For hvert eneste lille hjørne, som skal sorteres og omorganiseres ender jeg med at bruge tid på at henfalde til fordybelse og det passer skidt med min ide om, at jeg skulle nå så frygteligt meget i dag. Til gengæld tillader jeg mig selv at sanse og genopleve. Både godt og skidt. Sorg og glæde. Den slags tager tid.
Jeg falder over en skuffe med en alenlang beskrivelse af vores oplevelser med Aalborg Kommune. Målet var, at Alexanders død ikke skulle være helt så formålsløs og uretfærdig, som den stadig føles. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at det gjorde en praktisk forskel at dele de smertefulde oplevelser, men håbet havde vi dengang og jeg er sikker på, at det gjorde en forskel i os, at vi fik lov til at aflevere en flig af vores smerte og frustration hos rådmanden.
Så faldt jeg over nogle gamle fotos af dem, jeg elsker. Oline med havregrød i hele ansigtet. Kenneth til en fest i Sindal for mange år siden. Alexander med buttede kinder. Alexander, som griner. Alexander sammen med Oline; den lillesøster, han var så utrolig glad for. Det er dejligt at gense de fotos.
Jeg finder stakkevis af gamle fotos, som minder mig om en tid, der var engang. Jeg husker pludselig livet, som det også kan tage sig ud. Mit liv, som det var engang. Så forskelligt fra nu. Larmen indeni er forsvundet. Den larm, som konstant holdt mig årvågen. Den var usynlig og ikke noget, jeg var bevidst om, men den slags sætter sig til fast og er endt i en mild form for PTS, som gør, at jeg i dag håndterer belastninger med skræmmende ringe talent. Heldigvis er det sjældent, at jeg har brug for at stå på toppen af verden med overblik og is i maven, så jeg klarer mig jo ;-)
Der er også brevet fra Rigshospitalet. Svaret kendte jeg allerede. Jeg behøvede ikke åbne brevet for at vide, at jeg ventede en datter og jeg vidste med lige så uforklarlig sikkerhed, at hun ikke fejlede det mindste.
Der er endnu flere minder at arkivere og endnu flere historier at genopfriske. Jeg tager mig tiden til det hele. Kenneth er på arbejde (inde ved siden af) og Oline og Greg er ikke her i dag, så jeg er alene og uden forpligtelser af nogen art. Ingen forventer noget af mig. Jeg kan gøre akkurat, som jeg har lyst til. Det er ferie :-)
18 kommentarer
Stine
3. april 2012 at 09:32Og jeg havde en klar fornemmelse om at den var helt gal med min nr. 2 – men ingen lyttede… Hun klarede dog skærene og er i dag en glad og frisk pige med visse vanskeligheder. Jeg ser hende også som en gave, men møder en del menneske der ikke deler den opfattelse – desværre.
Liselotte
3. april 2012 at 11:22At du ved, at hun er en gave, er tilstrækkeligt. Hun er jo din gave :-)
Liselotte
3. april 2012 at 09:25Det går ikke altid, som præsten spår. Vi fik foretaget fostervandsprøve og fik efterfølgende besked om, at vi ventede et sundt og rask barn; Alexander. Det holdt jo ikke helt stik, men det gjorde ingenting, for han blev vort livs gave. Hele familien er blevet rigere, rarere og rummeligere af at møde den smukke sjæl :-)
Med Oline var jeg slet ikke i tvivl. Jeg vidste, at hun var sund og rask. Jeg har altid haft en sjette sans omkring både egne og andres graviditeter. Jeg kender kønnet meget hurtigt og jeg har endnu ikke taget fejl, men det er ikke noget, jeg praler af, for det er da for underligt ;-)
Stine
3. april 2012 at 09:21Har både trekantstolen og et tilsvarende brev om en rask pige i maven :) – og sjovt nok var jeg heller aldrig i tvivl om at baby i maven var helt rask og “normal”!
Marianne Bentzen
2. april 2012 at 21:54Som altid, når jeg læser om den epoke i det liv, der omfatter Alexander, får jeg en klump i halsen, jeg har selv mistet tvillinger, men jeg kendte dem ikke, og dengang i 1951 var det ikke noget man talte om.
