Dagen blev en god blanding af fornuft og fornøjelse. Sådan må en fridag gerne være. Tilmed indløb der gode nyheder, så jeg synes egentlig, at det har været en rigtig dejlig dag.
Lige over middag skulle jeg fordrive lidt ventetid. Det blev gjort med lidt støvet grønt uld og bare for sjov, men jeg havde endnu ikke fået Olines velsignelse til den turkise Granite, så jeg tænkte, at det var bedst at vente, til den var i hus. Det er den så heldigvis nu.
Midt eftermiddag hentede jeg Oline og så var det ellers med raketfart ned for at handle til en aftensmad, der kunne putre på komfuret. Den står der stadig, for Kenneth er på rutefart med pakker og så venter vi naturligvis med at spise, til han er godt hjemme igen og kan forkæles med aftensmad, som ikke er lavet af ham.
Vi endte med at stoppe ved Fakta. Det blev til indkøb til en Curry, som dufter forførende. Den passer også som fod i hose, når man ser på vejret, som sagtens kan tåle, at vi bidrager til den indre varme. Der er pokkertagemig flot derude, men også bidende koldt.
Nu har mørket forlængst sænket sig og vi hygger ved langbordet. Jeg strikker og Oline er i gang med sine lektier. Jeg elsker disse sene eftermiddage og tidlige aftener med stearinlys, varm te og hyggesnak. Jeg trækker i langdrag, for jeg ved aldrig, hvornår den slags forflyttes til andet langbord.
14 kommentarer
Daugaard
31. januar 2012 at 17:56Ja, jeg fandt en artikel inde på Nordjyske (fra 20-1-20011) at Irma havde lukket ned… Deres kød og kaffe var (er) så godt. Men det er der så ikke noget at gøre ved.
Daugaard
31. januar 2012 at 09:36Er Irma lukket ude i Hasseris Bymidte?
Suk, gid at jeg havde tålmodigheden til at strikke…
Liselotte
31. januar 2012 at 17:13Ja, det er den så åbenbart, Daugaard :-)
Dorthe
2. februar 2012 at 09:12Ja, den er lukket for LÆNGE siden. Over et år siden vil jeg tro.
Der var jo næsten aldrig et øje, men det er der ikke noget at sige til med de priser, de holdt sig. De havde nogle specialiteter javel, men var alt alt for dyre. ‘Hasserisbønderne’ er altså mere prisbevidste end som så. Og siden I ikke har opdaget det før nu, så…. mao de fleste kom der nok med den frekvens I gjorde, og det kan de jo ikke leve af.
Så det er tilbage ved en Fakta, som jo er i samme koncern.
Dorthe
31. januar 2012 at 09:03HEY – det er jo ‘min’ lokale Fakta – selv om jeg mest handler hos en af konkurrenterne på den anden side. *rødme*
Liselotte
31. januar 2012 at 17:11Jamen det er det garanteret, Dorthe – og jeg troede stadig, at det var Irma, der lå der. Nogle sagde, at den er lukket for LÆNGE siden, så jeg er vist lidt langsom…
Tante T
30. januar 2012 at 21:14…og jeg elsker dine beretninger om hverdagens stort og småt :)
Liselotte
30. januar 2012 at 22:17Tak Tante T :-)
Kong Mor
30. januar 2012 at 21:06Hot er godt!! :-)
Der er faktisk ikke så mange mandage tilbage.. altså set i den store sammenhæng.
Kun 47 og så er det jul!!
Liselotte
30. januar 2012 at 22:17Ha ha ha… og sådan er det altid vigtigt at se lyst på tilværelsen. Du har lige vundet en medalje i den disciplin :-)
Rosa Cathrine Rensborg
30. januar 2012 at 19:38ja, sådanne eftermiddage håber jeg også at få når mine piger bliver gamle nok;)
Liselotte
30. januar 2012 at 20:50Det skal du nok få, Rosa Cathrine :-)
Pernille
30. januar 2012 at 18:50Jeg gad have et langbord… og hygge at hælde på det :)
Liselotte
30. januar 2012 at 20:50Det er virkelig husets hjerte. Vi elsker at samles lige der :-)