for pludselig kunne vi alle få akkurat det, vi drømte om og endda uden at skulle udsættes for andet end velbehageligheder begge uger og sådan blev det.
Jeg fandt et meget billigt logi i Toscana. Vi skal bo langt ude på landet mellem Firenze og Siena. Helt derude, hvor ingen rigtige veje fører til. Vi skal bo for enden af en grusvej, inde i en skov og på et landbrug, som jeg ikke helt kender omfanget af. Jeg ved ikke, om de fortsat er aktive eller om de nu kun holder en hund, en høne og et par mus som selskab, men det finder vi jo ud af, når vi ankommer. Jeg er frisk på det hele.
I papirerne, vi har modtaget, står der, at værtsfamilien vil stå klar med en lille forfriskning, når vi ankommer og der står også, at vi skal køre forsigtigt det sidste stykke ned ad grusvejen. Jeg håber, at det er de stærke varer, der venter, hvis vi inden skal forcere en vej, der mest af alt minder om en samling månekratere, men aldrig tidligere er der kommet klager over vejens beskaffenhed, så jeg satser på, at det hele går i fineste stil og glæder mig bare til, at jeg skal helt ud i ingenting og sidde på terrassen og nyde min første uges ferie i dejligt selskab med et glas Brunello eller to.
Bagefter venter den franske riviera.
Fordi første uge er så billig, er der penge til at opfylde Olines absolutte forestilling om luksus, nemlig egen pool. Når den første uge er gået, pakker vi bilen og kører 600 kilometer nordvest, for at lande i bjergene inde bag Nice til endnu en uge med masser af sol, sommer og ikke mindst en luksus, vi ikke er vante med.
Vi plejer at bo meget beskedent, fordi vi som oftest er tilfredse med lidt, bare køkkenet og udefaciliteterne er i orden. Her får vi hele pakken og mere til. Det er luksus og vi glæder os naturligvis.
Sidste år prøvede vi at flytte efter en uge og vi opdagede, på trods af de lidt kedelige omstændigheder, at det var fint med et sceneskift. I år gør vi en dyd ud af det og snupper to meget forskellige oplevelser med hjem. Vi glæder os helt utroligt og jeg glæder mig over, at de unge mennesker vil rejse med os.
Husene er fundet på helt klassisk vis ved at gennemtrawle internettet. Er du frisk på at leje gennem engelske eller tyske udlejningsbureauer, finder du sagtens både dejlige og ofte også billige ferieboliger. Vi har størst erfaring med at leje af private, men vi har også lejet gennem bureauer ind imellem. Vi har gode erfaringer med at gøre det på den måde og kun Novasol har mere end én gang skuffet fælt på grund af deres manglende vilje til at hjælpe, når der har været brug for det.
Spørg lige om vi glæder os. Om vi gør!
27 kommentarer
Sidsel
4. juni 2012 at 16:27Har været på Øen Elba. Smuk, ikke overrendt uden for sæsonen. Men den er Italienernes sommersted…. Jeg købte den skønneste lerkrukke. Uha der var meget jeg gerne ville ha.
Italiensk, er jeg med på! Sproget er tilpas frækt. Men tror man kommer længere med spansk…. Men det er ikke det samme!!
Nyd det dernede og jeg er glad de unge vil med:-)
Liselotte
4. juni 2012 at 18:22Spansk er bare slet ikke det samme, Sidsel :-(
Måske Elba er sådan en efterårsferietur for kærester? Jeg synes, at det kunne lyde sådan :-)
Anita
4. juni 2012 at 10:22Det lyder så skønt.
Håber du kan hjælpe os med nogle links til de steder hvor i skal bo. Vi vil nemlig gerne prøve en sådan ferie næste år
God sommer
Anita
Liselotte
4. juni 2012 at 18:21Kære Anita, det kan jeg ikke hjælpe med. For det første af den indlysende årsag, at jeg ikke ved, om der er noget at anbefale, når jeg endnu ikke har været der og for det andet af den årsag, at jeg har rigtigt mange læsere og derfor ikke ville have noget sted at vende tilbage til, fordi det formentlig ville være booket af en af de læsere, som også gerne ville prøve stedet, inden jeg nåede til at genbestille.
