– at hun er min til låns lidt endnu og halvt mig, for det er eddermugme ikke til at få øje på udenpå. Måske indeni og humoren deler vi, ligesom jeg bilder mig ind, at vi har andre ting til fælles, men ikke udenpå, hvor hun bare er en klon af sin far. Ham kan jeg jo ret godt lide, så det er kun dejligt og jeg klager ikke.
Om et øjeblik er hun i gang med at snige sig til en øvelse i at flytte hjemmefra. Om to øjeblikke er hun i gang med at snige sig til mine bilnøgler. Om tre øjeblikke gider hun sikkert aldrig mere holde sommerferie med os. Om fire øjeblikke er hun væk og kun hjemme, når det passer i hendes kram og om fem øjeblikke er mine kram reduceret til ingen, men mit vasketøj lige akkurat det samme.
Om seks øjeblikke har jeg vænnet mig.
Lige nu trækker jeg ALT, hvad der kan trækkes af nydelse, nærvær og grin ud af hende. Lige nu, hvor hun stadig er min. Til låns. Lidt endnu.
43 kommentarer
Anette
19. april 2012 at 08:12Tak fordi du deler de mest fantastiske ord, der beskriver den store kærlighed du føler til din datter og mand.
Min gåsehud varer lidt endnu :-)
Liselotte
19. april 2012 at 07:48Jeg er sikker på, at jeg vænner mig og allerede nu har jeg ind imellem en chance for at prøve hvor dejligt det også er, når hun er ude og vi bare er to :-)
En ny tid venter forude. Jeg er sikker på, at jeg lige skal sluge en tåre eller to, når det bliver alvor, men jeg er også sikker på, at jeg finder mig til rette i det “nye liv”, for jeg har altid holdt af at vi mennesker flytter os og skifter rammer/betingelser, efterhånden som tiden går og forskellige ting i vores liv skifter retning. Det er også godt, tror jeg. Jeg er frisk :-)
Fordi jeg ved, at det er en stakket frist i disse år, nyder jeg bare ekstra :-)
Alice
18. april 2012 at 20:33Skønne billeder af en dejlig krøltop:) Så må du koncentrere dig om Oskar til den tid:)
Bebiane
18. april 2012 at 17:35Hun vil jo altid være din datter…..det kan en flytning ikke lave om på :-)
Anna
18. april 2012 at 16:53Du har bare den skønneste datter! Du rammer bare så meget plet med dit indlæg. Min ældste er 14, men jeg synes, at jeg lige har fået ham. Der gælder om at nyde i fulde drag. Jeg synes jo også lige, at jeg har født ham, men når jeg kigger på en 178 cm høj dreng/ung mand foran mig, så kan jeg jo godt se, at det alligevel er længe siden. Det er det mærkelige med tiden…..
Gitte
18. april 2012 at 16:18Pyha jeg kan få helt ondt i maven over at tænke på, at den dag kommer, men det skyldes nok at mine drenge kun er 8 og 10, og forhåbenlig vænner man sig til tanken som årene passerer. Jeg håber, at jeg er en af de mødre som kan give slip, lade dem leve deres eget liv, uden at jeg skal blande mig alt for meget, men måske bare bevare en kærlig nysgerighed, jeg håber…
Eva_O
18. april 2012 at 15:04Vi har to som er fløjet af reden og jeg synes faktisk ikke det er slemt. Jeg elsker vores børn over alt på jorden, men på et eller andet tidspunkt var det bare helt naturligt at de rykkede ud af barndomshjemmet. Når de nu kommer på besøg, så kommer de af lyst – og de har heldigvis tit lyst. DET er rigtig dejligt… :-) Lysten til at komme med på ferie vender forøvrigt også tilbage igen… :-)
Trillemor
18. april 2012 at 12:07Er der ikke lidt af krøllerne, der er efter dig? :-) Så dejligt at få muligheden for at låne så skønne unger. I grunden skal vi vel glæde os over at de kan og vil – det må absolut være et succeskriterie for os som forældre, også selv om det uden tvivl bliver svært, når vi ikke mere ser dem dagligt – eller næsten.
Johanne
18. april 2012 at 07:55Jeg er et helt andet sted, har en på 2 år og en på 7 måneder, og i de hårdeste øjeblikke drømmer jeg om den dag, for så kan jeg sove… :-)
Lise
18. april 2012 at 07:10Det rammer plet dit indlæg.
