25

Ind imellem skal man ikke tænke alt for længe, men bare slå til

I går havde Kenneth fødselsdag. Solen skinnede ikke det mindste, men det er altså ikke hans skyld. Han fortjente faktisk en del sol, hvis jeg skal sige det.

Han er min klippe og mit livs kærlighed. Han er den, som hele tiden skubber til mig. Flytter mig, mens han holder i hånd. Overbeviser mig om, at jeg kan. Sender mig ud i verden med troen på, at jeg er et ordentligt menneske, fordi jeg hele tiden har ham som rollemodel. Han er rolig, venlig og aldrig nogensinde ondskabsfuld. Han vil alle det bedste. Han sætter altid sin familie over sig selv. Han vil ofre alt for os, så det er ikke underligt, at vi elsker ham og synes, at han fortjente al den sol, som slet ikke kom.

Til gengæld fik han pakker at åbne og fuld opmærksomhed. Det er også lidt værd. Og i dag får han stillet en amatørfotograf/tapedispenserafficionado til rådighed, så han klager ikke, men det er anderledes almindeligt og knapt så festligt at have fødselsdag som voksen, synes han. Det behøver man ikke gøre et stort nummer ud af. Jeg synes jo bare, at det er en fest hver eneste gang, så jeg forstår ikke denne beskedenhed.

Jeg ville gerne have foræret ham en smuttur ud i verden, men det ser ud til, at han er kommet mig i forkøbet.

Der er international fagmesse for håndarbejde i Køln denne weekend. Han har aldrig været sådan én, som planlagde i god tid. Spontanitet er hans mellemnavn sammen med distræt og “det går nok alligevel”. For ti minutter siden spurgte han, om jeg var frisk, for nu havde han vist bestemt sig for en smuttur.

Mig frisk? Altid!

Du vil sikkert også kunne lide