I dag har jeg mødt Helle. Altså Helle Helle. Altså Helle Helle der skriver. Bøger. Romaner og noveller. Ja, den Helle! Forfatteren! Hende, der for nylig vandt De Gyldne Laurbær, du ved.
Det var i embeds medfør, så måske kunne jeg efterfølgende tænke, at det var så det. Nu havde jeg så fri. I hjernen ville der måske være plads til “Hvad skal vi spise til aften?“, og så var historien endt her og jeg var hurtigt videre med det liv, der er mit. Måske havde jeg slet ikke fortalt dig om det. Det gik bare anderledes. Af mange årsager.
Allerførst kan jeg lige så godt afsløre, at jeg blev helt og aldeles overvældet over at opdage, at Helle udmærket vidste, hvem jeg var. Helle læser med herinde. Det har hun gjort siden tidernes morgen, siger hun.
Mig? Jeg blev bare helt paf og overrasket. Jeg havde slet ikke havde haft fantasi til at forestille mig den drejning i samtalen, som egentlig bare skulle forklare, hvorfor jeg stod lige der, ved siden af hende og flagrede en smule. Jeg blev også helt genert, for jeg har endnu ikke (og måske gør jeg det heller aldrig) lært, hvordan jeg skal håndtere den situation der opstår, når jeg møder nogle af jer, som læser med herinde. Jeg bliver genert! Jeg bliver også ramt af en eller anden form for lampefeber, for jeg mærker med det samme et forventningspres indeni. Ikke udefrakommende. Indefra. Usikkerhed. Hvad forventes der mon af mig, kan jeg nå at tænke. Jeg finder mig vist aldrig helt til rette med den situation, så skulle du nogensinde møde mig og bagefter tænke, at hun da er en underlig krampe, så er forklaringen måske, at min hjerne oplever en akut nedsmeltning.
Historien kunne jo ende der, men med til den hører, at jeg for nylig er begyndt at læse Dette burde skrives i nutid og jeg var kun ganske få sider inde i bogen ved at flå håret af mig selv, fordi jeg havde det overordentligt svært med alle de kommaer, som ifølge mine læserytme burde have været punktum. Jeg kunne slet ikke finde vej ind i teksten. Jeg kunne ikke finde rytmen. Og tro endelig ikke, at jeg kun forsøgte en enkelt gang. Jeg forsøgte mange gange. Jeg fascineredes af, at der skete absolut ingenting og alligevel skete en hel masse i historien. Jeg kunne sagtens selv male videre på det lærred, der blev spændt ud foran mig, men jeg kunne ikke finde sprogets rytme. Sprogets rytme er essentielt for mig. Jeg skal finde den. Hvis jeg ikke finder den, opgiver jeg.
I dag fortalte Helle om sproget. Om hendes store kærlighed til og lidenskab for det. Hendes omhu. Hun fortalte om skriveprocessen og lidenskaben og jeg blev fascineret og tiltrukket af denne lidenskab. Passionen for det. Den passion, der er så stor, at ord kan byttes ud, flyttes rundt og erstattes mange gange, inden Helle er tilfreds. At det kan tage dage at skrive og omskrive en sætning. At være så detaljeorienteret fascinerer mig, for det er jeg ikke selv. Jeg skriver bare. Slut. Jeg kigger mig ikke tilbage. Jeg er heller ikke forfatter. Det er Helle og hun kigger sig tilbage. Mange gange. Hun har tænkt over ALT. Der er intet uovervejet i hendes bøger. Jeg var meget optaget af denne måde at skrive på. At tænke alt ind og alligevel ikke vide, hvilken vej, man ender med at tage, når man først går i gang med at skrive.
Jeg blev et rigere menneske af at lytte i dag. Jeg fik også en anden gave med hjem…
Helle læste egne tekster. Der lå åbenbaringen gemt for mig. Jeg lyttede. Sproget blev levende og meningsfuldt, når Helle læste det. Det virkede.
Nu er jeg vendt tilbage til Dette burde skrives i nutid. Når jeg læser, hører jeg Helles stemme for mit indre øre og der er en verden til forskel. Jeg tror, at jeg har fundet rytmen. Jeg læser videre.
