17

Perler for svin eller hvordan tiden skal gå med noget

Måske er du helt og aldeles færdig med og forbi, men jeg er stadig vild med de smukke keramikkugler i forskellige farver. Jeg har en stak, som landede herhjemme for snart lang tid siden.

Jeg har en snor med yndlinge. En samling af laks/koral i forskellige nuancer og med selskab af en kold grå. Den kæde er flittigt brugt, mens de andre, smukke farver er blevet lidt forfordelt og derfor har levet et hengemt liv på opslagstavlen, hvor de ellers hænger for netop at være tilgængelige. Koral sammen med alt mit sorte har gjort mig i godt humør, men alting må have en ende og nu skal der andre boller på den suppe, for i virkeligheden er der mange, smukke muligheder.

Forleden faldt jeg over noget vokset snor i Netto. Næsten gratis og i de fineste farver. Med hjem måtte det. Otte forskellige farver blev det til. Nok til at skabe nyt og sjovt, så det er ideen og nu skifter jeg den tunge, ikke sommerlige lædersnøre ud med noget kulørt sommersorbet.

Keramiksjov med nyt snoretræk om et øjeblik…

Nu skal der bare vælges, sorteres, klippes, bindes og bæres. Lilla og gult, pink og gult, grønt og lyserødt og så videre. Mulighederne er utallige og jeg er sikker på, at det meste ender lykkeligt.

Jeg elsker at lege med farver og jeg kan lige finde energien til det her, for der er altså ikke meget af den i disse dage. Jeg glæder mig voldsomt til weekenden. Den er velkommen og jeg trænger. Det er hårdt at være midt i livet lige nu og der er ikke meget andet at gøre end hænge i. Om lidt er der smult vand igen og inden jeg får set mig om, er det tid for sommerferie.

Ha! Hvor ynkelig er man lige, når man allerede nu spejder så langt ud i horisonten, men sådan er det altså bare. Jeg trænger og jeg finder energi ved at tage kikkerten og få øje på, at der venter nogle uger forude med ingenting og dem jeg elsker lige omkring mig. Forventningens glæde er den største.

Mens jeg venter, trækker jeg lige nogle perler på snor. Du må godt afbryde mig :-)

Du vil sikkert også kunne lide