9

Rig kan også være en stak rabarber, mandler og en rest marcipan

Det blæser helt i skoven i dag. Vildere end vildt eller måske jeg overdriver, men det blæser i hvert fald så meget, at jeg ikke orker være derude særligt lang tid.

Alligevel kunne jeg ikke undvære rundturen, selvom den er ved at gøre mig i mindre godt humør, end jeg er vant til. Det er virkelig det forsømte forår, vi er ved at komme gennem herhjemme. Vejret i kombination med det at være selvstændig, har ikke gjort noget godt for vores projekter. Hver gang der har været vejr til udeliv, har vi været nødt til at arbejde i Kenneths butik. Hver gang vi har kunnet holde fri fra butikken, har vejret slet ikke været venligsindet og derfor hænger alting. Til gengæld venter det jo, til vi har tid. Engang.

Planterne er ligeglade med, at vi forsømmer. De gror. Venligt insisterende gror de. Så finder jeg miraklet i en mælkebøtte, for de er der jo; miraklerne.

Ved siden af mælkebøtten vokser rabarberne. Vildt. Voldsomt. Anarkistisk.

Jeg elsker dem!

De venter altid på mig. De hilser mig velkommen på mine tidligste forårsture. Så gror de. Frister. Til sidst er det tid og jeg høster bundter af dem. Nogle forvandler jeg til her og nu kager, tærter eller saft. Andre fryser jeg ned til vintermåneder så grå og triste, at rabarber fra haven gør hele forskellen.

I dag forvandler jeg til tærte med hvid chokolade, mandler og marcipan. Mums, tror jeg…

 

Om et øjeblik skal den ud af ovnen. Her dufter lifligt. Og vi har Ben & Jerry i fryseren. Say no more…

Du vil sikkert også kunne lide