8

Sild er forår og forår er sild

Jeg havde et ærinde på nordsiden af Limfjorden. Lige akkurat. Derfor parkerede jeg nedenunder Limfjordsbroen, hvor udsigten er forrygende på en dag med god tid. Det havde jeg ikke, så jeg nøjedes med at parkere og vente med at nyde, til jeg kom retur og kunne tillade mig en pause på et par minutter, inden jeg måtte videre med dagens dont.

Der var andre, som havde bedre tid til pause. Oppe på broen stod de og nød udsigten og iagttog de ivrige fritidsfiskere, som hiver sild i land, som Aalborgs samlede kattebestand kunne blive mætte mere end én gang.

Solen skinnede og vejret var bare helt igennem vidunderligt. På sydsiden lå og sad mennesker i stort tal med næserne vendt mod solen. På nordsiden stod de tæt med fiskestængerne og ikke uden grund.

De fem minutter jeg tilbragte på kajkanten var tiltrængte og gjorde godt. Da jeg returnerede til bilen, var jeg stadig brugt, men havde fået samlet energi til dagens sidste møde, men efter det var der heller ikke mere tilbage at give af. Klokken 22 sov jeg. Et sølle skrog. Nu veludhvilet, om jeg må bede.

Må tirsdag yde dig retfærdighed :-)

Du vil sikkert også kunne lide