Lørdagshvidt

Jeg læser om sne. Hvidt drys, som ikke minder det mindste om forår. Ude i Danmark er der steder, som lige nu er dækket af sne og her sidder jeg med udsigt til høj sol og en hund, som konstant tigger om at komme ud, fordi han mener, at det er forår.

Jeg er forkølet. Takket være Kenneths nys lige ind i mit ansigt, da han sov i går nat, er jeg syg. Måske. For det kan da være, at jeg er smittet langt tidligere, men det er jo sjovere, når jeg kan give ham skylden. Jeg er i gang med at akkumulere en feber og måske en bihulebetændelse, men lad os nu se. Så længe ingen forlanger noget af mig, klarer jeg det meste og de gæster, vi skulle have i morgen, må vist udsættes, for jeg er da helt uden underholdningspotentiale medmindre man holder af feberramt, næsepudsende og nysende kvinde med meget lidt skønhedsværdi og store mængder selvynk.

Det hjalp lidt at gå i haven et øjeblik, for at nyde dette syn…

Nu er jeg inde igen og jeg nåede at snuble uelegant over en træstub og er nu i besiddelse af en temmelig latterlig flænge nede ved anklen, men sådan en skade giver jo kun endnu mere grund til at have selvmedlidenhed, når nu andre ikke gider have det med mig ;-)

Om lidt skal der skoldhed te og en æggemad til, for jeg er sikker på, at det kan kurere det meste.

Må din lørdag blive vidunderlig uanset om den er med eller uden hvidt drys :-)