Her er sønnen snart 17 år og det er bare drønsvært indimellem, ligesom det er fantastisk.
Nyder virkelig når vi gør ting sammen, en tur i biffen fordi vi begge har lyst til at være sammen – og opleve sammen.
Han ligner mig præcis så lidt udenpå som Oline ligner dig ;0)
GitteSP
18. april 2012 at 06:39Du har helt ret – og har fat i den rigtige indstilling. NYYYYYD!
Mine er 23 og 25, jeg savner, jeg glæder, jeg stoltes, jeg fyldtes med kærlighed – og jeg nyder at have dem hos mig, i de stunder der er plads til mig i deres liv. Når de har det godt, har jeg det godt.
Rigtig god nydningsonsdag.
Sole
18. april 2012 at 02:21Det ER en kæmpeomvæltning, når “ungen” flyver fra reden. Sådan som du altid beskriver Oline, så er jeg sikker på, at I har gjort det så godt, at hun er helt parat, når hun vælger at slå vingerne ud. Og DET er bare det vigtigste, synes jeg. Så kan vi klare alt som forældre. Når bare vi VED, at de klarer sig, og når bare DE ved, at vi er der, når de får brug for os. For det gør de som regel på et eller andet tidspunkt. Men nogle af øjeblikkene kan godt være meget, meget lange ;-) Men når jeg skal være helt ærlig, så nød jeg at blive “alene”. Jeg havde stadig masser af de dejlige stunder sammen med sønnen, når han kom hjem enten alene eller med et par kammerater. Det var skønne tider!!!!
Marianne Bentzen
17. april 2012 at 23:24Jeg husker alle de 4 gange mine 4 børn har forladt – det var forfærdeligt – men det er gået meget bedre end jeg havde frygtet, nu prøver jeg at trøste mine børn, når deres børn flyver fra reden.
Kh Marianne
Sidsel
17. april 2012 at 22:52Oh yes. Det er hårdt. Hun ligner da farmand:-) men hun har morens sind:-)) hun har fået så meget. Jeg ved at mange ting smerter, men at Oline fik ALT med. Tænk hvilke menneskelige egenskaber hun får med.
Jeg flyttede fra mine børn for 2 mdr siden. Jamen det er MEGA hårdt. Ville bare ønske de var så små, at de puttes i en tændstiksæske og være i min lomme. Åh ha Liselotte… Det er er svært:-)
Ina
17. april 2012 at 22:52vildt lækre briller! :)
lise
17. april 2012 at 22:45Og husk så lige at en dag….så sker det mest vidunderlige,du kan forestille dig…..børnebørnenes knus og kram…..jeg ved det for, jeg har 4 af slagsen,og de er vores helt store lykke :-)
Susanne
17. april 2012 at 21:55Glæd dig også til, når hun kommer tilbage igen med sine egne børn og du bliver den fantastiske mormor, som jeg er sikker på du bliver. Jeg er selv farmor til 2 og selv om det er hårdt når ens børn flytter hjemmefra, så er der så meget andet efterfølgende at glæde sig over. Hver tid sin glæde.
Gitte J
17. april 2012 at 21:38Ja, hun skal nydes så længe det kan lade sig gøre. Jeg gør det samme i vores lille hjem, ældste er flyttet og nu venter der nok snart eller længere tid at yngste flytter.
God nydelse til dig og dine :-)
Lotte
17. april 2012 at 21:31Selvfølgelig vænner du dig til det, og det endda i en grad, at når elskeungen så flytter hjem igen for en stund, fordi hun f.eks skal sætte sin splinternye lejlighed i stand, eller bare skal crache en weekend i din sofa med dit ynglingsglas eller din parfume på, eller insisterer på at holde sin fødselsdag for 15 hos dig (for dine penge naturligvis) så ønsker du at hun render fra huse igen. Og kommer tilbage OG går igen.
Og en eller anden dag, så forsøger du også at overbevise hende om, at det faktisk er rimeligt, at hun betaler sin egen disel, når hun starter din bil, ja ikke at hun hører efter..men…
Du vænner dig, og du kan slet ikke gennemskue nu hvor meget ;-)
Og det er faktisk ikke så ringe, det er bare et nyt stadium på livets vej.
Susan
17. april 2012 at 21:10Ja det er bare med at nyde og minde sig selv om at nyde når de er krævende og uorganiserede og bare som teenagere nu er. For det går bare et øjeblik så er de væk. Jeg har min datter hjemme 3 år og en sommer endnu, så er hun væk på College. Og om halvandet år kører hun sig selv rundt til al ting, så er det slut med de hyggelige snakke på vej hjem fra et eller andet enten bare os to eller med bilen fuld af dejlige sjove teenagere.
