Strängnäs Domkyrka

Domkirken i Strängnäs er fra middelalderen. Omkring år 1100 byggede man den første kirke på bakken. Det var en traditionel stavkirke, men i 1250 var munkene og deres viden om tegl-/mursten kommet til byen og man besluttede at opføre en stenkirke på akkurat samme sted, som den oprindelige kirke lå. Man byggede bare udenom. Indeni den fremadskridende domkirke stod så stavkirken, hvor fra man forrettede alle kirkelige handlinger, mens man ventede på, at den nye domkirke skulle stå klar.

Den stod først klar i 1330’erne og er siden udvidet over flere omgange. I dag er den imponerende at skue og især med tanke på, at Strängnäs ikke er nogen stor by. Ikke desto mindre byder kirken på mere end én berømthed.

Måske man ikke behøvede være berømt. Måske man bare skulle sørge for at ridse sit navn på et tilstrækkelig synligt sted for at blive husket for eftertiden. Det skete i hvert fald i 1647, da den imponerende og sømbeslåede dør blev fremstillet.

Indenfor i kirken er der meget at se. Der er faktisk så meget, at Kenneth og jeg på et tidspunkt kiggede på hinanden og næsten med én mund udbrød “hvor er det dog en rodet kirke”, for det er hvad den er. Rodet. Fuld af ting og sager og hjørner fyldt med alverdens udstillede regalier, bøger, kalkmalerier, gravmonumenter, stole, kirkebænke, borde, opstillinger, lysestager, altre og så videre. Allevegne. Hvor øjet faldt.

Jeg ved ikke, hvor gamle disse kalkmalerier er, men hver gang jeg ser disse håndmalede mønstre, begejstres jeg over dem. De er uens og alligevel et imponerende studie i gentagelse. De får mig også til at forestille mig, hvem de mænd var, som fik lov til at male disse skønne mønstre. Hvad var deres drømme mon? At male mønstre i domkirken? Så de sig selv som kunstnere eller som håndværkere? Hvor gamle var de og hvor gamle blev de? Havde de familie? Fik de løn som fortjent? Og så videre…

Anden juledag 1999 indviede man et af sakristierne i kirken som “Martyrernas kapell”. Det er ment som en evig påmindelse om vor tids martyrer. En af dem, man mindes, er vores egen digterpræst Kaj Munk.

Kaj Munk var åbenlyst kritisk overfor den danske regerings samarbejde med den tyske værnemagt og det blev hans endeligt. En måneds tid før sin død sagde Kaj Munk i en prædiken i Vor Frue Kirke i København: ”Det dyrebareste, det er Kristus selv; men det næstdyrebareste det er martyrsindet, de kristnes martyrsind. Med dette martyrsind overvandt vi engang verden, og uden det vil verden overvinde os.”

Det blev den tyske værnemagt for meget. Natten mellem den 4. og 5. januar 1944 blev han hentet i sin præstegård og skudt ned i Hørbylunde vest for Silkeborg. Han har nu en fast plads i sakristiet i Strängnäs domkirke, hvor man kan tænde et lys for de, som ikke er mere.

I endnu et hjørne af kirken kunne man beskue Kong Karl IX’s begravelsesregalier fremstillet til at blive lagt ned i kisten, da han begravedes i 1612. Her er kun vist kronen, men der var også rigsæble og scepter. Et tilsvarende sæt er fremstillet til dronning Kristina, som begravedes i 1626.

Kongens regalier er fremstillet i guld, sort og hvid emalje, bjergkrystaller og perler. Dronningens er alene fremstillet i guld og sort emalje. Begge sæt er imponerende smukt udført og med en imponerende detaljerigdom, når jeg tænker på min forestilling om værktøjs beskaffenhed dengang. Jeg tager sikkert fejl.

Smukt at skue, men jeg var nu mest optaget af hvordan i alverden man har fået fingre i tingene…

Jeg får altid øje på de underligste ting. Her lå en rose på et bord uden omgivelserne gav nogen indlysende forklaring. Så bliver jeg nysgerrig.

I kirken er også Kong Karl IX’s gravmonument. Karl IX døde i Nyköping den 30. oktober 1611 og begravedes i Strängnäs domkyrka den 21 april 1612. Et halvt år senere? Hvordan og hvorfor? Lugtede han ikke fælt? Nej, det er gas, men jeg bliver nok klogere på udflugter af denne slags, men jeg forlader altid tingene med en bunke spørgsmål i tillæg og ingen at spørge. Pokkers.

Der var noget helt galt med centreringen. Jeg prøvede at finde aksen hvorom alting drejer. Midten. Centrum. Linjen, men den var der ikke. Den var forsvundet ud i udbygninger og forskydninger, tror jeg. Jeg holder meget af symmetri. Den manglede. Lidt. Det var min udfordring denne dag. At se det smukke i asymmetri.

Lige inden vi forlod kirken, passerede vi gravmonumentet for familien Von Hessenstein, en adelig æt og nummer 82 i Ridderhuset, som er fortidens registrering af de slægter, som skulle regnes blandt landets fineste.

Nogle ligger under gulvet, mens andre ligger til skue. Hedvig Amalia von Hessenstein var kun otte år gammel, da hun døde og lagdes i kisten ved siden af sin mor, Kong Frederik I’s elskerinde Hedvig Ulrika Taube. Hedvig blev ofret for at løfte sin slægt langt ind på adelskabets bonede gulve. Hun døde kun ni dage efter at have givet liv til den lille Hedvig Amalia, som altså heller ikke blev frygtelig gammel.

I kirken var meget mere at se og fordybe sig i, hvis man har lyst til og interesse for den slags.

Jeg elsker det, men er vist den eneste i mit rejseselskab med den slags tilbøjeligheder, så resten af selskabet holdt imponerende godt ud, mens jeg gik på opdagelse i de fleste af kirkens kringelkroge. Måske jeg tager derop endnu en gang senere på ugen, for jeg er slet ikke færdig med at kigge.