Gråt er yndlingen og aldeles ikke kedeligt skulle det vise sig. Heldigvis.

Solen skinner fortsat udenfor mine vinduer. Det giver skønt lys indenfor, selvom den slags har lang vej ind i et lavloftet bondehus med buede ruder. Det kommer alligevel ind og efter køkken og stue blev åbnet op og alting fik en omgang af den hvide pensel, er der lysere end nogensinde før og jeg nyder det.

Denne formiddag havnede jeg – og det var sådan helt tilfældigt, bilder jeg mig ind, selvom både lydbog og strikketøj tilfældigvis var lige indenfor rækkevidde – ved langbordet med kig ud på gårdspladsen. Jeg havde udsigt til Kenneth, der slæber endnu en omgang garn indenfor. Garn stablet til taget og afleveret af en af vores utroligt flinke fragtmænd denne morgen. Kenneth er en flittig mand. Det er jeg ikke, som du nok kan se.

Kenneth kom indenfor og kommenterede lidt på mit strik. Sådan noget med, at han syntes, at det så ud til at blive vellykket. Så blev jeg sådan lidt i tvivl, for det er jo det strikstof jeg er gjort af for øjeblikket, men det tog ikke lang tid at flytte over på ekstra wirer og få smidt skidtet over hovedet, for jeg strikker oppefra og ned og ideen er en helt igennem simpel raglan med kort ærme og tiltænkt den hede sommer, som helt sikkert ligger og venter på os alle.

Tænk; han havde ret! Den bliver helt igennem fantastisk og farven er bare lige præcis mig. Det vidste jeg selvfølgelig godt, men det er nu rart at få det manifesteret i et spejlbillede, som viser en smuk begyndelse på en ide, jeg lykkes med. Hurra! Så fik jeg igen blod på tanden. Og vand i fad, så fødderne kunne få den kærlighed, de fortjener. Imens strikkede jeg. Rundt og rundt. Det er da til at finde ud af.

Nu er fødderne cremeindsmurte og klar til, at Olines neglesalon åbner igen. Måske jeg ender med kors, bånd og stjerner på? Fantasien fejler i hvert fald ikke noget hos negledekoratøren.

Om lidt kommer Sole forbi. Det skal blive godt. Og mine fødder er rene ;-)

PS – jeg strikker i Kenneths italienske Hør/Bomuld.