Tak for at minde mig om at nyde hende hvert eneste sekund :-)
Lene
17. april 2012 at 21:03Du har en skøn datter, og jeg nyder din tekst om hende, for der skal nydes nu og når “den anden ungdom” sætter ind ;-)
Anette Andersen
17. april 2012 at 20:58Nyd hende – men glæd dig også til det helt særlige forhold der udvikles mellem jer når hun er flyttet hjemmefra. Det er helt fantastisk at være sammen og høre om hvordan ens barn har et selvstændigt li , som man kun har sporadisk adgang til.
Bedste hilsener
Anette
Aud Marit Jonasdotter Skjær
17. april 2012 at 20:22Hvilke nydelige brune øyne!
Irene
17. april 2012 at 20:07Hun er skøn – så nyd det alt det du kan. Jeg savnede min yngste forfærdeligt, da han flyttede hjemmefra, men jeg kan jo se nu, at han har det godt, så det er som det skal være.
Pernille
17. april 2012 at 20:03Det er så vigtigt at huske at nyde, for pludselig er de væk og i gang med noget helt andet :)
Lisbeth K
17. april 2012 at 20:02Hun er skøn din datter, helt sin egen og hvilende i sig selv.
Jeg har også en lånesag gående løs, lige fyldt 18 og på vippen til 1,2,3,4,5 og 6. Jeg nyyyyyder alt hvad jeg kan, de dage hvor der er puslen, grin, rumsteren og liv. Hverdagen når den er bedst, lige her og nu <3
Selvfølgelig bærer vingerne når de skal – måske jeg bare et ganske lille øjeblik skal låne en krykke ….
Lotte
17. april 2012 at 19:50Wauw nogen øjne den pige har!! Udover at skulle vænne jer til tanken om, at hun lige pludselig er ude af huset, men I skal vist også overveje hvordan I holder drengene på afstand!! De står vel i kø hen ad gaden allerede? :O)
Måske et jagttegn og en skyd-bang-ting, var en løsning??
Vi giver vores børn vinger og håber at de kan bære..
Lotte :O)
yt
17. april 2012 at 19:11Der er lige smutte en fra huse her ;)
Bare rolig det er ikke så slemt, man bliver skisme en smugle stolt over dem, over de har mod og tør og at de jo godt kan klare sig selv,med lidt støtte.
Stolt over at have været med til at forme dem som de mennesker vi elsker.
Så der nye tider på vej for jer, nyd det.
Yt
Liselotte
17. april 2012 at 19:13Det er jo sådan, yt. De skal da ud og prøve, om vingerne bærer og det er godt og rigtigt, så det er heller ikke på en gennemgribende sørgmodig måde, jeg tænker på fremtiden. Mere sådan en “hov, om et øjeblik starter et nyt kapitel og jeg skal lige huske at nyde dette, inden det er forbi” :-)
Dana
17. april 2012 at 19:07Jo,. vel vænner man sig til det.
Man vænner sig i en grad så det er helt euforisk, når mellemste kommer myldrende på besøg med kæreste, kattehistorier og planer om at flytte fra Nordvest til noget med have og luft omkring.
Man vænner sig i en grad så det nærmest er belastende, når den ældste flytter ind på sofaen “for en kort bemærkning” og har forbandet svært ved at komme videre i eget liv.
Man vænner sig. Savnet går også over. Det bliver til stolthed over den der mirakuløse voksne, der er kommet ud af indsatsen.
I alt fald hvis man huskede at klippe navlestrengen over på et tidspunkt. Jeg har egenhændigt klippet ved alle tre fødsler for at minde mig selv om det. Sådan rent fysisk.
Liselotte
17. april 2012 at 19:11Du har ret, Dana, vi skal huske at klippe navlestrengen. Det har jeg gjort og jeg håber også, at jeg vil vende mig om en skønne dag, kigge i retning af hende Oline og tænke, at det gjorde vi da meget godt… mens jeg nyder, at vi nu bare er os og er fri til at gøre, som vi synes :-)
Dana
17. april 2012 at 19:24Det er jo ikke kun det med navlestrengen – jeg synes mere og mere jeg støder på noget vi burde have lært af.