32 kommentarer
Liselotte
9. februar 2012 at 09:19Lydbøger har jeg det lidt svært med, men jeg øver mig :-)
Tak for alle jeres pæne ord. De varmer :-)
Helle Ege Olsen
8. februar 2012 at 22:53Ja, jeg kommer nok til at gentage noget af alt det andet, der er skrevet til dig, Liselotte. Men jeg tilslutter mig gerne koret :)
Din blog var nok en af de første, jeg læste on & off – og nu fast. Jeg er ikke så god til at kommentere, men nu hvor jeg fornyligt selv har startet en blog, kan jeg pludselig mærke, hvor dejligt det er, når der bare en gang imellem er en, der gider.
Det jeg først blev optaget af hos dig, er dit layout og den måde, du fanger det smukke i hverdagen i dine billeder. Det jeg holder allermest af nu, er dog den måde, du skriver på. Jeg bliver glad af at læse din blog. Så selvfølgelig har jeg sat den på min blogroll – som den eneste blog iøvrigt! – Og det selvom det slet ikke er en have-blog :)
Annette Lundgaard
8. februar 2012 at 20:32Jeg synes faktisk, du skriver noget så dejligt! Jeg har det lidt svært med Helle Helles sprog, men jeg må give det en chance til, kan jeg forstå.
wordsworth
8. februar 2012 at 19:25i fht. lydbøger kan jeg anbefale netlydbog.dk
Liselotte
8. februar 2012 at 16:10Tak for alle jeres dejlige kommentarer og Helles bøger skal jeg nok “få skovlen under” nu, er jeg sikker på. Tak for anbefalingerne :-)
Alice
8. februar 2012 at 15:40Jeg har læst: ned til hundene, og jeg synes den var så herlig – så den vil jeg gerne anbefale. Hvor er du heldig at møde hende, og så ovenikøbet have hende som læser herinde:)
Lone Liboriussen
8. februar 2012 at 11:11Hej.
Hvor fedt for dig og hvor velfortjent. Knus
Rikke
8. februar 2012 at 10:03Liselotte og Helle, hvor er I heldige at have mødt hinanden. Rock on!!…begge to.
Kh. Rikke
P.s. Når jeg skriver her, kan jeg se dine nye fisk ude til højre, hvor er de bare fine hehe. Jeg blev da helt glad i låget af at opdage dem :)
Ulla
8. februar 2012 at 09:54For at gøre dette indlæg kort;) og kontant, vil jeg bare lige sige at du har en fantastisk rytme og liv i dine ord. Jeg elsker din måde at skrive på!!!
mette t
8. februar 2012 at 09:28Sikke en fantastisk oplevelse og netop en af de der AHAer ;o) . Helle Helle skriver skønt, medrivende forståeligt og genkendeligt – og sikke en oplevelse, at hun læser med på din(fantastiske) blog. Så der var skulderklap til begge sider – WAUWWW. Rigtig skøn onsdag Liselotte
Eva
8. februar 2012 at 05:34Det må være en skøn oplevelse. Og tænk at få “lukket op” til en bog på den måde:)
Jeg kan godt forstå, at Helle Helle læser med her. Det gør jeg jo også.
Måske vil jeg prøve en af hendes bøger som lydbog, og strikke lidt imens….
Louise Ariesen Rams
7. februar 2012 at 23:11Hvor er det smukt. Og tillykke med Helle Helle, noget af en ære at hun kender ens blog, kan jeg forestille mig.
Jeg kigger mig heller ikke tilbage, jeg skriver bare. Ligesom dig. Men jeg er heller ikke forfatter. Jeg elsker at skrive, men er ikke så optaget af detaljen. I hvert fald ikke ret længe. Ville gerne have hørt hendes foredrag.
Louise
Marianne Bentzen
7. februar 2012 at 22:50Jeg læser mange bøger, og har lige i julen læst Helle Helle sidste bog, og jeg elsker det stille underforståede der er i hendes bøger.
Når det så er sagt, er jeg meget imponeret over dit flydende sprog og alt det du kan få noget ud af, så jeg er ikke overrasket over, at Helle Helle læser din blog.
I det hele taget er der mange ude i det ganske danske land, der er utrolig gode til at formulere sig – kort sagt jeg er dagligt imponeret.