Jeg giver gerne generelle råd omkring min måde at finde feriebolig på (som jeg skriver i indlægget, så er det ganske almindelig og tidskrævende gennemtrawling af internettet), men jeg deler altså ikke de små, dejlige oaser, jeg har brugt lang tid på at finde og gerne selv vil vende tilbage til. Det håber jeg, at du forstår :-)
Gitte
3. juni 2012 at 16:23Glæder mig også til en ferie i det italienske, bestemt et land man kan blive afhænig af. Tror i får en fantadtisk ferie.
Liselotte
3. juni 2012 at 19:13Det håber jeg virkelig, at vi gør, Gitte. Vi glæder os i hvert fald :-)
Tina - omme i London
3. juni 2012 at 01:03Her gaar aarets sommerferie ogsaa til Tuscana; det er foerste gang vi saetter fod i Italien, men jeg har en ide om at det ikke bliver den sdste. Ferie er altsaa noget af det bedste der findes. :)
Liselotte
3. juni 2012 at 09:27Jeg elsker Italien, Tina. Jeg håber, at du får det på samme måde. Det er et skønt land med de dejligste mennesker. Sproget er et kapitel for sig, men jeg elsker italiensk og gider jeg engang lære endnu et sprog, bliver det med sikkerhed italiensk, som gør mig glad i maven :-)
Yana
2. juni 2012 at 20:44Kære Liselotte, jeg kan KUN anbefale Toscana og Firenze. Jeg selv har boet i hjertet af Firenze i 3 år, og har aldrig, ALDRIG oplevet noget så fantastisk flot, velduftende af noget helt specielt, noget så smukt og så gammelt, noet så simpel og alligevel så utrolig indviklet end italiensk kultur, mad, natur og kunst, masser af kunst skal der også opleves i Firenze. Kan hjerteligt anbefale at, hvis i ender dernede, tager hen til et forsted af Firenze der hedder Fiesole, der kan man nyde flotteste udsigt over byen, men husk….for at det skal være helt romantisk og forførrende – tag der ved solnedgang og med en flaske rose vin og friske jordbær. Jeg loover, I glemmer det aldrig! :)
Liselotte
3. juni 2012 at 09:25Vi har været der før, Yana og vi er meget begejstrede, så vi glæder os bare voldsomt til gensynet. Jeg er dog ikke sikker på, at vi denne gang bruger tid på Firenze. Vi har kun en uge og vi trænger til stilhed og ingenting, så jeg tror, at vi prioriterer at få vist svigersønnen Pisa og så vil vi nok insistere på Siena, for det er nok yndlingsbyen, tror jeg :-)
Hege
2. juni 2012 at 20:10Jeg støtter Oline: Egen pool er et must! Vi har prøvd det, og det er helt utrolig deilig. Man kan bade før man legger seg midt på natten, om morgenen og når som helst. Om man ikke vil bevege seg ut av residensen, kan man bare bli der man er. Lykke til!
Liselotte
3. juni 2012 at 09:24Vi har også prøvet det nogle gange, Hege, men det er så frygteligt kostbart. De sidste år med Alexander var det en luksus, vi gerne betalte for, for vi havde så utrolig stor glæde af den pool. Han og Oline nød det i den grad, så det var aldrig til diskussion. Vi sparede bare op til det.
I år bliver det også til en luksusuge i det sydfranske og vi skal rigtigt nyde det. Jeg elsker at stå tidligt op og svømme, så jeg glæder mig allerede voldsomt :-)
Irene
2. juni 2012 at 19:55Det ser ud til at blive en skøn ferie – jeg er slet ikke misundelig:-) Synes det er en rigtig god kombination I har planlagt.
