19

Badebyer på stribe

Vi hentede mor i går og besluttede at i stedet for at jage til verdens ende, ville vi lade hende bestemme, så det blev i første omgang Løkken, vi besøgte. Det var hyggeligt og vejret var med os. Blå himmel og det dejligste solskin. Vi slentrede langsomt gennem byen og nød, at der var læ de fleste steder.

Mor kiggede med undren på dele af byen, for det er flere år siden, hun har været der sidst. Der sker noget hver eneste sæson, så der var meget, hun ikke kunne genkende. Sådan er det med badebyer. De skifter udseende konstant og der er livlig udskiftning på erhvervssiden. Gamle butikker, restauranter og diskoteker lukker, men i samme nu dukker andre og nye op. Sommerbyer karakteriseres vel næsten ved, at der er den massive udskiftning og det er også en del af charmen for mig, som er en hyppig gæst i byen, men måske de fastboende mener det anderledes.

Vi kiggede lidt på butikker, sprang over det meste og snakkede om, at vi vist snart skulle have en tår kaffe. Vi fandt ingen steder at gøre holdt og pludselig var vi retur ved bilen, men det gjorde ingenting. Der er andre fisk i havet.

Efter Løkken kørte vi endnu et stykke nordpå og endte i Lønstrup, hvor vi indtog eftermiddagskaffen i en skøn solstribe, mens vi nød at huske, at foråret venter lige om hjørnet.

Der var æbletærte til. En underlig variant, hvis jeg må være så fri. Lavet med lagkagebunde, tror jeg? Og chokoladesovs? Ikke meget traditionel æbletærte dér, men kaffen smagte skønt og selskabet var jo i top, så ingen klager her fra.

Hjemturen foregik i adstadigt tempo ad landevejen og jeg havde fået stillet den værste udlængsel, så jeg var klar til den hverdag, jeg tager hul på om et øjeblik.

Du vil sikkert også kunne lide