Kh Marianne
HanneC
7. februar 2012 at 22:40Jeg har også haft fornøjelsen af at høre Helle Helle og hun er virklig smittende i sin tilgang til sproget – det er du forøvrigt også – og selv hærdede skønlitteraturfornægtere har jeg set give efter og dykke ned i sproget sammen med hende:-)
… og jeg har det heller ikke helt nemt med Dette burde skrives i nutid.
Marianne Kruse
7. februar 2012 at 22:16Sikke en fantastisk og dejlig oplevelse! Jeg kan også godt forstå at Helle Helle læser med her. Det er nemlig hudløst ærlig hverdagsrealisme om stort og småt, sødt og surt – skrevet i et let flydende og levende sprog. Nyder min daglige dosis Liselotte. :-)
diana rose
7. februar 2012 at 21:51Kære Liselotte.
Jeg er ikke den store boglæser – har også en del lydbøger på lager, jeg ikke er kommet i gang med – har ikke ro til at sidde så længe. MEN for mange år siden så jeg i tv Susanne Brøgger læse op af sin bog Tone -om kostumieren på det Kgl. Teater – en stor frodig, kreativ fanden-i-voldsk kvinde – i et meget monotomt tonefald, jeg blec facineret af. Og i Tone så jeg meget mig selv, og jeg måtte bare eje den bog. Jeg har læst den mange gange, og hver gang hører jeg Susannes stemme inden i mig.
Så det kan give god mening at høre forfatteren.
Og selvfølgelig kendte Helle dig, for du med alt det, der er dig, beriger så mange mennesker i det ganske, danske land – og jeg siger helle for dig!
Knus fra Diana, der har haft en fantastisk fødselsdag i dag – fejret af venner og alle de, jeg elsker, og vil nyde det sidste år inden jeg bliver rigtig pensionist
Hanne Maria Bruun Hansen
7. februar 2012 at 21:39…..sikke en fantastisk oplevelse………at opleve sprogets musik…….og læse videre med ny musik…….og du………..du skriver selv så fantastisk og medrivende…….og tænk – du fortæller, at du bare skriver……uden at se dig tilbage…….du er et naturtalent……..læser dine indlæg næsten dagligt med stor glæde………TAK….:_)
Lisbeth
7. februar 2012 at 21:28Cool Liselotte!!
Dorthe
7. februar 2012 at 21:20Dejligt skriv du har lavet her, Liselotte. Livet ville været fattigt uden bøger – og gode forfattere…
Katrine
7. februar 2012 at 21:12Wheee… Sikke en fantastisk oplevelse for dig. Jeg kan så godt forstå, at du er helt høj. Og så godt forstå din reaktion på, at en så HELT vildt BERØMT person læser med hos dig. Manner, man bliver vel sådan lidt ydmyg og genert, når man står overfor en RIGTIG forfatter. Og hun skriver jo enestående, hende Helle Helle.
Men ved du hvad, kære Liselotte? Det gør du jo også. Du har bare valgt et andet medie. Du er ikke uddannet fra Forfatterskolen. Dit liv har indtil nu taget en anden drejning. Men du kan også skrive. Så vi alle gider læse det og bliver ved med at vende tilbage.
Ik? ;-)
Mia Folkmann
7. februar 2012 at 20:22En forfatter er en person, der skriver tekster – og det gør du jo. Så ergo er du forfatter eller i det mindste skribent – hvis det lyder lidt mere beskedent? ;-)
Men du gør det så godt, synes jeg. Du skriver, så man får lyst til at følge med, og du skriver et pænt og læsevenligt sprog.
Jeg synes også, at det er lidt underligt, når jeg møder nogen, der læser mine blade eller min blog. Pludselig får jeg et knus eller et klap på armen af én, som synes at hun kender mig. Jeg kender jo bare ikke hende, men det er da så sødt, og jeg bliver glad for det. Ligesom hun åbenbart har været glad for at læse med. :-)
Sidsel
7. februar 2012 at 19:40Det er sgu da grande, Liselotte. Fed oplevelse.
Sidse
7. februar 2012 at 19:31Sejt, oversejt! Helle Helle er en god oplæser til hendes bøger. Og så bliver jeg ofte henført til fortiderne i mit liv. Det magter hun. Skønt for jer begge.
Lydbøger
7. februar 2012 at 19:16Må jeg anbefale lydbøger – DR har med jævne mellemrum romaner til download som lydbøger. De ligger kun til download i en kortere periode, så man skal være om sig. Så vidt jeg husker, var ‘Dette burde skrives i nutid’ tilgængelig for et par måneder siden. Oplæst af forfatteren selv. Det var en stor fornøjelse at høre.