Liselotte
3. juni 2012 at 09:22Jeg tror, at det bliver en god kombination, Irene. Den vil give alle feriedeltagere mulighed for at læne sig tilbage og bare nyde :-)
Birgitte Christiansen
2. juni 2012 at 19:28Jeg er lige kommet hjem fra en skøn ferie i Toscana, hvor der var indlagt 4 dage på øen Elba. Og hvilken oplevelse! Den kan jeg virkelig anbefale jer at besøge. Der findes så mange smukke små byer, som oser af hygge, med gamle huse og masser af blomster. Ingen store hoteller eller reklameskilte, alt er meget rustikt.
Liselotte
3. juni 2012 at 09:21Vi har snakket om Elba, men det bliver vist ikke i denne omgang, Birgitte. Det er dejligt at høre, at du er begejstret for øen, for den er bestemt med på vores ønskeliste :-)
Jane D.
2. juni 2012 at 18:03Suk, suk, hvor de billeder vækker længsel efter Italien. Det er et skønt land. Frankrig har jeg stadig til gode. Jeg har kun været i Paris, men Provence står højt på min ønskeseddel for ferier.
Liselotte
3. juni 2012 at 09:20Jeg har været begge steder mange gange, men det er ved at være mange år siden vi sidst var i Italien, så det glæder jeg mig meget til, Jane. Frankrig kan anbefales. Der er fantastiske steder overalt i det store land og de er voldsomt forskellige, så der er basis for meget forskellige ferieoplevelser :-)
Jane D.
3. juni 2012 at 09:31Frankrig skal helt sikkert besøges. Lige nu er mit blik på Capri og Amalfikysten.
Liselotte
3. juni 2012 at 10:30Det lyder altså heller ikke skidt, Jane :-)
HanneM
2. juni 2012 at 17:51Det lyder som om I får en dejlig ferie skruet sammen. Kender I også til Airbnb-hjemmesiden? Den er rigtig god til at finde sjove private logier rundt omkring i verden. Jeg ved faktisk ikke om man kan komme så langt ud på landet, som I gerne vil – for jeg har kun kigget sultent på storbyferierne (og bruger denne sommer i både Paris og Berlin)
God sommer!
Liselotte
3. juni 2012 at 09:19Jeg kendte ikke den side, Hanne, så tusinde tak for tippet. Den ser ud til at være genial til specielt storbyferierne, som vi også holder meget af .-)
Birgitte
2. juni 2012 at 15:22Ih, det lyder skønt. Jeg var ellers også vild med din første idé – den vil jeg gerne prøve engang…
Liselotte
2. juni 2012 at 15:33Ideen om turen op gennem Italien er skam gemt. En skønne dag kan Kenneth og jeg gøre, som vi har lyst til. Så står Italien for tur, er jeg sikker på. Vi er begge vilde med landet, men har altså fået lavet en frankofil datter, så det… ;-)
Gitte J
4. juni 2012 at 09:40Hej Liselotte, jeg kunne ikke lade være med at grine da jeg læste din kommentar. Vi har to af slagsen, her i huset, selv om den ene er flyttet hjemmefra. Men det er nu dejligt, de gerne vil med endnu.
Ønsker jer en rigtig god ferie
Rikkeprikke
2. juni 2012 at 14:30Det lyder som den dejligste ferie. Jeg ville ønske, jeg havde mere mod på køreferie, men der er jeg slet ikke endnu, og min ryg er heller ikke villig.
Jeg har desværre heller ikke de bedste erfaringer med Novasol, jeg har kun brugt dem en enkelt gang, men mere skal der jo heller ikke til, når det ikke gik som forventet, før man går i en lang bue udenom.
Jeg håber, I får en rigtig dejlig tur, og ja pludselig er det nu :)
Liselotte
2. juni 2012 at 15:32Man skal være vild med køreferie, for at tage på disse ture, men det er vi jo herhjemme. Vi elsker dem :-)
Jeg håber, at din ryg retter sig :-)