Her kommer mutter med kost og spand

Heidi forærede mig to spæde chiliplanter, da de var på besøg for efterhånden længe siden. Hun vidste, at jeg ikke har plads til mere end to, men mindre kunne heller ikke gøre det efter hendes mening, så to blev det.

De har stået i min vindueskarm og jeg har passet dem med stor fornøjelse. Jeg har holdt øje med, at de trives. Jeg har vandet lige akkurat tilpas, mens jeg har ventet på, at de skulle gro til en størrelse, så de kunne tåle at blive ompottet. Imens er der gjort rent omkring dem, sådan som det sker i de fleste husholdninger. Støv skal fjernes ind imellem. Der skal støvsuges. Grundigt.

Så var der den dag, da jeg blev rigtig grundig og lige ville fjerne et spind i vindueskarmen. I løbet af et sekund eller to, havde jeg forrettet massiv overgreb på den ene chili og det endda i en meget ung alder. Den stod tilbage helt nøgen og forsvarsløs uden andet end stænglen og nogle meget sørgelige rester, hvor bladene skulle have været og jeg stod forfærdet tilbage. I baggrunden kunne jeg høre Kenneth være ved at trimle ned af stolen af grin, men jeg var helt ulykkelig og på trods af dens noget sølle udseende, nægtede jeg at skille mig af med den.

Nogen gange belønnes tålmodighed og troen på, at alting kan lykkes. Jeg kan da sagtens se, at der er højde- og drøjdeforskel på de to planter, men det gør ingenting. Den overlevede min hårdhændede behandling og jeg er sikker på, at den nok skal vokse sig stor og stærk i løbet af et øjeblik eller to, nu hvor den har fået plads at gro på. Om ikke andet har den da noget at leve op til, når den ser på naboen, som undgik mig. Det heldige asen.