19

Man må indrette sig…

Inden jeg egentlig havde erkendt til fulde, hvor ringe jeg havde det, nåede jeg at røre en dej sammen til gode, solide påskebrød. Ost og pølse står og venter, så det er ikke for tidligt at sørge for, at det får ben at gå på. Derfor morgenens aktivitet, som nu hænger mig langt ud ad halsen, fordi mit hoved ikke har det allerbedst og alting sejler. Jeg er svimmel og jeg har feber. Sikke en ynk, men det behøver brødene ikke blive ringere af, så om lidt smider jeg dem i ovnen. Der kan de passe sig selv for en tid, mens jeg finder på andet at hygge mig med.

Måske skulle jeg kigge lidt mere på Olines smukke Ford, men der er kommet lidt andet ind imellem, som også har brug for min opmærksomhed.

Jeg strikker børnestrik, fordi det giver mig den selvtillid, jeg mangler for øjeblikket. Jeg starter hundrede projekter op, men kommer ikke i mål med mange af dem. Børnestrik når jeg som regel at gøre færdigt, så det kan vel styrke min tro på, at jeg også sagtens skal få Olines smukke, petroleumsfarvede Ford færdig i en fart.

Om et øjeblik skal jeg tage ind til ærmegab på ryggen. Det går stærkt med en pind fem og et sjovt mønster, så det er faktisk et stykke strik, jeg nyder at se vokse. Det hjælper naturligvis også at vide, at Oline meget gerne vil have den cardigan.

Garnet indeholder rigeligt med overskudsfarve, så ind imellem er mine fingre ikke rigtigt sunde at se på. Godt det ikke er sværere end vand og sæbe at få dem til at se velfungerende ud igen.

Sofaen kunne godt kalde på mig resten af dagen. Og en stak Kleenex. Og Panodil. Og skoldhed ingefær-/citronte. Mmmm…

Du vil sikkert også kunne lide