Hvor pokker blev den tirsdag lige af eller hvordan man kan savne en, som er lige ved siden af…

Jeg har frosset som en uldløs rya hele dagen. Det hele startede med et længerevarende ophold i et køleskabskoldt lokale i morges og når først jeg er bundfrossen, skal der altså noget til at tø mig op igen. Jeg kan næsten ikke få varmen, så jeg er sådan småmopset og kortluntet, fordi jeg hader at fryse. Så hellere svede, så det tapløber. Brrr…

Heldigvis er kaffen varm og klar på et øjeblik, da vi vender hjem efter en “byen-rundt” efter Oline og dagligvareraidet nede om hjørnet, hvor vi nær aldrig havde fået en parkeringsplads. Jeg er ude af træning og ved slet ikke, at man aldrig nogensinde skal handle omkring klokken 16. Det lærte jeg på den hårde måde i dag, men Oline hjembragte citronis og flere liter paplignende popcorn, så der er ikke et øje tørt.

Mens kaffen brygges, er jeg klar på en smut udenfor, for at forevige den tidlige, men smukke solnedgang. Vi er begavet med nogle åndeløst smukke af slagsen for øjeblikket, synes jeg. Jeg husker at nyde dem, for man ved aldrig, hvornår man ser den sidste. Banalt og højtravende på én gang, men lige her, ganske tæt ved mig, er mennesker, som i den grad ved, at det er sandheden.

Vi mindes alle om, at livet er kort og beskidt og man står sig bedst med at forliges med den tanke og så for øvrigt sørge for at prioritere livskunst såsom at nyde, grine og elske. Det er sundt at blive mindet om.

Da jeg er tæt ved ikke at kunne holde kameraet stille længere, fordi jeg fryser helt ind i kernen, trækker jeg indenfor. Her sidder Oline og Oskar side om side ved langbordet, hvor de hygger sig med de føromtalte popcorn. De er svært gode venner, kan jeg se. Det kunne godt være, at popcornene har en andel i det tætte venskab, men hyggeligt ser det i hvert fald ud.

Jeg gør klar til at indtage langbordet med dem. Kaffe, iskold cola og så lige et strikketøj, for jeg kan snildt nå et par pinde, inden jeg skal i gang med aftenens menu; vintergryde med spark af en vallak på størrelse med et halvt haveskur. Kenneth er fritaget. Han arbejder helt vildt i disse dage. Fra tidlig morgen til ud på natten er han i gang. Jeg glæder mig voldsomt til, at vi om nogle uger kan melde ham ud af samfundet for en uges tid. Jeg savner ham. Vinterferien står og blinker som en helle forude. Så skal han forkæles.

Indtil det sker, hjælper jeg, hvor jeg kan og med hvad jeg kan. I dag bliver det til en indsats ved ildstedet.

Ups, jeg kom vist til at spise en lille karamel…