Kærlige tanker
Marianne
Moster Tulle
2. april 2012 at 18:49Minder er fantastiske og så må oprydning tage den tid den tager…..skønne billeder af dine smukke unger som små….Og så brevet med beskeden….sådan et har jeg også fået 3 gange, skrevet og foldet præcis så man ikke lige kunne se, hvilket køn barnet havde (som om det betød noget som helst, så længe baby var sund og rask, hvilket jo desværre skulle vise sig for os sidste gang, ikke at være tilfældet på trods af det brevet om normale kromosomer, men det er en anden sag).
Fisker & Fernández
2. april 2012 at 18:26<3 og et smækkys!
Liselotte
2. april 2012 at 18:18Det er sejt at grave i en fortid som min, men det er også godt og dejligt, for det meste var livsvilje og livsduelighed, vilje og trang til sjov, ballade og kærlighed og de dejligste venner og en familie, vi ikke kunne leve uden :-)
Marianne Schmidt Larsen
2. april 2012 at 18:03Kære Liselotte!
Det er ikke bare ferie – det er LIVET!!!!!!
Nyd det nu! :-)
Pernille
2. april 2012 at 17:13Selvom det tager lang tid, er det dejligt at have tid til at fordybe sig i minder under oprydning og omlægning :)
Mette
2. april 2012 at 16:36Det smukke indlæg trak tårer frem i øjnene. Sikke nogle dejlige billeder af en svunden tid med tabet af det mest fantastiske i denne verden – et barn. I dag har jeg også ryddet op i gamle gemmer og har fundet et brev fra min mor, som døde sidste sommer. Jeg kan godt huske, at min far kom med brevet få dage efter min mors død, men jeg fik det aldrig læst da smerten var for overvældende. Brevet kom i skuffen og jeg glemte alt om det – indtil i dag! Nogle af mine spørgsmål faldt på plads i dag. Så smukt, så fint og så ærligt var brevet og med tårerne faldt også nogle af de manglende brikker på plads. Så tak fordi du deler, Liselotte.
Marianne
2. april 2012 at 16:28Jeg leser og leser.. så fantastisk mye du kan si med så få ord!
Og så modig du er! Og sterk!
Sender deg en god klem!
Marianne Kruse
2. april 2012 at 16:11Du har en tung, men skøn bagage, Liselotte … sikke dejlige billeder af rundkindede unger. :-)
Sidsel
2. april 2012 at 16:06Nårrh, hvor er de krammelækre, buttede kinder og summerbrune:-)
Jeg beundre dit mod til at trævle igennem minderne. Det er jo både rart og sorgfuldt. Jeg bliver også våd i øjnene nar jeg ser mine som små. Det er en svunden tid. Men det er med i helingsprocessen. Og giver os mod til at se fremad og nyde. Der er jo intet som en dag, hvor INGEN forventer noget som helst af én. Så udnyt det, Liselotte;-) Og kram…
Katrine
2. april 2012 at 15:04Åh, sådan en dag er en lise for sjælen. Godt du har tid til at dvæle ved minderne, opfriske hukommelsen og genleve nogle glemte stunder. Sådan helt i ro og fred og for dig selv. Godt for dig. :-)
Polka
2. april 2012 at 15:00Der er ikke noget som en oprydning, der kan sætte gang i minder. Håndgribelige minder i form af breve og billeder kan vække følelser hos mig på en helt anden måde end de fortalte minder.
Håber du tager den tid, det kræver!
Kong Mor
2. april 2012 at 14:56Nogle gange er det bare fordybelse man har mest brug for – en tur med tankerne til det der var før.
Mærkeligt som man bare VED ting med sine børn. Skete der noget – kom der en reaktion fra rådmanden? Ikke at det ændrer så meget, men man føler sig set på en anden måde, og ikke bare som værende et nummer i rækken.
Helle K.
2. april 2012 at 14:51Det lyder som en dejlig dag – på godt og ondt – nyd den :) Jeg har et brev med identisk tekst – det vækker også nogle følelser og tanker …