Der er (stadig) alt for mange kvinder på vores fornuftige alder, der binder alt for meget af deres identitet op på moderrollen. Og jeg forstår det virkelig ikke! Vi så allesammen adskillige af vore kammeraters mødre gå helt i stykker når ungerne flyttede hjemmefra. Som kunne sidde og synge lange klagesange over hvad de nu skulle stille op med sig selv, når der ikke var børn i huset mere. Som blev direkte omklamrende, når de besøgte deres afkom i det nye kollegieværelse eller det nye parforhold. Som gik fuldstændig i spåner over selv de mest velordnede kollektiver, fordi der ikke var noget de kunne kultivere “mors skyldfølesesretorik” over – det lå alt for langt uden for referencerammen.
Eller var det kun mig, der lagde mærke til det og besluttede, at sådan skulle mit liv efter børn ikke være?
Katrine
17. april 2012 at 19:01Uh ha, jeg øver mig også. På forskellige måder. Den ene har været på efterskole og bor både her og hos sin far, så der har jeg prøvet dobbelt op. Den unge dame her er på efterskole lige nu, og det bliver værre. Men jeg øver mig, tænker på, hvordan det mon vil blive, og kniber så en stille tåre i ny og næ, fordi jeg bliver helt desperat, vemodig og trist ved tanken om, at de lige lidt (eller om lidt længere tid) pakker deres ting for good og forlader hjemmet.
Men samtidig ved jeg, at man aldrig kan forberede sig rigtigt på det øjeblik. Lige så lidt som man kan forberede sig på de andre stød, som livet tildeler os. De svære af dem især. Så jeg nyder tiden. I fulde drag og glæder mig hver evigt eneste øjeblik, hvor de har lyst til at tilbringe dem med os herhjemme.
Og tak for ord, som satte tanker i gang. :-)
Liselotte
17. april 2012 at 19:10Jeg prøver at vænne mig til tanken og vi nyder faktisk de dage, hvor Oline er ude ved kæresten, men for søren… det bliver bare SÅ stille :-)
Estermarie
17. april 2012 at 18:58Om 7 øjeblikke finder du ud af at du ALDRIG vænner dig til det.
Liselotte
17. april 2012 at 19:09Jeg håber, at jeg sagtens vænner mig og lærer at nyde også den del af livet, Estermarie. Savn vil man nok altid have, men mon ikke det går? Jeg håber det :-)
Mette
17. april 2012 at 18:37Det lyder forfærdelig bekendt… min lånesag blev lige akkurat “voksen” i forgårs og jeg forventer også både øjeblik 1, 2, 3, 4 og 5 komme før end jeg aner.
Men det er altsammen okay…
Liselotte
17. april 2012 at 18:51Ja, hjertelig tillykke med hende, Mette – og det er jo okay, men det er altså også barske løjer og der bliver sørensjaskemig stille den dag de forlader reden :-)
Tante T
17. april 2012 at 18:36For filan, dine ord rammer plet i mit moderhjerte. Vi fik tre skønne unger på tre skønne år, og lige om snart starter efterskoletiden for flokken.
Følelsen jeg har for tiden, er at de kære, smukke unge mennesker, er som sand i hænder, – man forsøger at få noget til at vare ved, men snart er de væk.
Og der er jo sundt nok, jeg ved det. Men lige nu skal nydes… ♥
Liselotte
17. april 2012 at 18:50Der skal nydes og alt skal trækkes i langdrag for om et øjeblik… :-)
Erika
17. april 2012 at 18:35Uh, som jeg forstår dig.
Jeg øver mig for tiden, fordi min ældste datter er på efterskole, men jeg savner hende så eftertrykkeligt, at man tror, det er løgn. Her godt hen på skoleåret, kan jeg stadigt ikke sige farvel søndag aften, uden at få et stik i hjertet og en lille tåre i øjenkrogen.
Så jeg nyder også hvert eneste sekund, jeg får, og ligesom dig skal jeg nok vænne mig til det, når de folder vingerne ud og sætter fra. Men tid tager det.
Liselotte
17. april 2012 at 18:49Ja, det tager altså tid. Her tager det ekstra tid, tror jeg, for her bliver stille og for hver gang hun bevæger sig længere ud i hjertet, konfronteres jeg med vores tab af Alexander. Det hænger sammen for mig. Barske løjer… men sundt og godt og helt, som det skal være :-)
Erika
17. april 2012 at 19:52Det forstår jeg godt, altså at det hænger sammen. Knus herfra