32

En åbenbaring eller hvordan manglen på et punktum gav mig mulighed for at motionere hjernen

I dag har jeg mødt Helle. Altså Helle Helle. Altså Helle Helle der skriver. Bøger. Romaner og noveller. Ja, den Helle! Forfatteren! Hende, der for nylig vandt De Gyldne Laurbær, du ved.

Det var i embeds medfør, så måske kunne jeg efterfølgende tænke, at det var så det. Nu havde jeg så fri. I hjernen ville der måske være plads til “Hvad skal vi spise til aften?“, og så var historien endt her og jeg var hurtigt videre med det liv, der er mit. Måske havde jeg slet ikke fortalt dig om det. Det gik bare anderledes. Af mange årsager.

Allerførst kan jeg lige så godt afsløre, at jeg blev helt og aldeles overvældet over at opdage, at Helle udmærket vidste, hvem jeg var. Helle læser med herinde. Det har hun gjort siden tidernes morgen, siger hun.

Mig? Jeg blev bare helt paf og overrasket. Jeg havde slet ikke havde haft fantasi til at forestille mig den drejning i samtalen, som egentlig bare skulle forklare, hvorfor jeg stod lige der, ved siden af hende og flagrede en smule. Jeg blev også helt genert, for jeg har endnu ikke (og måske gør jeg det heller aldrig) lært, hvordan jeg skal håndtere den situation der opstår, når jeg møder nogle af jer, som læser med herinde. Jeg bliver genert! Jeg bliver også ramt af en eller anden form for lampefeber, for jeg mærker med det samme et forventningspres indeni. Ikke udefrakommende. Indefra. Usikkerhed. Hvad forventes der mon af mig, kan jeg nå at tænke. Jeg finder mig vist aldrig helt til rette med den situation, så skulle du nogensinde møde mig og bagefter tænke, at hun da er en underlig krampe, så er forklaringen måske, at min hjerne oplever en akut nedsmeltning.

Historien kunne jo ende der, men med til den hører, at jeg for nylig er begyndt at læse Dette burde skrives i nutid og jeg var kun ganske få sider inde i bogen ved at flå håret af mig selv, fordi jeg havde det overordentligt svært med alle de kommaer, som ifølge mine læserytme burde have været punktum. Jeg kunne slet ikke finde vej ind i teksten. Jeg kunne ikke finde rytmen. Og tro endelig ikke, at jeg kun forsøgte en enkelt gang. Jeg forsøgte mange gange. Jeg fascineredes af, at der skete absolut ingenting og alligevel skete en hel masse i historien. Jeg kunne sagtens selv male videre på det lærred, der blev spændt ud foran mig, men jeg kunne ikke finde sprogets rytme. Sprogets rytme er essentielt for mig. Jeg skal finde den. Hvis jeg ikke finder den, opgiver jeg.

I dag fortalte Helle om sproget. Om hendes store kærlighed til og lidenskab for det. Hendes omhu. Hun fortalte om skriveprocessen og lidenskaben og jeg blev fascineret og tiltrukket af denne lidenskab. Passionen for det. Den passion, der er så stor, at ord kan byttes ud, flyttes rundt og erstattes mange gange, inden Helle er tilfreds. At det kan tage dage at skrive og omskrive en sætning. At være så detaljeorienteret fascinerer mig, for det er jeg ikke selv. Jeg skriver bare. Slut. Jeg kigger mig ikke tilbage. Jeg er heller ikke forfatter. Det er Helle og hun kigger sig tilbage. Mange gange. Hun har tænkt over ALT. Der er intet uovervejet i hendes bøger. Jeg var meget optaget af denne måde at skrive på. At tænke alt ind og alligevel ikke vide, hvilken vej, man ender med at tage, når man først går i gang med at skrive.

Jeg blev et rigere menneske af at lytte i dag. Jeg fik også en anden gave med hjem…

Helle læste egne tekster. Der lå åbenbaringen gemt for mig. Jeg lyttede. Sproget blev levende og meningsfuldt, når Helle læste det. Det virkede.

Nu er jeg vendt tilbage til Dette burde skrives i nutid. Når jeg læser, hører jeg Helles stemme for mit indre øre og der er en verden til forskel. Jeg tror, at jeg har fundet rytmen. Jeg læser videre.

Du vil sikkert også kunne lide