Det er ikke forårsvejr vi har i Nordjylland i disse dage. Det er gråt og vådt, men ikke desto mindre er der grøde derude. Håb forude. Potentiale. Muligt forår. Løfter om noget, der er større end os selv. Og abrikoser.
Jeg husker pludselig, at et sammenfald af forskellige ting har gjort, at vi endnu ikke har været i haven denne sæson. Terrassen ligner en ulykke og den bil, der havde træk og derfor kunne fragte til lossepladsen er solgt og lever nu sit nye, eksotiske liv i hovedstaden. Godt er det. Den vil gøre god gavn i en travl, lille børnefamilie, som ikke kører som en nybagt kørekortindehaver af hankøn og ikke ældre end han stadig er våd bag ørerne, som visse medlemmer af denne familie ellers gør.
Det bliver en udfordring og måske en lånebil med træk, der skal redde foråret og sommeren herhjemme.
Vi er bagefter. Dømt ude for nøl. Måske vi ender med at indhente, men ellers er det bare sådan. Vi har travlt. Hver eneste dag. Tingene bliver løst i det tempo, der er gennemførligt. Det er ikke, som det plejer. Det er, som det er. Vi gør det, så godt vi kan. Ingenting løber sin vej, men alting venter, til vi finder tiden. Så går det nok, tænker jeg, mens jeg kigger sukkende på den gårdsplads, som trænger til en kærlig hånd og et par krukker med forår.
Måske vi når det snart. Måske. Ellers klarer vi os uden til lavendlerne blomstrer og stokroserne gemmer det meste.
Solen skinner alligevel ikke. Lige nu er der dage med gråvejr og regn. Regn er godt for potentielle abrikoser og travle sjæle, så vi siger velkommen.
Må din tirsdag blive tilpas våd :-)
14 kommentarer
Liselotte
25. april 2012 at 15:08Med lidt ekstern hjælp er terrassen nu næsten tom og klar til at blive fornyet. Nu må vi så se, hvornår tiden bliver til det og ellers må vi vel bare væbne os med tålmod og en ordentlig stak blomster til at skjule det meste ;-)
Stella Dea
24. april 2012 at 22:35Hej Liselotte. Vil bare fortælle at min lille Latte/Solskin nu(endelig) er færdig.http://engle-gaarden.blogspot......lskin.html Tak for god og brugbar opskrift.
KirstenK
24. april 2012 at 19:59Forår er det ikke heller i himmerland….Her er vi også uhjælpelig bagefter hvad angår havefronten…men det bliver sikkert forår alligevel, og mon ikke det forsømte indhentes alligevel?
Lisbeth
24. april 2012 at 18:32Selv en lille mælkebøtte og en gang skvalderkål har jo smukke blomster ;o)
Hilsner fra Lisbeth, anlægsgartneren uden forårsstress…
Sidsel
24. april 2012 at 14:50Alting ordner sig. Må også blive mit motto! I stedet for at drøne rundt og glemme at nyde. Nyde ukrudtet som også har smukke farver og er gratis. På Læsø er der sol og lunt. På vej hjem igen. Har lige fået is på lager:-)
Livet er jo rart selv om vi ikke når de der krukker. :-) flot abrikos du har.
Teresa
24. april 2012 at 13:56Dejlige billeder. Lige hvad jeg havde brug for på en overskyet tirsdag
Marianne
24. april 2012 at 11:48Du er jo en problemløser Liselotte, -jeg er sikker på at det ordner seg!
Men nå må det snart bli vårvær igjen så vi kan nyte utendørstilværelsen.
Therese
24. april 2012 at 10:59Havde vi boet tættere på hinanden, havde jeg glædeligt kommet forbi med det røde lyn, og nydt en kop kaffe i dit køkken, mens der blev knoklet. Tihi :-)
Rigtig god tirsdag, til dig.
Trillemor
24. april 2012 at 10:24Heldigvis kan man da så glæde sig over at der faktisk heller ikke er vejr til at sidde og nyde krukkerne med forår endnu, vi har heller ikke plantet til endnu, jeg synes det er for koldt og så længe der trues med nattefrost er det faktsik også lidt en skam, hvis de smukke krukker svides af frosten – jo jo du kan nok høre jeg har masser af undskyldninger for at være bagud. Men mon ikke der en gang bliver lidt tid:-)
Hanne P.
24. april 2012 at 10:21Selv om I ikke har nået noget i haven, har I de smukkeste abrikosblomster. Fyd dig over dem. Det andet kommer og foråret er i sin spæde start.
Ellen Lund
24. april 2012 at 08:45Du er ikke alene. Her er græsset klippet første gang i søndags. Det er indtil videre hvad der er gjort ved haven her, men det kommer forhåbentlig i løbet af denne og næste uge. Bare vejret vil være med. God dag.
FRØKEN LARSEN I/S
24. april 2012 at 08:38Det gør det jo Liselotte, går alligevel….Jeg – om nogen – ved det af lystig erfaring og det er ufatteligt, hvad man kan vænne sine øjne til at se. Det er vel ikke så skidt ??
Vejret……..hmmm, her på Sjælland skinner solen, i hvert fald lige her i det vestlige. Måske er det fordi, jeg har fødselsdag. Jeg tror det. ;0)
Kh. Lene.
Randi
24. april 2012 at 07:51Her er forårsarbejdet udendørs heller ikke rigtig kommet så godt fra start :-)
Alligevel kan det ikke skjules, at foråret er her – og det er smukt, uanset hvad vi mennesker så gør eller ikke får gjort. Det vigtigste er at nyde det!
Liselotte
24. april 2012 at 07:56Jeg tror, at det må blive min leveregel også, Randi – at det er smukt, uanset hvad vi mennesker gør eller ikke får gjort :-)
Jeg er sikker på, at det hele går uanset ;-)