18

Lettelsen er til at mærke og nu blev det endelig påskeferie for alvor

Annemette er udskrevet og sidder til en – håber jeg – hamrende god påskefrokost et sted i udkanten af København. Hun er sammen med Heidi, mor og nogle meget gode venner, som vi også holder meget af. Vi ved, at hun ikke kunne placeres bedre, så vi nyder roen, der breder sig.

Jeg har fået ny bil, som skulle prøvekøres, så jeg smed mand og unger ind i kareten og kørte dem en tur til Øster Hurup, hvor de har spist den største isvaffel, jeg længe har set. Bagefter listede jeg ad bagvejen hjem. Uha, som det er en dejlig bil (ja, det er en Alfa Romeo, som passer som fod i hose) og jeg kørte akkurat så tilforladeligt, at de unge mennesker nåede at falde i søvn på bagsædet. Jeg ender helt fornuftig, tror jeg.

Alle er på randen af at blive dårlige af al den overspisning, så der skal vist ikke laves mad foreløbig. Derfor lokker jeg til sofa og film om et øjeblik. Jeg skal bare lige…

– eller måske jeg bare skal finde fokus og fortsætte med Olines længe ønskede Ford i den nye, petroleumsfarvede Chunky Blackhill. Det tror jeg, hvis ikke øjnene glider i og jeg ender med en lækkerlur lige der, hvor sofaen omfavner mig i stuens bedste hjørne. Jeg kan lide skærtorsdag.

Du vil sikkert også kunne lide