Behøver jeg gøre opmærksom på det smarte ved at høre en bog læst op for en, mens man sidder og strikker?
Det er efterhånden blevet til en hel del bøger, for ‘Garnudsalg’, som er min yndlingsgarn’pusher’, har jo efterhånden sendt en del ‘cones’ til mig på Samsø.
Anne-Mette
7. februar 2012 at 19:08Kære Liselotte
Jeg læser fast på din blog hver dag, men er desværre ikke så god til at få skrevet kommentarer til dig. I dag har jeg lyst til, at fortælle hvad jeg de sidste mange aftner og weekender har læst.
Normalt læser jeg mange biografier og faglitteratur, men det jeg læser nu er helt anderledes. Det berøre mig dybt, det fascinere mig, jeg beundres og jeg bedrøves (noget så forfærdeligt)
Det jeg læser er en sand historie, den handler om en rigtig kvinde og en rigtig familie. Jeg identificere mig med den kvinde og hendes familie. Og jeg beundre hendes evne til at fortælle og formidle.
Liselotte jeg læser ‘Slagt en hellig ko’ helt fra begyndelsen… I søndags nåede jeg til tiden omkring din søns død. Det berørte mig meget, så meget at jeg lige må have en pause. Jeg kan ikke helt forholde mig til at historien har taget så trist en ændring. En dag i fremtiden fortsætter jeg.
Du skriver så skønt og levende at jeg slet ikke kan forestille mig, ikke at læse videre og høre om fantastiske weekendture til Amsterdam, skønne opskrifter på madbrød og æblesmør. Samt ikke mindst om hvordan din skønne datter har udviklet sig fra en bandit af rang, til en skøn ung kvinde.
Tusind tak fordi du deler så levende. Du er en skøn forfatter som jeg har lyst til at læse mere af.
Klem Anne-Mette
Hello Liselotte "Helle"
7. februar 2012 at 19:05Stod det til mig, fik DU de Gyldne Laurbær næste gang. Hip hip for LW !
lise
7. februar 2012 at 19:02Sikken en aha-oplevelse.
Jeg holder meget af HelleHelles forfatterskab og har også læst mange af hendes tekster med mine 10klasses elever.De kunne lide det.De forstod hende.Som een sagde:” Jeg elsker alle de tomme pladser….så kan gætte på, hvad der mon er udeladt”
Det synes jeg bare var så godt set,jeg glemmer aldrig den analyse.
Til eksamen stod flere og ønskede….bare jeg får en tekst af Helle Helle.
Jeg er pensioneret i dag,men dine ord fik minderne frem,dejligt.
Hege
7. februar 2012 at 18:59Det er nettopp det med rytmen. Den som skriver har sin rytme, har det i kroppen, – men så skal det jo vandre over til leseren, og da kan noe gå tapt på veien. Jeg har også opplevd at det hjelper å få skaperens stemme inn i hodet når man leser. Det gir en ny dimensjon til teksten.
Elsebeth
7. februar 2012 at 18:49Dejligt indlæg i dag :)
Lone
7. februar 2012 at 18:24Prøv at høre den og hendes andre bøger som lydbog. Hun læser selv op og er helt fantastisk!
Jane D.
7. februar 2012 at 18:16Jeg kan godt forstå, at Helle læser med her hos dig, ligesom vi er mange andre der gør. Du mestrer selv sprogets mange facetter, og kan “noget” med ord, som i den grad fanger dine læsere. Du kan beskrive små hændelser/oplevelser, så dine læsere får en følelse af selv at have være tilstede. Du beskriver mange små dagligdags hændelser, som vi andre kan nikke genkendende til, men måske ikke er i stand til selv at sætte ord på.
Tak
Lene
7. februar 2012 at 18:14I betragtning af at du bare skriver uden at kigge dig tilbage, så skriver du helt fantastisk, Liselotte. Jeg bliver glad af at læse det her indlæg, jeg mærker din varme interesse for sproget, jeg mærker din glæde ved at få noget med hjem, og jeg kan lige forestille mig, hvordan det må være skønt at have knækket koden til bogens sprog :-) God aften til dig